Nis Rømer

Billedkunstnernes Forbund
Nyhed 16.08.16

Vil skabe bæredygtigt miljø for kunsten

Nis Rømers Frie æbler – en af tre kasser æbler plukket fra ikke-regulerede offentlige rum i Tikøbgade, på Krudtløbsvej og Christiania. Del af Publik Picnic fra 2007, arrangeret af Nis Rømer, som udforskede hvordan man kan bruge eller midlertidigt indtage offentlige rum.

Nis Rømers Frie æbler – en af tre kasser æbler plukket fra ikke-regulerede offentlige rum i Tikøbsgade, på Krudtløbsvej og Christiania. Del af Publik Picnic fra 2007, som udforskede brugen af offentlige rum.

Ekstra Bladets sommerhetz mod kunststøtten herhjemme fulgte i kølvandet på endnu en lukningstrussel mod Det Fynske Kunstakademi på grund af Odense Kommunes planer om at spare driftsstøtten væk. I vinters fremlagde Kulturministeriet planer for udflytning af Statens Værksteder for Kunst. Og før da ønskede regeringen og dens støttepartier at fjerne skattefordele fra de almennyttige fonde, hvilket ville få fatale konsekvenser for private virksomheders incitament til at støtte kunsten.

Det er sager, der viser, at der er brug for organiserede stemmer, som taler for kunsten, når der træffes politiske beslutninger eller føres populistiske kampagner mod for eksempel støtteordningerne.

BKF er med sine 1.400 medlemmer Danmarks største faglige organisation for billedkunstnere og har siden stiftelsen i 1969 markeret sig politisk i sager som disse og været med til at gennemføre afgørende ændringer på området. Men BKF har også været præget af uenigheder om den faglige målsætning og tilbagevendende identitetskrise og er blevet kritiseret for ikke at varetage unge kunstneres interesser, hvilket indirekte førte til, at UKK (Unge Kunstnere og Kunstformidlere) blev oprettet i 2002. Med en gennemsnitsalder for medlemmerne i forbundet på omkring de 60 år kunne noget også tyde på, at BKF trænger til at forny sig.

I november sidste år blev billedkunstner Nis Rømer valgt som forbundets nye formand. Rømer er født i 1972 og uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Gerrit Rietveld Akademie i Amsterdam. Han er medstifter af Publik – en platform for kritisk samtidskunst i offentligt rum, som blev oprettet i 2006, og så underviser han til dagligt på Holbæk Kunsthøjskole.

Nis Rømer, ny formand for Billedkunstnerisk Forbund. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Nis Rømer, ny formand for Billedkunstnerisk Forbund. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Kunstkritikk har talt med Rømer om, hvor det brænder lige nu på den danske kunstscene og hvordan han som formand vil sørge for, at BKF præger de politiske beslutninger fremover.

Hvis du skulle pege på tre aktuelle indsatsområder, som Billedkunstnerisk Forbund står over for, hvad ville du trække frem?

At få nyuddannede kunstnere godt i gang efter endt uddannelse er et felt, vi kommer til at arbejde rigtig meget med. Det er for mange den største udfordring og de sværeste år. Unge kunstnere organiserer sig for lidt, men det er dem, der har størst brug for netværk, juridisk rådgivning og karrierevejledning.

Derudover er den kvantitativt største udfordring at skabe et omfattende efteruddannelsesprogram på højt niveau, så kunstnere løbende kan opgradere deres viden, netværk og kompetencer. Den viden, vi får på akademierne, er ikke nok til et helt arbejdsliv, ikke mindst set i lyset af tidens teknologiske og samfundsmæssige forandringer.

Vigtigst er dog at positionere kunsten som et helt centralt element i samfundslivet. For at gøre det skal vi som faggruppe konstant udvikle os og holde os opdaterede. Det er klart, at vi kunstnere skal honoreres bedre for vores arbejde, men det er uinteressant bare at sige dét. At have ret er ikke nok. Vi skal også kunne lægge nogle strategier for, hvordan vi når derhen. Det er vigtigt for mig, at BKF tager initiativer, udvikler nye politikker, afprøver dem og løbende forbedrer dem.

Kunne man forestille sig, at BKF antog en mere aktivistisk rolle a la den amerikanske fagorganisation W.A.G.E., som har etableret et omfattende certificeringsprogram, hvor de gransker kunstinstitutioners økonomi og opstiller alternative budgetter for dem, som opfylder minimumskrav, hvad angår blandt andet honorering af kunstnere?

Museerne kniber sig ofte uden om ansvaret for at honorere under dække af Vederlagsordningen, som sikrer kunstnere betaling for visning af deres værker på statsligt støttede udstillingssteder. Men museerne skal tænke honorar til kunstnere i alle deres projekter. Kunstnere skal også lønnes for deres arbejdstid i forbindelse med produktion af nye værker. Der bliver ideen med visningsvederlaget en smule misvisende. W.A.G.E. er bestemt interessant som en strategi, der hvor andre muligheder fejler. Lidt bredere set er der stadig en udbredt mangel på anerkendelse af værdien af kunstnerisk arbejde. Under alle de handlinger, vi foretager i BKF, ligger der en intention om at give kunstnere en bedre forhandlingsposition, når det kommer til at forhandle honorarer og vilkår. Det handler om at stå endnu skarpere både individuelt og som faggruppe.

Kunstner-aktivistgruppen Global Ultra Luxury Faction (G.U.L.F.) er et eksempel på en mere aktivist .. I april i år  protesterede over, at Guggenheim Foundation afbrød forhandlinger med Gulf Labor Coalition omkring migrant-arbejdernes rettigheder i forbindelse med opførelsen af Guggenheim i Abu Dhabi. Deres protest blev projiceret direkte på facaden af Guggenheim Museum, New York.  Foto: G.U.L.F.

Gruppen Global Ultra Luxury Faction (G.U.L.F.) er som W.A.G.E. et eksempel på en mere aktivistisk kunstpolitik. Her fra protesten i New York april 2016 mod Guggenheims behandling af migrant-arbejderne i forbindelse med opførelsen af Guggenheim i Abu Dhabi. Foto: G.U.L.F.

Du giver udtryk for, at I vil sætte gang i en række tiltag for at få flere unge og nyuddannede kunstnere til at tilslutte sig BKF. Hvad vil I tilbyde?

Vi har etableret en mentorordning, hvor nyuddannede kunstnere kan få individuel sparring af en erfaren kunstner eller formidler. Som nyuddannet kan man også få lov til at udstille i BKFs lokaler i Vingårdsstræde og få et honorar på kr. 2.500 for det. Vi har netop afholdt det første netværksmøde for de seneste tre års dimittender fra kunstakademier i ind- og udland. Det handlede om hverdagsøkonomi, fondssøgninger, kunstnerdrevne steder og huskunstnerordningen. Vi havde inviteret en række skarpe folk – billedkunstnerne Bodil Nielsen fra Statens Kunstfond, Sonja Lillebæk Christensen fra Sydhavn Station og Marika Seidler og jurist Klaus Pedersen) til at gå i tæt dialog med deltagerne, og det var en stor succes. Derudover giver BKF juridisk rådgivning, gratis adgang til udstillingssteder samt efteruddannelseskurser og kunstnerboliger. Og efter sommerferien kan kunstnere komme og få tjekket sit portfolie og CV i forbundet.

Hvordan ser du mulighederne for et fremtidigt samarbejde mellem BKF og UKK?

Jeg synes, det er helt oplagt at samarbejde. Optimalt set kunne man slå foreningerne sammen og oprette en selvstændig bestyrelse for studerende og nyuddannede. Jeg har selv været meget aktiv i UKK. Men UKK – og her peger pilen også på mig selv og andre bestyrelser ind i mellem – har ikke formået at styrke foreningen og give de tilbud om juridisk vejledning, som især unge har brug for. UKK har omkring 100 medlemmer i dag. Kontingentet er ikke steget siden foreningen blev dannet i 2002. Det betyder, at inflationen siden da har udhulet kontingentet med 20 procent. Jeg synes, UKK og BKF skal slå sig sammen om at løse de problemer, som nyuddannede står med. Problemerne er reelle og sammen står vi stærkere.

Såvel UKK som det norske UKS (Unge Kunstneres Samfund) opererer på tværs af fagskel og medtager kuratorer og kritikere. Hvordan stiller BKF sig i forhold til at være en fagbevægelse for kunstens øvrige aktører?

Vi er meget inspirerede af Unge Kunstneres Samfund, og vi organiserer også mange kunstnere, der, som jeg selv, kuraterer og underviser. Men Billedkunstnernes Forbund organiserer primært billedkunstnere, og jeg tror ikke, at der inden for de nærmeste år vil være flertal for at kunne organisere kuratorer, selvom det er en interessant tanke. Kuratorer, der f.eks. er uddannede kunsthistorikere, har en række muligheder for at organisere sig, f.eks. i Dansk Magisterforening. Desuden varetages kuratorers, kunstinstitutioners og galleriers interesser jo af Organisationen Danske Museer (ODM), Dansk Gallerisammenslutning, m.fl. Men jeg er ikke afvisende overfor, at man kunne etablere fælles administration med en forening for uafhængige kuratorer og formidlere, hvis der er grundlag for en sådan.

UKK aktion for bevarelse af huskunstnerordningen, 2009. Foto Nikolaj Kilsmark

UKK aktion for bevarelse af huskunstnerordningen, 2009. Foto Nikolaj Kilsmark

Kan du pege på et par vigtige sager, som BKF har kæmpet for og fået noget igennem hvor foreningen virkelig har vist sit værd?

Jeg vil snarere svare omvendt: Der findes ikke væsentlige billedkunstneriske politikområder, hvor BKF ikke har sat et aftryk, været kunstnernes talerør og sikret fagligheden og professionaliteten en stemme. BKF er repræsenteret i en lang række offentlige råd og nævn, både statsligt og ude i kommunerne, og forbundets repræsentanter mødes løbende med politikere og kunstlivets beslutningstagere.

Men hvis jeg skal nævne nogle af de vigtigste politiske fremskridt, der er sket, så er der: billedkunstloven fra 2001, hvor tilskudsordninger for produktion og formidling kom på finansloven; virksomheders mulighed for afskrivning af udgifter til kunst i 2002; kunstnermoms på 5 procent i 2002; visningsvederlaget i 2006 og senest Den Ny Udstillingsaftale, som er en standardkontrakt udarbejdet i fællesskab med UKK, Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD), bakket op af ODM.

Hvor er der brug for en ekstra indsats på den danske kunstscene, hvad angår kunstneres arbejdsforhold?

Adgang til værksteder for kunstnere og udstillingsrum for kunstnerdrevne steder, der er til at betale, er et konstant problem i de store byer. Det er kunstnernes arbejdsplads, og alt for mange lever på korte, usikre kontrakter. Kunstnerdrevne steder må lukke, fordi huslejerne bliver for høje. København løfter noget med Fabrikken for Kunst og Design, men burde kunne løfte meget mere i forhold til sin størrelse. Aarhus har satset massivt med Aarhus Billedkunstcenter, men skal gøre endnu mere for at udvikle et bæredygtigt miljø af skabende kunst. I mange andre byer kunne man med fordel tænke byudvikling og kunst sammen på en produktiv måde.

Set i lyset af forsommerens nu afværgede lukning af Det Fynske Kunstakademi, er det også klart, at situationen med provinsakademierne kalder på en holdbar og langsigtet løsning. De to akademier uddanner op mod halvdelen af kunstnerne i Danmark, men for en fraktion af budgettet for kunstakademiet i København. Det er noget, vi meget gerne vil mødes med ministeren, kommunerne og de involverede akademier om, for sammen at arbejde på en løsning.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!