Nyhed 22.08.14

Statens Kunstfond møder protest

En diskussion raser på de sociale medier efter, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for billedkunst for fire dage siden udsendte en pressemeddelelse, hvori det blev meddelt at ansøgninger fra forskellige kunstnere og udstillingsarrangører til samme udstilling fremover skal koordineres. Fremover skal «udstillingsarrangører sørge for at samtlige ansøgninger, der vedrører en udstilling indsendes til samme frist.» Det bliver altså udstillingsarrangørens opgave at «sikre, at alle de kunstnere, der vil søge om produktionsstøtte til udstillingen, indsender deres ansøgning til samme frist som udstillingsarrangøren.»

Billede fra Facebook-gruppen: STOP koordinering af ansøgninger - Statens Kunstfond.

Billede fra Facebook-gruppen: STOP koordinering af ansøgninger – Statens Kunstfond.

Fra udvalgets side lød argumentet for den nye procedure, at det derved bedre vil kunne «danne sig et samlet overblik over den støtte, der tildeles en given udstilling. Både hvad angår udstillings- og formidlingsstøtte til udstillingsarrangører og produktionsstøtten til den eller de individuelle kunstnere.» Det lyder tilforladeligt, men man skal ikke have meget kendskab til udstillings- og kunstproduktion for at regne ud, at det bliver en ekstra arbejdsbyrde for kunstnerne og udstillingsarrangører og at det – vigtigst af alt – er atter et centraliserende greb iklædt det nok så trendy gennemsigtigheds-credo, som i stigende grad præger den offentlige administration af kunststøttemidlerne. Vi har set det før – eksempelvis med indstiftelsen af den såkaldte programstøttepulje, som angik institutionerne, hvori det blev bekendtgjort at støtten til disse skulle ske på baggrund af et præcist formuleret udstillingsprogram, der skulle række to år ud i tiden og som iøvrigt rummede en række eksplicitte krav til programlægningen. Kunstkritikks Cecilie Høgsbro Østergaard har tidligere beskrevet, hvordan også denne ordning var et signal om øget kontrol og centraladministrativ indblanding.

Der gik kun to dage fra udmeldingen om den nye procedure før kunstneren Jens Axel Beck havde oprettet en protestgruppe på Facebook. Under titlen «STOP koordinering af ansøgninger – Statens Kunstfond» opremser kunstneren ni grunde til, hvorfor man bør opponere mod den nye koordineringspolitik.

Beck nævner blandt andet den manglende fleksibilitet og den bureaukratiserende effekt, som «bevirker at projekter skal planlægges usandsynligt lang tid før deres realisering.» Han påpeger desuden, at udvalget består af få personer, hvis arbejde vil «blive lettet af den nye koordineringspolitik, mens en meget større gruppe af ansøgere bliver belastet af den nye politik» og at der er fare for, at udvalget bliver en slags «over-kurator-dommer, der kan give det røde kort hvis udstillingen som helhed halter lidt.» Derved kan det blive kvaliteten af udstillingen og det overordnede koncept – ikke de enkelte kunstneriske bidrag – der bliver udslagsgivende for om der tildeles støtte eller ej. «Det skal være det enkelte kunstværk der skal støttes, fordi udvalget tror på det enkelte værk. Ellers ender det i et ekstra led; over-kurator-dommer.
 Hvad blev der af udsagnet; støtter kunstværket pga. høj kunstnerisk kvalitet. Er det lavet om til; støtter værket pga. kuratorisk høj kvalitet?,» lyder Becks spidsformulering.

En af gruppens allerede stigende antal medlemmer, kunstner og professor Kristoffer Ørum, fremhæver et vigtigt argument, som handler om det, som i årtier har været en styrke på den danske kunstscene – og som måske mere end noget andet definerer den danske kunstscene som noget særligt, også på internationalt niveau – har været de uafhængige, selvorganiserede udstillingssteder. Ørum tilføjer: «Den nye ansøgningsprocedure vidner for mig om en manglende forståelse for vilkårene uden for de store institutioner og en generel mistro til at kunstnerstanden evner til at formulere sig – og i sidste ende en mistro til kunsten og kunstneres evne og pligt til at kommunikere selv.»

Protestgruppen har også påkaldt sig interesse fra det udvalg, som står bag den nye procedure. I gruppens kommentarfelt meddelte Gitte Ørskou – udvalgets forkvinde – i går, at hun lytter alvorligt til kritikken og at udvalget vil tage kritikken op til næste møde. Ingen tvivl om at protestgruppens medlemmer vil holde hende op på det udsagn. Som Jens Axel Beck formulerer det i argument nr.6: «Man må jo også huske at Statens Kunstfond er sat i verden for at tjene kunsten og de udøvende kræfter og ikke det modsatte.»

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for billedkunst i perioden 2014-2017 består, uddover museumsdirektør Gitte Ørskou (forkvinde), af billedkunstnerne Bodil Nielsen, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jacob Tækker. Dertil kommer galleristen Claus Andersen.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!