Så længe det varer.

Nairy Baghramian

Statens Museum for Kunst, København
7. december 2017 - 2. april 2018
Mini Artikel på Engelsk|31.01.18

Vakkelvornt institutionsvæsen

Nairy Baghramian, Så længe det varer (detalje), 2017. Statens Museum for Kunst, København. Foto: Frida Gregersen.

Noget synger på allersidste vers ifølge titlen på Nairy Baghramians udstilling på Statens Museum for Kunst. Samtidig er titlen og udsagnet «Så længe det varer» en konkret reference til et tekstværk af Lawrence Weiner, As long as it lasts, udført på væggen på udstillingsstedet The Renaissance Society i Chicago i 1994 – forstår man af formidlingsteksten.

Det ikoniske udstillingssted er også udgangspunktet for Baghramians skulpturværk i x-rummet. En afstøbning af en loftskonstruktion fra Renaissance Society balancerer på høje, spinkle metalben – med en korporlighed så fragil, at en enkelt klodset bevægelse fra publikum formentlig ville få den til at kollapse. Den er sært betagende og indtager kun et hjørne af det stort set tomme rum med sit stankelbenede væsen. Foruden skulpturværket hænger selvportrættet Smart Water (2017), der viser Baghramian drikke vand af en fontæne, lavet af Michael Asher, i haven foran University of California i San Diego.

Baghramian, som er født i 1971 i Iran og bor i Berlin, arbejder ofte med «det støttende»; det, der holder noget andet oppe, jævnfør loftskonstruktionen fra Chicago. I den skulpturerede gengivelse fremstår den dog ude at stand til at holde noget og hviler i stedet i små metalklemmers greb, der er skånsomt forede med naturfarvede gummilapper. Det er vældig elegant og nærmest lidt kærligt på en klinisk måde.

Med «det støttende understøttede» som et skulpturelt element i sig selv retter Baghramian opmærksomheden mod kunstens afhængighed af sin kontekst; sin historie, sin institutionelle repræsentation og de fysiske rammer. Det er interessant set i forhold til det selvinstituerende, der i høj grad knytter sig til nutidig kunstvirksomhed og til voksende diskurser om «den nye institutionalisme» og det postinsitutionelle. I forlængelse af mere konventionel institutionskritik bliver det institutionelle her noget organisk og mindre stift, noget performativt –- for nu at bruge et i tiden helt uundgåeligt begreb.

Ganske vist er kunstnere som Weiner og Asher institutioner i sig selv, herunder betydningsfulde «støtter» for en generation af postkonceptualister og «kritiske kunstnere», men den referentielle samtale med x-rummet om kunstinstitutionens væsen savner overraskelsesmomenter for at blive rigtigt forførende. Den virker tværtimod lidt tyngende på den æstetiske åndbarhed, der egentlig opleves som en kvalitet. For den vakkelvorne letbenethed til trods, er det et fyldestgørende og i øvrigt smukt værk, der står flot som billede på institutionel porøsitet i en tid, hvor kunstnerne sender nyhedsbreve og museerne genforstår sig selv og bliver performative.

Nairy Baghramian, Så længe det varer, 2017. Statens Museum for Kunst, København. Foto: Frida Gregersen.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!