Medium sized paintings (mostly) on walls o̶n̶ ̶w̶a̶l̶l̶s̶

Mads Lindberg, Stian Eide Kluge, Torben Ribe

IMO Projects, København
27. oktober - 8. december 2012
Kritik 08.11.12

Modernisme for fladskærmsgenerationen

Torben Ribe, Untitled (no signal), 2012. Akryl og cornflakes på lærred, fladskærmsstander. 100 x 90 x 25 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Torben Ribe er en af de malere fra den yngre generation man lægger mærke til på den københavnske kunstscene. En der har erklærede fans blandt både kunstnerkollegaer og samlere. Han er en af medstifterne af udstillingsstedet/galleriet IMO (forkortelse for In My Opinion) og i en årrække var han med i malerkollektivet Paint Over, der lod penslerne stå i syltetøjsglassene for i stedet at «male» med de digitale værktøjer, som computeren tilbød. Det er dog Ribes egne værker, hans malerier, der har skabt opmærksomheden omkring ham. Med god grund. Hans forrige udstilling på IMO – Dust, Kiwi, Rucola (2010) – var eminent. Som en velfærdsstatsudgave af Gordon Matta-Clarks galleripræsentationer af materiale fra hans arkitektoniske indgreb, havde Ribe lavet en serie malerier, der i abstrakt form lignende udskårne stykker væg fra institutionelle og private rum. Tandlægeklinikker, folkeskoler, købmandsbutikker, kontorlandskaber, Tivoli-boder … Associationerne var ad legio. Det var konstruerede relikvier fra hverdagen i den postmoderne danske middelklasse. Grimme (om end ikke grå) ligesom hverdagen, men også håndteret (malet og præsenteret) med et overskud og en præcision, der forstyrrede den stuetemperatursregulerede bevidstløshed, det er så let at give efter for i denne hverdag og ansporede en sensibilitet, der insisterede på tilstedeværelse og meningsfylde midt i det ordinære. Dog uden det store socialpolitiske perspektiv som eksempelvis Poul Gernes anlagde. Ribes perspektiv er den livsstilsrevolution som det seneste årti har tegnet middelklassens kulturelle horisont.

Stian Eide Kluge, Soliloquy (The Horology And The Stellar Strokes), 2012. Tennisboldmaskine, tennisbolde, dias, diasprojektor, tape, remme. Foto: Anders Sune Berg

Ribes nye udstilling på IMO – Medium sized paintings (mostly) on walls on walls – forsætter som det også indikeres af titlen denne fortælling om nutidig middelklasseerfaring og de vægge den finder sted indenfor. Udstillingen er ligesom Dust, Kiwi, Rucola bygget op om en serie malerier (og et par til lejligheden konstruerede vægge), men denne gang har han også inviteret norske Stian Eide Kluge fra udstillingsstedet 1857 til at lave en udstilling (kurateret af Steffen Håndlykken fra 1857) inde i Ribes soloudstilling. Til det formål har man bygget en hvid kube midt i gallerirummet og inde i den står der blandt andet en maskine og skyder tennisbolde ud en gang om dagen. Der hænger også små sort-hvide fotos af Ribes værker. Idéen med at bryde soloudstillingsformatet op indefra er for så vidt forståelig og interessant nok, men det fungerer bare ikke rigtigt som andet end en institutionel gimmick. Måske er det meningen? Men hvorfor Stian Eide Kluges udstilling skal præsenteres indenfor de formelle rammer af en hvid kube virker decideret selvmodsigende og steriliserende i konteksten. Udstillingen i sig selv virker lidt usikker på hvorfor den er der og hvad den skal med sig selv og Ribes udstilling. Fotografierne giver mest mening som en indforstået tak for invitationen og trods sin indbyggede suspense-effekt er boldmaskinen også et underligt livløst billede.

Torben Ribe, Eggs and Charger, 2012. Akryl på lærred, oplader til mobiltelefon. 109 x 98 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Ser man bort fra dette momentumstab, så viser udstillingen endnu tydeligere end sidst, at der i Ribes postmoderne spil med tegn, tekst og objekter på maleriets flade er et projekt som rundes af en modernistisk ambition, i den forstand at det insisterer på den maleriske abstraktions andethed i forhold til hvad der i øvrigt cirkulerer af visuelle udtryk i samtidens kultur.

Det er dog ikke en modernisme, som udspringer af den hvide kubes autonome rum, men af en levet erfaring af dagligdagsrum og -situationer, hvor vi hænger ud med en kaffekop, læser reklamer for discountvarer, spiser sushi eller sandwich, hænger savsmuldstapet op, ser Avatar, oplader vores mobiltelefon og betaler med Dankort – alle figurer der indgår i den nye serie malerier. Eller med en reference til et andet af værkerne i udstillingen, de rum hvor fladskærmen er et alter for drømme om et bedre liv. I værket har Ribe sat et «bredformatslærred» påmalet blålige penselstrøg på en blankpoleret fladskærmsfod. Værket er det første man ser når man kommer ind i udstillingen, og det er oplagt at se det som en tematisk nøgle til resten af udstillingen. Samtidig med at det er fladskærmens «flade» kultur han er inspireret af og opererer i, så er det fladskærmens billedlighed i høj opløsning, hvor alt står knivskarpt og intet er overladt til fantasien, som hans abstraktioner udfordrer. En udfordring, der vel at mærke ikke henviser til æstetiske idealer, men arbejder med en på en gang tarvelig og poppet kulturel materialitet. Det er en erkendelse af at der intet er at drømme om hinsides fladskærmens rammer, men at maleriet som old school kunstmediet samtidig tilbyder en mulighed for at forvrænge de signaler som transmitteres indenfor disse rammer på en måde, der yder modstand og ansporer refleksion.

Composition with Door, 2012. Collage på dør, akryl på lærred. 200 x 120 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Erkendelsen manifesterer sig mest udtalt i en række ironiske parafraser over forskellige af modernismens idealer. Fladskærmen er den teknologiske forbrugskulturs svar på modernismens fladeformalisme, en kaffekop med påskriften «Torben», der hænger på en krog i bunden af et lærred er institutionskøkkenets version af selvreferentialitet, et par hologrammer med Van Gogh-motiver er visuel rummelighed reduceret til spøg og skæmt-genstand og idealer om skønhed er blevet til en udklippet artikel om dubiøs skønhedspleje. Den grandiose forestilling om maleriet som performative gestus har Ribe twistet ved som en musiker at «feature» en række af den akademistuderende Mads Lindbergs simplistiske fingermalerier med frugtmotiver.

Det er så fermt og selvbevidst i sin tarvelige uhøjtidelighed, at det kunne optræde i en Michel Houellebecq-roman, som et kynisk billede på samtidens infantilitet og åndløshed. Men Ribe er ikke dystopisk som Houellebecq. Tværtimod synes der at være en kim af noget håbefuldt i udstillingen. I flere af malerierne er der elementer som refererer til reparationshandlinger, som fx et plaster, knæbind, tape og et hønsenet der opsamler forskelligt sammenkrøllet papir og lærred. Er det metaforer for eller et forsøg på at redde en krakelerende billedlighed? Eller måske et ønske om at bevare og genbruge værdifuldt affald fra vores visuelle brug-og-smid-væk-kultur? Det er ikke til at afgøre. Ribes kritik af modernismens idealer er ikke oppositionel, men ironisk, forstået som et greb der søger det tvetydige, hvor billedet balancerer prekært på grænsen mellem det meningstomme og det betydningsfulde. Siden et Jackson Pollock-maleri i 1951 blev brugt som baggrund for en fotoserie til Vogue har denne balancegang været et vilkår for det abstrakte maleri og Ribes malerier anno 2012 demonstrerer, at dette vilkår blot er accelereret i intensitet – og ironi. At overkomme vilkåret er ikke muligt (slet ikke i det hipsterficerede og rindalistiske Danmark) og den udfordring som Ribe synes at se for det abstrakte maleris projekt er således at udvikle en billedlig intelligens som kan forholde sig kritisk til dette vilkår. Modsat de mange hurtige pointer som malerierne indeholder, er det et projekt som sigter på den lange bane.

Torben Ribe, Marble Painting (What are the Benefits of Pilates?), 2012. Akryl, magasinsider på uopspændt lærred. 140 x 120 cm. Foto: Anders Sune Berg.

 

 

Som ulydig arvtager af modernismen er Ribe både udfordrende og underholdende, men, hvis man hæver ambitionsniveauet, kunne man spørge om denne fladskærmsmodernisme også lykkes som generel billedkritik? Kan dens andethed holde stand mod det almene billedbombardement og undgå at blive opslugt af den ekspanderende mainstream og ende som grafisk tryk på Wood Wood-bluser eller på forsiden af et boligmagasin om hvad det er smart i spisestuen lige nu? Igen, det er svært at sige, for den risiko er en integreret del af det spil malerierne spiller. Når malerierne er bedst gennemtrænges deres tarvelige materialitet dog også af en træghed, som modsætter sig at blive forbrugt og fordøjet med samme lethed som de billeder, der florerer i fladskærmens digitale univers. De nægter blikket at lade sig opsluge, men konfronterer det i stedet med billedet som en utilpasset eller uegnet, konkret genstand, der ikke kan oversættes og distribueres i den digitale økonomis kredsløb. Og som sådan leverer de en vellykket kritisk udfordring til en generation, Ribes egen, hvis billedopdragelse primært er foregået på skærme.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!