Sanne Kofod Olsen

Det Fynske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi, Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne
Nyhed 18.05.18

Det Kgl. Danske Kunstakademi forbliver selvstændig institution

Det Kgl. Danske Kunstakademi forbliver en selvstændig institution under de kommende rammeaftaler for de statslige kunstuddannelser. Samtidig skal samarbejdet med Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi styrkes.

Kulturministeriet udsendte 1. maj en pressemeddelelse med overskriften «De kunstneriske uddannelser vil styrke samarbejdet på tværs». Heraf fremgår det, at de statslige kunstudannelser skal øge samarbejdet på en række områder, som led i de kommende rammeaftaler for 2019-2022. Nogen fusion bliver der dog ikke tale om.

Det Kgl. Danske Kunstakademi, segl.

«De fælles målsætninger for de kunstneriske uddannelsesinstitutioner ændrer ikke på Det Kgl. Danske Kunstakademis – eller nogen anden uddannelsesinstitutions – status som selvstændig institution» oplyser Kulturministeriet til Kunstkritikk.

En fusion af landets kunstuddannelser var ellers en oplagt konklusion på rapporten De kunstneriske uddannelser – Forslag til en fremtidig organisering, som blev kendt af offentligheden i oktober sidste år. Rapporten modtog bred kritik fra såvel kunstmiljø, som fra flere kulturordførere på Christiansborg og to uger efter rapportens offentliggørelse udtalte kulturminister Mette Bock, at en tvangsfusion ikke ville komme på tale. Ikke desto mindre igangsatte kulturministeren i november en møderække med rektorerne for de statslige kunstuddannelser med udgangspunkt i rapportens anbefalinger om øget samarbejde, administrativt såvel som fagligt.

Det fremgår af Kulturministeriets nylige pressemeddelelse, at møderækken med rektorerne er mundet ud i en række fælles målsætninger. De omhandler blandt andet samarbejde inden for vidensopbygning, entreprenørskab og tværkunstneriske uddannelsesmoduler. Adspurgt om, hvorvidt rektorerne selv definerer de nye samarbejder svarer Kulturministeret: «som udgangspunkt er det er op til rektorerne at komme med deres bud på, hvordan de vil samarbejde på de forskellige områder.»

De to selvejende kunstakademier i Danmark, Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi, er ikke omfattet af Kulturministeriets styringskoncept, men har undervejs i forløbet taget del i dialogen med kulturministeren. Om udfaldet heraf oplyser Kulturministeriet blot: «De selvejende institutioner har ytret ønske om at øge samarbejdet med de statslige uddannelsesinstitutioner bl.a. vedrørende vidensopbygning. Samarbejdet aftales bilateralt mellem institutionerne.»

De endelige rammeaftaler for de kunstneriske uddannelsesinstitutioner forventes at ligge klar til december. Hvad angår Det Kgl. Danske Kunstakademi, så vil disse aftaler blive udarbejdet uden skolens nuværende rektor, Sanne Kofod Olsen. Hun tiltræder stillingen som dekan for det kunstneriske fakultet på Göteborgs Universitet, herunder Akademin Valand, den 1. september.

Sanne Kofod Olsen, rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi. Foto: Anu Ramdas.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!