Nyhed Artikel på Engelsk|02.10.13

Kritisk kunst eller lovløs reklame

Elmgreen & Dragset, Prada Marfa, 2005. 460 x 760 cm. Offentligt kunstværk udenfor Marfa, Texas.

Elmgreen & Dragset, Prada Marfa, 2005. 460 x 760 cm. Offentligt kunstværk udenfor Marfa, Texas.

I otte år har Michael Elmgreen og Ingar Dragsets installation Prada Marfa levet et forholdsvist fredeligt liv på en mark grænsende op til hovedvejen U.S. 90 uden for Marfa, Texas. Den lille aflåste butik med et udsøgt assortiment af Prada-varer (seks tasker uden bund og tyve «højresko» for at gøre tyveri mindre attraktivt) har godt nok tiltrukket tusindvis af turister, men som megen af den øvrige Land art i det amerikanske sydvest har den passet sig selv, mens bilerne er kørt forbi. Den tid er slut. For ikke langt derfra på samme vej er der blevet opstillet en installation bestående af en sortmalet Dodge Charger (klassikeren fra 1972) ovenpå en betonkasse og et neonskilt designet af kunstneren Richard Phillips. Skiltet er formet som den velkendte Playboy-kanin. Og det er bestilt og betalt af Playboy Enterprises. Og det er her kontroversen starter.

Ifølge texansk lov må man nemlig ikke reklamere på dette landområde, der er en del af Chihuahuan Desert, da det strider mod The Highway Beautification Act, som præsident Lyndon B. Johnson underskrev 1965. Opmærksomheden omkring Playboys intervention har taget Elmgreen & Dragsets installation med i faldet, så den nu også af Texas Department of Transportation er blevet klassificeret som et «ulovligt udendørs reklameskilt». Selvom de to kunstnere fik tilladelse til at bruge Prada-logoet af Miuccia Prada, der er medejer af og kreativ direktør for virksomheden, så er der ikke nogen direkte forretningsmæssig forbindelser. Installationen er komissisoneret og betalt af den ikke-kommercielle fond Art Production Fond i New York og et lokalt udstillingssted. Som de to kunstnere flere gange har udtalt er Prada Marfa omvendt tænkt som en kritik af luksusvareindustrien, der trækker på en lang kunsthistorisk tradition for at appropriere logoer. Ikke desto mindre kan konsekvensen være, at Prada Marfa må flytte.

Kunstkritikk har talt med Michael Elmgreen om den spændte situation og muligheden for at forfølge sagen retsligt.

Hvordan har forholdet til lokalsamfundet været i de otte år butikken har stået der?

Da vi byggede Prada Marfa sikrede vi os et godt forhold til lokalsamfundet. Det er umuligt på de kanter at få noget som helst op at stå uden. Hvis rangerne i omegnen ikke havde været på var projektet simpelthen ikke blevet til noget. Så der var en masse cowboyhatte og pick-up trucks, der mødte op til vores lille fernis for otte år siden.

Er det ikke en indbygget risiko ved at lege med tegn i det offentlige rum på den måde I gør, at der kan opstå situationer som den aktuelle, hvor I bliver set som reklame?

Richard Phillips {ITALIC}Playboy Marfa{ENDITALIC}, 2013.

Richard Phillips Playboy Marfa, 2013.

Hvis man ikke kan skelne mellem reklame og kunst er det som regel fordi man ikke har sin dømmekraft i orden eller fordi reglerne er meget firkantede og baseret på en fejldefinition, som det er tilfældet her. En reklame er når et firma enten selv eller igennem andre forsøger at promovere sit produkt. Det er ingenlunde tilfældet med Prada Marfa. Prada har intet betalt og aldrig bedt os om at lave værket til modsætning til den bunny-skulptur Playboy har taget initiativet til at få lavet af kunstneren Richard Phillips og som desværre har skabt hele debatten her i sommer efter at Prada Marfa har været der i otte år. Det er jo lidt sent at myndighederne først nu mener at værket ikke er lovligt. Hvis jeg var chef på det offentlige kontor ville jeg fandeme fyre medarbejderne for at have sovet i timen igennem otte år.

Hvad synes I om underskriftsindsamlingen Save Prada Marfa som er startet på Facebook?

Det er virkeligt rørende at opleve, at så mange mennesker støtter op om værket og viser at de bryder sig om det. Der er på blot lidt over en uge mere end 4.400 likes på Facebook-siden og mange sender personlige hilsner og billeder af deres oplevelser med Prada Marfa.

 Har I tænkt jer at forfølge sagen retsligt?

Ja hvis det kommer til et punkt hvor retssag er eneste udvej vil vi af principielle årsager være villige til at gå ind i en sådan. Kunstnere, kunsthistorikere og lokale imod bureaukratiet. Men vi føler os nærmest fristede til blot at rive bygningen ned og genopbygge en lignende i Nevada som så ville blive «Prada Nevada». Men dermed ville området udenfor Marfa miste en indtægtskilde og et symbol som er vigtigt for deres turisme i dag og det ville være synd.

  1. Kommentar fra thierry geoffroy /colonel

    that is a good question and text , the mixte salad , or win win is a fundamental subject now
    thank you Jacob !!

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!