Leigh Ledare

Kunsthal Charlottenborg, København
18. januar - 12. maj 2013
Kritik 27.02.13

Spred benene for din søn

Leigh Ledare, et al., installation shot, Charlottenborg 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Leigh Ledare, et al., installation shot, Charlottenborg 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Han sidder i en seng, lænet op ad væggen. Nøgen. Pikken hænger slapt i den kraftige kønsbehåring. Hans blik er dovent, men man aner begyndelsen til et smil om hans mund. Måske en effekt af sex. Måske af stoffer. I den venstre hånd holder han skødesløst en pistol. Det er kunstneren Leigh Ledare, fotograferet af samboen og læremesteren Larry Clark. Året er 1999. Ledare er i starten af 20erne og lige ankommet til New York City for at forfølge sin drøm om at blive kunstner.

Leigh Ledare, {ITALIC}Personal Comissions: \«Let the Good Times Roll. 1 Blond, 53 yrs old, curvey, buxom, slim, clean, petite. No diseases or drugs. Seeking healthy, honest reliable, financially secure younger man for discreet sensual fun. Ext# 1084,\»{ENDITALIC}, 2008. C-print. Courtesy the artist and The BOX, Los Angeles.

Leigh Ledare, Personal Comissions: \«Let the Good Times Roll. 1 Blond, 53 yrs old, curvey, buxom, slim, clean, petite. No diseases or drugs. Seeking healthy, honest reliable, financially secure younger man for discreet sensual fun. Ext# 1084,\», 2008. C-print. Courtesy the artist and The BOX, Los Angeles.

Ledare kendte ikke Clark inden han kom til storbyen, men havde hans telefonnummer. Clark gav ham arbejde og et sted at sove samtidig med, at han introducerede ham til den moderne kunsts agent provocateurs. Portrættet af den unge Ledare, som hænger på Ledares aktuelle udstilling på Kunsthal Charlottenborg, bærer en tydelig reference til fotografiet Dead (1970) fra Clarks debutserie Tulsa (1971), hvor en ligeledes ung mand – dog med bukser på – sidder i en seng med en pistol i hånden. Men fotografiet fanger også en væsentlig forskel mellem Clark og Ledare. Hvor pistolen i Dead symboliserer desperation og et rebelsk oprør mod samfundet har den i billedet af Ledare mere karakter af en fetish til kinky leg i soveværelset.

Leigh Ledare, {ITALIC}Mom and Catch 22{ENDITALIC}, 2002, c-print. Foto: Leigh Ledare, David Roberts Collection, London.

Leigh Ledare, Mom and Catch 22, 2002, c-print. Foto: Leigh Ledare, David Roberts Collection, London.

Udstillingens omdrejningspunkt er en række omfattende fotografiske serier skabt fra midten af 00erne og frem til i dag. Udover at appropriere flere af Clarks æstetiske greb – især hans collageteknik, hvor dokumentariske fotografier integreres med billedmateriale fra fx aviser og magasiner  – viser serierne hvordan Ledare viderefører Clarks interesse for det intime og seksuelle i forhold til en nutidig pornografisk kultur. Her synes det intime og seksuelle primært at eksistere for at blive fotograferet og at indgå i et performativt spil, som de involverede parter – Ledare såvel som hans modeller – deltager i med en trænet selv- og mediebevidsthed. De forstår at posere foran linsen, stille nøgenhed, onani og sex til skue og finde tilfredsstillelse i det.

Det er en mere kølig og kalkuleret fotografisk perversitet end Clarks. Visuel virtuos, men i de fleste tilfælde ikke lige så rammende i sin historiefortælling om menneskelige relationer i den frisatte og udvidede erotiks tegn.

Måske skyldes det også, at Ledare hvad enten han fotograferer sin mors seksuelle eskapader eller står model til fremmede kvinders fantasier, filtrerer det gennem en ferm og metabevidst brug af kunsthistoriske referencer. Som Columbia-uddannet kunstner kender han sin Cindy Sherman, Andres Serrano, Richard Billingham, Wolfgang Tillmans, Sophie Calle, Nan Goldin etc. og forstår at appropriere dem på en måde der feterer en etableret kunstinstitutionel diskursøkonomi, men det kan samtidig være svært at få øje på hans originalitet.

Leigh Ledare, {ITALIC}Mom with Hand on Bed{ENDITALIC}, 2006, c-print. Foto: Leig Ledare. Courtesy of the artist and Pilar Corrias Gallery, London.

Leigh Ledare, Mom with Hand on Bed, 2006, c-print. Foto: Leig Ledare. Courtesy of the artist and Pilar Corrias Gallery, London.

Det skulle da lige være i hans serie af værker med sin mor, som klart er udstillingens bedste, fordi der er noget mere personligt, intenst og ambivalent på spil end pornografisk poseren. Helt eminent er den korte video, hvor han beder moderen om at græde ud ved sin skulder. Selvom man ved det lille sørgespil er iscenesat så efterlades man både emotionelt og intellektuelt påvirket. Scenen forvrænger effektfuldt vores forestillinger om en forskel mellem det oprigtige og det forstillede, om at det ene er substantielt og det andet overfladisk. Den pointerer, at den menneskelige betingelse i den pornografiske kultur er hinsides sådanne autenticitetsforestillinger, men at der ikke desto mindre findes en vedkommende eksistentiel nerve i denne betingelse, prekært pulserede mellem poetisk tilstedeværelse og en fortvivlet søgen. Det er i værker som disse, at Ledare ikke bare viderefører, mens også fornyr arven fra Clark for en generation, hvor billedet ikke skildrer virkeligheden, men udgør en virkelighed i sig selv.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!