Desinit in Piscem, more precisely «Ending in Fishtail»

João Maria Gusmão, Pedro Pavia

IMO Projects, København
15. januar - 26. februar 2011
Kritik 07.02.11

Verden som poetisk mulighed

João Maria Gusmão og Pedro Paiva, Cassowary, 2010. 16 mm film, farge, uten lyd, 4‘37‘‘.

Det er naturligvis udstillingen med João Maria Gusmão og Pedro Pavia det handler om her, men da det er første gang Kunstkritikk skriver om IMO, hvor udstillingen finder sted, er en kort introduktion på sin plads. IMO er en i dansk sammenhæng uvant konstruktion, nemlig et kunstnerdrevet, kommercielt galleri. Stedet blev startet i 2009 af en håndfuld kunstnere og et par kunstnergrupper og har til huse i en garagebygning på Carlsbergrunden, hvor naboerne til den ene side er de prominente gallerier Nicolai Wallner og Nils Stærk og til den anden side projektrummet BKS Garage, hvor Kunstakademiets studerende viser sine arbejder. Det er måske for meget symbolik at læse ind i denne placering i det der aspirerer til at blive Københavns næste kunstcentrum (når Wallners mangeårige plan om en kunsthal på grunden en gang, hvis nogensinde realiseres), men stedet balancerer netop mellem det markedsorienterede og eksperimenterende. Som sådan indgår det i en slags symbiose eller win-win forbindelse med omgivelserne, på en måde, hvor det både kalder på at blive taget seriøst som galleri og giver street cred til de etablerede drenge, så man får indtrykket af, at området er mere alternativt end blot endnu et gallerikvarter i et tidligere industrikvarter. Om det så holder stand når det helt store gentrificeringskavaleri rykker ind, fx med en kunsthal, er et spørgsmål vi må vente med at få svar på.

IMO er en forkortelse for «in my opinion» (ofte brugt i tekstbeskeder), og stedets aktiviteter, der udover udstillinger også tæller en del endags-arrangementer, afspejler da også, at det er de involverede kunstneres personlige eller måske bedre idiosynkratiske fornemmelser, indfald og visioner snarere end strategiske hensyn til eksterne tendenser, der er kerneenergien.

João Maria Gusmão og Pedro Paiva, Spaghetti Tornado, 2009. 16mm film, farge, uten lyd, 2‘47‘‘. Produsert av Fondazione Brodbeck, Catania.

Udstillingen Desinit in Piscem, more precisely «Ending in Fishtail», med filmværker af João Maria Gusmão og Pedro Pavia, deres første i Danmark, er et godt eksempel. Den er kommet i stand efter, at en IMO-kunstner så deres værker, tænkte at dem ville han gerne vise, tog kontakt, kunstner-til-kunstner, og det resulterede så i en udstilling. Lidt af et scoop. Primært på grund af værkerne, men også fordi den er så ambitiøst og vellykket installeret. Den har karakter af en dyr og ikke mindst super professionel museumsudstilling. Nu er det selvfølgelig ikke en kvalitet i sig selv, at en udstilling giver indtryk af at have været dyr at producere, men installeringen danner en perfekt ramme for præsentationen af Gusmão og Pavias værker.

Når man træder ind i udstillingen har man fornemmelsen af, at man som Alice træder ind i en anden verden, der nok indeholder genstande man kender fra verden på den anden side af døren, men samtidig har en aura af anderledeshed. Den sagte monotone lyd af filmfremvisere og det varme, flimrende lys fra celluloidprojektionerne i det ellers mørke rum indstiller syn og sind på det særlige poetiske univers mellem dokumentar og fiktion, drøm og mytologi, som de seneste år har gjort Gusmão og Pavia til navne på den internationale kunstscene.

João Maria Gusmão og Pedro Paiva, 3 suns, 2009. 16 mm film, farge, uten lyd, 0‘50‘‘. Offisielt Portugisisk bidrag til den 53. Veneziabiennalen, DGARTES, Kulturdepartementet, Portugal.

Udstillingens tolv film (inklusiv et par af dem Gusmão og Pavia præsenterede på Venedig Biennalen i 2009), alle uden lyd, vises på fem projektioner af forskellige størrelse. Filmene består af minimalistiske historier eller situationer. Der er hænder der går på en bordplade, en figur i dramatisk og graciøs bevægelse under vand, aber der spiser glohed suppe med fingrene, frisk spaghetti der former geometriske mønstrer og spejlæg der flyder ind over hinanden. Og bagerst i rummet på udstillingens største projektion er man vidne til skulpturelt udskårne frugter og grønsager, der på forunderlig vis letter fra bordet og snurrer om sig selv. Det er stille visuel magi skabt med enkle, analoge midler. Ikke så meget magi i den forstand at det tryller noget hidtil uset frem, snarere i den forstand, at det formår at få os til at se på tingene på ny, mens de udfolder sig i en betydningssfære hinsides etablerede forestillinger og logikker.

Det er nok ikke lige til at få øje på for den almene beskuer, men værkerne er gennemsyrede af litterære og (kunst)filmhistoriske referencer, hvilket også fremgår af den kryptiske titel (forklaret i pressemeddelelsen, go figure) og den ultra betydningstætte tekst som de to kunstnere har forfattet som akkompagnement til udstillingen. Der er uden tvivl intellektuel substans og perspektiv at hente i disse (en anelse overgjorte) referencer, men udstillingen viser, at det ikke nødvendigt at forfølge eller kende til dem for at få noget ud værkerne. Eller rettere, den viser hvordan Gusmão og Pavia er i stand til at krystallisere komplekse eksistentielle forhold og spørgsmål til prægnante billedfortællinger af bevidsthedsudvidende og nærmest hypnotiserende karakter.

João Maria Gusmão og Pedro Paiva, Fruit polyhedron, 2009. 35 mm film, farge, uten lyd, 2‘42‘‘. Produsert av Inhotim Cultural Center, Minas Gerais, Brazil.

Æstetisk opererer værkerne i felt der kan siges at kombinere Alexander Jodorowskys sans for billedets surreelle magi og dets åbning mod en anden (forestillings)verden med kunstnerduoen Fischli og Weiss’ nøgternt undrende blik på konkretheden i verdens genstande. Der er en abstrakt forholden sig til verden, der med kunsten som medium blander filosofisk, kvasi-videnskabelig og imaginær aktivitet. Det kan ses som et eksempel på det forfatteren Alfred Jarry (1873-1907), som Gusmão og Pavia højst sandsynligt kender til, kaldte «patafysik», «videnskaben for imaginære løsninger». I stedet for at bevise en tese om den fysiske verdens beskaffenhed, sådan som det traditionelle videnskabelig eksperiment, eksperimenterer værkerne med verdens betydning hinsides rationalitetens forståelseshorisont. For så vidt man kan tale om løsninger er der tale om de udvidede forståelsesmuligheder poesien tilbyder den menneskelige eksistens. Det er måske ikke løsninger i en definitiv forstand. De får ikke den socio-økonomiske ligning til at gå op. Men i en verden, hvor den instrumentelle fornuft er muteret ad absurdum synes der at være «brug for» mere åbne løsninger, der udspringer af en kritisk og fantasifuld spørgen, og det er rummet for en sådan spørgen Gusmão og Pavias værker iscenesætter og inviterer publikum ind i.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!