Grotta Profunda Approfundita

Pauline Curnier Jardin

Den Frie Udstillingsbygning, København
13. oktober 2018 - 6. januar 2019
Mini 24.10.18

Træd ind i naturens underliv

Pauline Curnier Jardin, Grotta Profunda Approfundita (2017). Installation view, Den Frie, København, 2018. Foto: David Stjernholm.

Vi nedstiger til kælderen i Den Frie Udstillingsbygning af en smal trappe og bliver mødt af en gigantisk, kroget og kødfuld kvindehånd. Igennem en åbning i håndens flade glider vi ind i en dunkel, livmoderlignende grotte af blodrøde tæpper og pink-violette forhøjninger i skæve, foruroligende vinkler – et varmt, pulserende gemmested og et mørkt gabende dyb, hvor slimhinder, blodårer og tarme bugter sig. Det er scenariet for den franske video- og installationskunstner Pauline Curnier Jardins værk Grotta Profunda Approfundita, der sidst blev vist på den kuraterede del af Venedigbiennalen i 2017.

I den stumfilmlignende første del af værket følger vi den katolske helgen Bernadette Soubirous, der i midten af 1800-tallet modtog en åbenbaring i en grotte ved Lourdes. Efter at have modtaget et åndesyn søger hun op i bjergene, falder udmattet i søvn på en klippe og vågner op i en grotte, der har åbenlyse visuelle fællestræk med den installation, vi sidder i. Herfra folder videoen sig ud i et heftigt surreelt teater af fantastiske, mytologiske og absurde væsener, der gennem messende korsang og en slæbende voice-over stiller hende overfor en række spørgsmål om menneskets relation til kunsten og til naturen.

I Grotta Profunda Approfundita er der ingen klar adskillelse imellem de menneskelige og ikke-menneskelige kroppe, der omgiver hende. Væggene i grotten river sig løs og danser, mens døden i min favoritscene fremtræder som en nøgen kvindekrop, der som en edderkop bevæger sig på alle fire med latexpoter, dyremaske og ryggen mod jorden. Videoens snart kælne og snart underligt messende fortællerstemme spørger, om man kunne forestille sig, at mennesket kom dryppende fra vandet eller hvilket udtryk, det mon ville have, hvis selve grotten lavede kunst?

Visuelt set er Curnier Jardins værk en forunderlig sammenblanding af eksistentielle modsætningspar om det profane og det sakrale, det maskuline og det feminine, det varme omsluttende og det aggressivt udfarende, og som sådan fungerer værket egentlig superfint. Men der ligger i Jardins værk et ekstra lag, der knytter sig til det fransksproglige, hvor fonetiske forskydninger og betydningsmæssige skred skaber nye sammenhænge i de ellers modsatrettede udsagn, og det kommer desværre ikke med over i videoens undertekster – sikkert fordi det er rimelig uoversætteligt.

Hvis man som denne anmelder kun mestrer et temmelig simpelt skolefransk, så må man nøjes med den visuelle del, som i sig selv er farverig og vild nok. Man mangler dog den forløsende pointe, at det ofte er i det sproglige, at normative forståelser af køn, seksualitet og naturlighed stadfæstes – og at der derfor kan ligge et frigørende potentiale i en nedbrydning af sproget.

Pauline Curnier Jardin, Grotta Profunda Approfundita (2017), Installation view, Den Frie, København, 2018. Foto: David Stjernholm.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!