Nyhed 26.09.11

Kulturen i den terapeutiske fase

I en uges tid har Danmark ventet på en ny regering (formodentligt bestående af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre) og på at den kommende statsminister, Helle Thorning Schmidt, offentliggør, hvem der skal besætte de forskellige ministerposter. I kulturverdenen ser mange Socialdemokraternes Mogens Jensen som en oplagt kandidat. Spørgsmålet er om det i virkeligheden betyder så meget, for ifølge Kulturministeriet, et magasin udgivet i anledning af ministeriets 50 års fødselsdag, er det ikke så afgørende, hvem der indtager denne post. Kulturjournalist Joakim Jakobsen, som bidrager med en tekst om kulturministeriet fra etableringen i 1961 frem til i dag, skriver at det som overraskede ham mest, var hvor stor konsensus der i grunden har været trods skiftende ministre og politiske skænderier: «selv brudlinierne mellem elite og liberalt kunstsyn, er helt stabile kræfter, der hiver lidt i hver deres retning.»

Jakobsen fører os igennem de historiske slagsmål, som eksempelvis den legendariske lagerforvalter Peter Rindal, som i 1965 var bannerfører for en folkelig protest overfor Statens Kunstfond og den elitære kunststøtte (man taler den dag i dag stadig om «Rindalisme», som et udtryk for et populistisk syn på kunststøtten); balladen om Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970; og om «armslængdeprincippet» (princippet om at afgørelsen om kulturstøtte skal lægges ud til råd og nævn), som faktisk først blev nævnt i 1994 af daværende kulturminister Jytte Hilden – som i øvrigt også huskes for det stormvejr, hun kom ud i, da hun sagde at finere madlavning også var en kunst og at kokke også skulle kunne søge kunststøtte.

Blandt indlæggene i Kulturministeriet bidrager filosoffen Arno Victor Nielsen med en af de mere interessante analyser af udviklingen. Først var der den kritiske fase, hvor kulturen var en slags fortrop som skulle uddanne folket, bagtroppen. Da denne kløft var oversteget – omkring Murens fald – forsvandt også det dynamiske forhold og kulturen blev for alvor afpolitiseret. Kulturen var nu for alle og man talte om kulturens værdi og økonomi, og spørgsmål om brand og sponsorer medvirkede til opblomstringen af 1990ernes oplevelsessamfund. I dag er vi, ifølge filosoffen, på vej ind i den terapeutiske fase. Kulturen skal helbrede, udbedre skader og skabe fællesskab. Kulturen skal afhjælpe følgerne af marginalisering (folk som bor i udkantsområder) og etablere fællesskab omkring en fælles fortid. «Det terapeutiske kunstsyn indebærer aktivering af sløve, ensomme og ledige borgere. Kultur er sundt og afhjælper demens, Alzheimers, ensomhed og udstødelse. Kultur er samfundets rockwool, der skal holde os alle varme.»

Det lyder i grunden ikke så fjernt fra de udmeldinger, som indtil nu er kommet fra Mogens Jensen, som måske bliver Danmarks næste kulturminister.

Kulturministeriet kan afhentes i Kulturministeriets reception eller downloades her.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!