Spinning and Weaving

Ann Lislegaard

Overgaden – Institut for samtidskunst, København
12. november 2016 - 8. januar 2017
Kritik 21.11.16

Spiderwoman til tjeneste

Ann Lislegaard, Spinning and Weaving. Installation view, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Ann Lislegaard: Spinning and Weaving Ada, 2016 og Double Light Modules, 2016. Installation view, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

The future is female – er et slogan fra 1970ernes lesbiske separatistbevægelse i New York, som sidste år fik et popkulturelt opsving, da den engelske model Cara Delevingne og kæresten, musikeren Annie Clark (aka. St. Vincent), figurerede på Instagram iført navyblå trøjer med den radikale tekst printet over brystet. Efter det nylige præsidentvalg i USA, der er blevet kaldt for den vrede, hvide mands hævn, er den fremtid imidlertid evaporeret ude i tidshorisonten.

Timingen af Ann Lislegaards nyligt åbnede soloudstilling, Spinning and Weaving, på Overgaden, synes af den grund ikke desto mindre god. Velnærmest kommer den til undsætning med det fremtidsarkæologiske arbejde i den kvindelige positions favør, som Lislegaard lægger for dagen. Det får schwung af en anden kaliber midt i denne post-faktuelle, historieløse aktualitet, som skælver langt ud over sit amerikanske epicenter.

Udstillingen består af en håndfuld nye værker, der med sine sansesbetonede oplevelsesdimensioner gør den 90er-agtig. At Lislegaard tilhører den nordiske 90er-generation lader sig med andre ord mærke. Central er en bare få minutter lang 3D-animation med titlen Spinning and Weawing Ada, hvor en edderkop spinder bogstaverne «Ada Lovelace» i sit net – som en homage til den kvindelige pioner inden for tidlig computerteknologi, matematikeren Ada Augusta Lovelace. Så enkel en lille værkhandling med så omfangsrig historisk og kulturel resonans. Lislegaard hidkalder en af fortidens heltinder i en form for «reclaiming» af historieskrivningen som fundament for fremtiden – som en mere klassisk feministisk metode er det en måde at sige «the past is female too».

Ann Lislegaaard, Remains of an Animation, 2016. 3D animation. Foto: Anders Sune Berg.

Ann Lislegaaard, Remains of an Animation, 2016. 3D animation. Foto: Anders Sune Berg.

Flittigt og hurtigt arbejder edderkoppen med sine lange, tynde ben, trækker og skubber rundt på trådene og får med vægten af sin runde bagkrop nettet til at gynge. Animationen er også en hyldest til de feministiske kvaliteter, der associeres med at spinde og væve, kan man læse i formidlingsmaterialet, kvaliteter som det at forbinde og skabe netværk. Det forekommer dog at være nogle rigeligt lange og romantiserende tråde, der trækkes mellem Lovelaces matematiske algoritmer fra 1840erne – som senere godt nok blev grundlaget for udviklingen af det ultimative væveværk, internettet – og det feministiske netværksarbejde.

I samme rum udgør stabler af spejlmoduler en skulpturel installation, Double Light Modules, og de to værker bliver samtalepartnere i en noget outreret dialog med Overgadens karakteristiske rum. Spejlfladerne kaster projektorernes lys rundt, så stumper af edderkoppespindet sætter sig på søjler, i loftvælvingerne og på gulvet, alt efter hvor man som publikum placerer sig. Samtidig, og heri ligger vel deres dobbelte funktion, får modulerne karakter af at være skærme.

Som modstykke til animationens klare billedsprog sprænges og samles rummet i konstant foranderlige, næsten collageagtige, kompositioner af lys og mørke. Gulvet hæves, og loftet sænkes i en billedvirkelighed, der går i poetisk og akitektonisk hårdknude lige midt i rummet – en overlegen orkestrering af rum og lys fra Lislegaards side. Desværre er installationen også mere end tilpas visuelt mættende i en grad, som – snarere end at udfolde – udspiller animationsværket.

Ann Lislegaard, Shadows of Tomorrow, 2016. Lyd, lys. Installationsview, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Ann Lislegaard, Shadows of Tomorrow, 2016. Lyd, lys. Installationsview, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Anderledes enkel er udstillingens andet store værk, lys- og lydinstallationen Shadows of Tomorrow. Også her leger Lislegaard med vores måder at sanse rummet på. Ti jernstolper står fordelt i et mørklagt rum, forbundne foroven via et kabelnet, som ensomme elmaster i et natlandskab. Fæstnet til sig har hver stolpe en højtaler og et spotlys, som påfører dem væsensagtige egenskaber. Kynisk minimalt – men overraskende performativt når et klukkende, hvæsende og dunkende lydspor sendes igennem dem, og en algoritme samtidig får lysene til at tænde og slukke. Så står man der, omgivet af høje, udefinerbare entiteter. Alien-referencen springer til.

Lydmaterialet er da også hentet fra 90er sci-fi-filmen Contact, hvor Jodie Foster spiller hovedrollen som den passionerede radioastronom, der etablerer forbindelse til fremmed intelligens i det ydre rum. Mere end at trække i det i forvejen langtstrukne spind om den kvindelige videnskabspioner og fremtidens netværk, gør denne filmiske reference egentlig ikke. Passager fra filmen har Lislegaard genindspillet med en «human beatboxer», som har genereret det abstrakte sprog – cyborgagtigt i en blanding af menneske og maskine. Dog uden den meget forcerede robotstemme, der alt for ofte bruges, når samtidskunsten etablerer ekstrasensoriske forbindelser.

Legen med alternativt vokabular i et møde mellem poesi og teknologi fortsætter Lislegaard sådan set udstillingen igennem. Hele tiden åbner der sig lag og etableres nye forbindelser værkerne imellem. Monitorværket Every Thought is Alive, Awakening of a Cyborg genererer for eksempel forvrænget tekst ud af værker af den amerikanske forfatter Marge Piercy, kendt for feministiske klassikere som The Moon is Always Female. En avanceret form for systemdigtning eller endnu en hilsen til Lovelace, der, som datter af poeten Lord Byron, beskrev sin måde at arbejde med matematikken på som «poetical science».

I disse hurtige, post-faktuelle tider, hvor de handlingsparate hyldes, er en given sig hen til sit materiales historicitet og kulturelle spændvidde både generøst og vigtigt. I klassisk Lislegaard-stil, spinder og væver hun, som en anden spiderwoman, udstillingens referencenet af fortid og fremtid, kunst og litteratur, feminisme, videnskab og sci-fi. Det er ikke hverken kildepromiskuøst eller historieoverfladisk, men det afsluttende instinkt savnes alligevel fra tid til anden, når trådene, der trækkes, bliver for lange.

Ann Lislegaard, Spinning and Weaving. Installation view, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Ann Lislegaard, Algorithms, 2016. Neon. Installation view, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!