Nyhed 20.03.14

Mikkel Bogh til Statens Museum for Kunst

Statens Museum for Kunst, København.

Statens Museum for Kunst, København.

Da det i efteråret blev annonceret at Karsten Ohrt fratrådte sin stilling som direktør for Statens Museum for Kunst i København for at blive formand for Ny Carlsbergsfondet satte det gang i en strøm af spekulationer om, hvem der ville overtage hans stilling. Nu kan spekulationerne stoppe: Det bliver Mikkel Bogh, rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Bogh blev tidligt i processen udpeget som en favorit, blandt andet i dagbladet Politikens portræt af ham i forbindelse med hans 50-års fødselsdag i december.

Bogh har ledelseserfaring fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, hvor han var institutleder en årrække i starten af 2000’eerne og fra 2005 på Kunstakademiet, hvor han i 2013 blev genansat for en anden periode på fem år, der blandet andet indbefattede, at han på grund af sammenlægningen af Kunstakademiet og Kunsthal Charlottenborg også blev kunsthallens øverste leder. Derudover besidder han en række bestyrelsesposter og er konsulent for Norges Forskningsråd. Han er uddannet mag.art i kunsthistorie og modtog i 1992 såkaldt guldmedalje for sin afhandling «Det anamorfiske blik. Tekst og visualitet i barokkens maleri.»

Han har en lang forskningsmæssig baggrund på Københavns Universitet og har skrevet omfattende om både klassisk og nutidig kunst, og har blandt andet udgivet bøgerne Bertel Thorvaldsen (1997) og Det usete billede: Per Bak Jensen (2005). Med andre ord en faglig profil, der spænder bredt og ligger i umiddelbart forlængelse af museets både kunsthistoriske og samtidskunstneriske forpligtelser.

Mikkel Bogh

Mikkel Bogh

Derudover har Bogh virket som kunstkritiker på de danske dagblade Information (1990-94) og Weekendavisen (1996-2003) og været medredaktør på magasinerne Øjeblikket (1992-1996) og SUM (2007-2009).

Endelig har han kurateret udstillingerne Farvefænomener (1997) og – sammen med maleren Torgny Wilcke – Fact and Value. Nye positioner i maleri og skulptur (2000), begge på det der dengang hed Charlottenborg Udstillingsbygning.

Bogh, som tiltræder stillingen 1. maj, kommer til et museum som for tiden fejrer Asger Jorn med en storstilet udstilling og er i færd med at anlægge et nyt og ligeledes storstilet indgangsparti, som indbefatter en ny forhave. Indgangspartiet koster i omegnen af 30 millioner kroner og er finansieret af et sponsorat, som afgående direktør Karsten Orth sikrede fra Annie og Otto Johs. Detlefs’ Fonde. Som det allerede var fremme i forbindelse med jobopslaget bliver en af de største udfordringer for den nye direktør at fundraise.

Med ansættelsen kan spekulationerne om, hvem der overtager Mikkel Boghs stilling på Det Kgl. Danske Kunstakademi så begynde. For den nye leder der bliver en af de største udfordringer at håndtere en række annoncerede fyringer som led i en omfattende sparerunde. Indtil videre varetages ledelsen af prorektor og studieleder af grunduddannelsen, Lars Bent Petersen.

Mikkel Bogh præsenteres på et pressemøde i dag på Statens Museum for Kunst kl.10.25.

Kunstkritikk følger op på nyheden. 

 

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!