Larissa Sansour

Nyhed 06.01.12

Fra dystopi til forsigtig optimist

Larissa Sansour Nation Estate, fotografi, 2012.

Selv siger Larissa Sansour, at hun «aldrig har opfattet sin kunst som kontroversiel.» Også selvom den omhandler et yderst betændt politisk emne, nemlig situationen i Palæstina. Med en blanding af populærkulturelle referencer og humoristisk visualitet har den tværtimod bevidst udfordret og underløbet de etablerede positioner, der dominerer diskussionen af dette emne. I videoen Bethlehem Bandolero (2005) gik hun udklædt som mexicansk gunslinger gennem Bethlehems gader inden hun stod ansigt til ansigt med sin duellant – den Israelske Mur, og i A Space Exodus (2009) landede hun som kvindelig astronaut på månen og plantede et palæstinensisk flag.  Indtil for nylig har hun da heller ikke oplevet, at hendes værker har fået politisk antagonismer til at blusse op. Faktisk har de haft stor succes på den internationale kunstscene, og Sansour, der indtil 2009 havde base i København, har således siden midten af 00erne udstillet på prestigiøse biennaler og museer verden over uden af være blevet mødt med fjendtlighed. Men i midten af december 2011 på et tidspunkt, hvor Palæstina var blevet medlem af UNESCO og havde ansøgt om fuldt medlemskab af FN, ændrede det sig.

Tidligere på året var hun blevet nomineret til Lacoste Elysée Prize, der administreres af Musée de L’Elysée i Lausanne, Schweiz og sponsoreres af modehuset Lacoste. Nomineringen indbefattede 4.000 euro og «fuldstændig kunstnerisk frihed» til at producere tre fotografier over emnet «la joie de vivre» (glæden ved livet, red.) til juryens endelige bedømmelse. Sansour havde ikke ansøgt eller spurgt om at blive nomineret. Med hvad hun selv betegner som en «dystopisk» tilgang til opgaven, bestemte hun sig for «at undersøge en vertikal løsning på det af være en uafhængig stat.» Hun indsendte værket Nation Estate, hvor den palæstinensiske befolkning har fået deres egen stat i form af en kolossal skyskraber. Hver by har sin egen etage (Jerusalem på tredje, Ramallah er på fjerde sal, etc.) og rejser mellem byerne er derfor mulig med elevator uden om de israelske kontrolposter.

I første omgang blev hun rost af  det schweiziske museum, men godt en måned senere ringede museet direktør og fortalte hende at Lacoste havde besluttet at trække hendes nominering fordi Nation Estate var «for pro-palæstinensisk.» I samme ombæring tilbød museet at vise værket på den betingelse af Sansour skrev under på at hun frivilligt havde trukket sig «for at forfølge andre muligheder,» som det blev formuleret. Hun var selvsagt chokeret og accepterede naturligvis ikke, for som hun siger, «så forekommer det mig at det at bede en kunstner om at hjælpe med at undertrykke sandheden om censur som om muligt værre end det at blive censureret.»

Larissa Sansour (Foto: Larissa Sansour.)

Efter mange overvejelser valgte hun efterfølgende at udsende en pressemeddelelse, der fortalte hendes side af historien og oplevede, hvad hun selv beskriver som «en fænomenal reaktion.» Hun modtog tusinder af støttemeddelelser og blev interviewet til et utal af medier verden over. Hun oplevede det «som om hele verden var på min side i protesten mod censur.»

Støtten til hendes protest fik Musée de L’Elysée til at droppe prisen og samarbejdet med Lacoste. Et resultat Sansour bifalder og i en kommentar med titlen Censurens Gave, der trykkes næste uge i The Herald Tribune (og som Kunstkritikk via kunstneren har fået indsigt i), skriver hun, at forløbet har gjort hende til en «forsigtig optimist.»

«Det siger sig selv, at episoden laver en kæmpe bule i idéen om virksomheders sponsorering af kunsten. Hvis virksomheder vil involvere sig i kunsten må de acceptere de grundlæggende spilleregler. Måske så Lacoste Palæstina som et giftigt brand, men som al den støtte jeg har modtaget viser, tog de fejl. Forsøg på at lukke munden på Palæstina, en tidligere automatisk og begivenhedsløs praksis, tolereres ikke længere. Stemmerne, der siger denne praksis imod er simpelthen blevet for mange og for kraftige. Og det gør mig til en forsigtigt optimist, noget jeg aldrig troede, at jeg ville blive.»

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!