Nyhed 08.11.10

Indie kunstkritik

Den 1. november udkom Spredt væren, det tredje og sidste bind af den danske Lars Bang Larsens serie om samtidskunstens historik og politik. Udgivelsen en demonstration af, hvor vigtige uafhængige skribenter er for af nye måder at skrive og tænke om samtidskunst på.

Lars Bang Larsen. Foto fra Independent Curators International.

Det hører med sjældenhederne, at nordiske kunstkritikere udgiver en tekst uden anden anledning end ønsket om at præsentere en kritik af kunst. Ikke mindst hvad angår tekster om den samtidskunst, der kom frem i 1990erne. Der findes naturligvis en masse uafhængige magasiner, hvor sådanne tekster jævnligt publiceres, men det er som oftest i form af enkeltstående artikler. Tekster af bogomfang, hvor et længere argument foldes ud i sin dybde og kompleksitet må finde andre medier. Det er i denne sammenhæng man skal forstå, læse og ikke mindst værdsætte Lars Bang Larsens «trebindsværk», der består af den sammenhængende serie hæfter Kunst er norm (2008), Organisationsformer (2009) og senest Spredt Væren (2010). Nu er serien udgivet af Det Jyske Kunstakademi, så helt uafhængig er den selvfølgelig ikke. Men skal man tro forordet i det sidste, tredje bind, så er serien netop blevet til ud fra et ønske om at skrive på en måde, som ikke er mulig i de andre sammenhænge, hvor Bang Larsen ellers skriver, fx som bidragsyder til Artforum og udstillingskataloger fra Statens Museum for Kunst. Hinsides både katalogteksten og anmeldelsen, hvor kunstneren eller udstillingen dikterer fokus, formulerer serien sit eget fokus, sin egen kontekst. Der er tale om en kritik uden anden ambition end spekulativt at begribe samtidskunsten. Serien er skrevet mit volles risk, og det er Bang Larsen også bevidst om. Det er umiddelbart ikke lettilgængelige tekster, og det skal de nødvendigvis heller ikke være. De fungerer som intensitetsdrevne, men også informationsvægtige udfordringer af gængse forestillinger om hvordan der kan skrives om samtidskunst. Og det er netop i dette mod til at investere og satse, at Bang Larsen distancerer sig produktivt fra den almene kunstkritik, hvor disciplineringen alt for ofte blokerer for fundamental eksperimenten.

Hvor så meget kunsthistorie er ren og skær organisering af et materiale og så meget kritik er et begrebsligt overgreb på materialet, tænker Bang Larsen simultant på tværs af materiale og teori, og peger samtidig på nødvendigheden af et sådant greb, hvis kunstkritik skal formulere en egentlig kulturkritik.

Spredt væren forsætter Bang Larsens undersøgelse af samtidskunstens vilkår i oplevelsesøkonomiens og de kreative industriers tidsalder, det vil sige i en kontekst hvor samtidskunstens felt oplever en invasion fra oplevelsesøkonomiens og de kreative industriers æstetiske produkter, samtidig med at samtidskunsten selv bevæger sig ind på oplevelsesøkonomiens og de kreative industriers felt. I bindets fire hovedkapitler udfolder han historiske og teoretiske perspektiver på problemstillingen, ikke så meget for at «regne den ud» eller «løse den» men for at udvikle et sprog, et begrebsapparat, til at italesætte dens ironiske og delikate karakter og anspore en mere nuanceret og potent diskussion. Udgangspunkt er en nyere kapitalismekritik med fokus på «sansningens produktionsrelationer», men Bang Larsen udfolder også en kritik af traditionel kunstnerisk kapitalismekritik og udvikler ikke mindst en række forestillinger om kritisk kunst hinsides avantgardens dialektiske rammefortælling.

Udover en genlæsning af zombien som bastard af en kapitalistisk figur, er en af de interessante elementer i Spredt væren en diskussion af aktivistisk kunst sådan som den har manifesteret sig i praksis og diskursivt siden 1990erne. I et modsvar til Brian Holmes’ interesse i «kunst som bevæger sig uden for kunsten», adresserer Bang Larsen den kunstneriske erfarings særegenhed, blandt andet med reference til Jacques Rancières kritik af Holmes og begrebsliggørelse af det politiske potentiale i en kunst som samtidig er autonom og heteronom. Som Rancière også anfører er kunsten i dagens «æstetiske regime» ikke længere kendetegnet ved sit objekt eller sit indhold, med ved sin erfaringsmodus, sine særlige form for sanseligt liv. Og med denne komplekse insisteren på kunsten som en slags immanent andethed anviser Bang Larsen et blik på problemstillingen, en ny mulighed for dens forhandling kunne man sige, nemlig at det ikke drejer sig om affekt eller ej, men om hvilken form for affekt, og her er han på linje med Rancières udsagn om, at det gælder om at «redde det heterogent sanselige», det der til stadig udfordrer og nægter at lade sig assimilere.

De to første bind af serien er enkelte steder i danske kunstmedier blevet modtaget med en skepsis overfor deres teoretiske og politiske fordring af samtidskunsten. Et udtryk for den anti-intellektualisme og mistænkeliggørelse af det politiske, som tegner det generelle billede i dansk kunstkritik? Ganske sikkert, og som sådan er det en både forventeligt og overfladisk læsning, at den ikke er værd at nævne, hvis det ikke var fordi Bang Larsen selv kommenterer denne reception i indledning til Spredt væren, som anledning til at specificere projektets karakter og pointe. Det er ikke bare den lette udvej at stigmatisere og afvise serien på denne præmis. Det er åbenlyst misforstået. For seriens kvalitet ligger netop i dens evne til at koble den marxistiske rammefortælling med sensibilitet for og viden om stoffet, der udfordrer og udvider rammefortællingen. Det handler ikke om at få det hele til at gå op i hverken kapitalismekritik eller politisk kunst, men om at påvise, generere og opretholde spændinger mellem dem.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!