Factory of the Sun

Hito Steyerl

Kunsthal Charlottenborg, København
8. december 2016 - 19. februar 2017
Kritik Artikel på Engelsk|13.01.17

Solen, himlen, skærmen og skyen

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy kunstneren og Andrew Kreps Gallery, New York.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy kunstneren og Andrew Kreps Gallery, New York.

«Lysets hastighed. Et stort spørgsmål. Kan vi matche det eller endda overgå lysets hastighed?» Det er talsmanden fra Deutsche Bank, en af hovedkaraktererne i Hito Steyerls film Factory of the Sun, der spørger – en sigende blanding af coke-hysterisk tv-infotainer og den prototypiske Nazi-Fritz.

Vi befinder os på Kunsthal Charlottenborg i København, hvor Steyerls fejrede og omdiskuterede værk fra Den Tyske Pavillon på Venedigbiennalen 2015 aktuelt er installeret. For det professionelle kunstpublikum vil der sikkert være tale om et gensyn og det kan værket ikke bare godt bære. Det fortjener det også.

For under den spektakulære overflade, der har givet Factory of the Sun blockbuster-status, gemmer der sig nemlig en i grunden indlysende, men tilsyneladende overset pointe: Den digitale kapitalisme låner sin utopi fra en pre-moderne alkymistisk metafysik, der intet har at gøre med oplysningstidens sekulære samfundsideal. Meget mere om dette senere.

Selve filmen er installeret i en black box, hvor et kvadreret net af lysende blå linjer dækker gulv, loft og vægge – en tydelig hilsen til cyber-filmklassikeren Tron (1982), hvor Jeff Bridges i rollen som spil-nørd suges ind i et softwarefirmas computer og fører frihedskamp mod det magtfuldkomne styresystem, der slavebinder firmaets ansatte og lader dem udkæmpe dødelige gladiatorkampe på et virtuelt «game-grid».

Med dette greb har Steyerl fra starten fermt fået placeret sin beskuer i en sigende og paradoksal situation: Det virtuelle rum er blevet til virkeligheden omkring os, inde er blevet til ude og selv som passive beskuere er vi altid allerede dybt infiltrerede i kapitalens magtspil. Hvorfor solstolene? Fordi det er skærmens lys vi soler os i og fordi «solfabrikken» først og fremmest er en metafor for den teknologiske sols triumf over den virkelige sol i et accelereret kapitalistisk slutspil om at få lys, kapital og information til at smelte sammen i en absolut magtform.

Factory of the Sun kan bedst beskrives som et stykke meta-dokumentar om kapitalismens final fantasy. Stilistisk set er der tale om en dopamin-pumpet blanding af computerspil, musikvideo, infomercial og dokumentarfilm. Vi introduceres til spilprogrammøren Julia, der forklarer os, hvad vores opgave som spillere på the game grid egentlig er: «This is your mission: You start off as a forced labourer in a motion capture studio. Every movement you make will be captured and converted into sunshine».

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Installation view from Kunsthal Charlottenborg, 2016. Courtesy of the artist and Andrew Kreps Gallery, New York. Photo: Anders Sune Berg.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Installation, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Courtesy kunstneren Andrew Kreps Gallery, New York. Foto: Anders Sune Berg.

Den digitale økonomis ufrivillige arbejdere er i filmen repræsenteret af super-funky dansere i gulddragter, hvis kreative moves indfanges og omsættes til lysende kapital. Alle kroppens bevægelser trackes med henblik på kontrol og kapitalisering. En dansescene udspiller sig på den tidligere NSA-lyttestation Teufelsberg i Berlin, mens en anden udspiller sig i et teenageværelse i Canada og fortæller historien om en danser, hvis bevægelser bliver udgangspunktet for en serie animerede figurer, der lever deres eget liv på internettet.

Steyerl fører med funky lethed sin beskuer igennem et tæt, labyrintisk væv af reelle og virtuelle lokationer, meta-medialitet, paradoksale betydningsspil og et konkret historisk narrativ. Hvis det lyder rodet og kompliceret, så er det til gengæld afviklet forbløffende ubesværet og elegant i selve filmen.

Centralt står spilprogrammøren Julias livsfortælling, der beskriver en historisk transformation fra en koldkrigsvirkelighed domineret af muren og jerntæppet til en digital virkelighed domineret af skærmen og skyen (the cloud). Det syntes nu at være Steyerls pointe, at denne historiske transition – hektisk fortalt igennem Julia – ikke blot har ændret magtbalancen i et geopolitisk rum, men at den digitale revolution har tilvejebragt en art metafysisk mutation, der fundamentalt har ændret samfundets og magtspillets regelsæt.

Denne pointe afspejles i filmens overordnede kobling af dans, lys og kapital. For ligesom dansen stræber mod at ophæve tyngdekraften og hypnotisere os med bevægelser, der syntes fysisk umulige, således stræber også kapitalismen mod en absolut bevægelighed, hvis ultimative mål det er at overskride fysikkens love. Talsmanden for Deutsche Bank forsikrer os i filmen om, at banken nok skal få accelereret lysets hastighed på trods af at eksperimental-fysikerne ved Cern snubler i deres eksperimenter.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy kunstneren og Andrew Kreps Gallery, New York.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy kunstneren og Andrew Kreps Gallery, New York.

Denne kapitalens bestræbelse på at overskride fysikkens love bunder i et magisk og metafysisk tankesæt og det er her oplagt at se «solfabrikken» som en teknologisk opdateret udgave af alkymistens laboratorium med kolber, destillationsapparater og en brændende esse. Det er også derfor, vi i filmen ser guldbelagte elpærer vælte ud af skærmen på en Imac og derfor at danserne er klædt i gulddragter.

Forestillingen om at alkymisterne blot forsøgte at fremstille ædelmetallet guld med henblik på at tjene penge er en kolossal infantiliserende misforståelse. Alkymistens drøm fremgår af værket Magnus Opum, der betyder «det store arbejde» og som findes i en række forskellige udgaver fra tidlig middelalder til sen renaissance. Heri beskrives en altomfattende magisk og metafysisk vision, hvor målet er at skabe Lapis Philoshophurum – filosoffens sten. Man forestillede sig en magisk materie af flydende lysguld med hvilken et hvilket som helst materiale kunne omdannes til et hvilket som helst andet materiale. Lapis Philosophorum skulle ligeledes give adgang til absolut viden og garantere evigt liv.

Steyerl sætter altså kapitalismen i det digitale paradigme i forbindelse med et alkymistisk tankesæt og det er her værket for alvor begynder at peake på de indre koncepter. Hvorfor? Fordi vores såkaldt moderne sekulære demokratier simpelt hen er baseret på lysets tve-deling. Lyset kommer her i to former: videns lys (oplysning) og religionens lys (troen). Det har været en moderne demokratisk grundpræmis, at de to aspekter af lyset skulle holdes adskilt. Det lys Thomas Edison fangede i sin elpære er fornuftens og videnskabens lys med hvilket demokratiets moderne institutioner skulle oplyses, mens religionens hellige lys kun skulle oplyse sjælens indre.

Factory of the Sun udstiller nu følgende dybt forvirrende paradoks: Vores såkaldte sekulære demokrati kontrolleres, medieres, optages og afspilles af lysmaskiner, der ikke er baseret på lysets tvedeling, men derimod på en helt igennem transcendental lysmetafysik, der går forud for det moderne og som har basis i alkymien. «Our machines are made of pure sunlight,» som danserne siger i filmen.

Lysets sekulære tvedeling er i solfabrikkens alkymistiske indre blevet smedet sammen i ét og samme fiber-optiske kabel. Igen og igen hører vi sætningen: «All that was work has melted into sunshine» – der er en omskrivning af den berømte sætning fra det kommunistiske manifest «all that was solid has melted into air». Al materie bliver i den digitale kapitalismes tidsalder oversat til information – det vil sige, lys.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy kunstneren og Andrew Kreps Gallery, New York.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy kunstneren og Andrew Kreps Gallery, New York.

Når en af danserne i Factory of the Sun bøjer lyset og siger: «I can reverse light into itself,» siger han i virkeligheden følgende: Jeg kan få fiktion til at blive til virkelighed og virkelighed til at blive til fiktion – jeg kan omforme videnskab til konspirationsteori og konspirationsteori til politisk sandhed, for det er blot et spørgsmål om reversering af information. Politiske grundopfattelser erstattes af konspirationsteorier og det oplyste argument erstattes af info-wars og fake news.

Denne transmutationslogik, hvor alt kan reverseres til alt andet er netop en alkymistisk tanke, som i den digitale kapitalismens tidsalder er genopstået som en paranoid patriarkalsk magtfantasi. Ordet «materiale» har samme rod som ordet «mater» (der betyder moder) og i flertallet af alle myter er Jorden hunkøn, mens solen netop er hankøn. «All that was work has melted into sunshine» betyder således, at alt der er af Jorden (og som i et mytisk perspektiv er af hunkøn) omdannes til en og samme patriarkalsk-panoptiske magtform, der netop regerer fra Skyen (the cloud).

Factory of the Sun viser os, at magt nu slet og ret er manipulation af information og lys. Hvis man syntes det lyder spekulativt kan man blot tænke på aktuelle sager vedrørende hacking af det nyligt overstående amerikanske præsidentvalg eller Donald Trumps brug af dataanalyse-instituttet Cambridge Analytica i sin valgkampagne.

I et mytisk-religiøst perspektiv er manipulation af lyset det samme som at manipulere med det hellige, hvad omtrent er definitionen på magi. Factory of the Sun tvinger sin beskuer til at erkende følgende: Med fremkomsten af det digitale paradigme skal samfundsteorierne skrives helt om, fordi magtanalyserne aldrig har interesseret sig for magisk tænkning, mens informationsteknologien har været besat af det. Solen og Himlen – forstået som klassiske metafysiske horisonter, der har animeret et transcendentalt begær – er døde. Men de er med Skærmen og Skyen genopstået som indre tekno-metafysiske horisonter, der atter animerer et transcendentalt begær efter absolut viden og evigt liv – det vil sige, efter den totale magt.

Med Factory of the Sun stiller Hito Steyerl den perfekte samtidsdiagnose med alt, hvad det indebærer af slick meta-medialitet og vild kosmologisk tænkning. Men hun udskriver afslutningsvis en virkningsløs medicin. Filmen slutter med noget, der ligner et socialistisk manifest for den digitale tidsalder: «All photons are created equal! No photon should be accelereted at the expence of others! Resist total capture!» Det er svært at forestille sig, at denne ligheds-utopi for alvor skulle kunne undslippe den black box, værket er installeret i.

Hvis virkeligheden i den digitale kapitalismes tidsalder er et spil, der er animeret af en underliggende myte, hvad skal der da til for at ændre spillets virkelighed? Det logiske svar er: En anden myte! For kun en anden myte kan omlægge det transcendentale begær, der driver udviklingen i retning af at al materiel virkelighed skal omdannes til «machines made of pure sunlight». Første forudsætning for at etablere en anden myte er, at vi erkender, at vi allerede lever i en. Det burde stå indlysende klart for alle efter en tur i solfabrikken.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York.

Hito Steyerl, Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy kunstneren og Andrew Kreps Gallery, New York.

  1. Kommentar fra Bjarne Toft Sørensen

    Der skabes i anmeldelsen en række relevante forbindelser til en større forståelse af værket.

    Min egen umiddelbare association til ”Factory of the Sun” er ”det heliotropiske princip”, der anvendes som den centrale metafor i de tidlige og New Age orienterede udformninger af det, der senere er blevet til Appreciative Inquiry (AI) inden for organisations- og ledelsesteori.

    Mennesket drejes mod det energi- og lysfyldte på samme måde, som en solsikke drejer sig mod solen. På den baggrund kan ”Factory of the Sun” forstås som en fortælling om processer, vi længe har været en del af, uden at være bevidste om det, og hvor menneskers energi, drømme og appetit på livet omsættes til kapital i samfundet.

    De 5 principper for AI i kort form:
    Det konstruktionistiske princip – det er gennem sproget, at vi ændrer verden (Kenneth Gergen)
    Det samtidige princip – udforskning og forandring er virkelighedens skabelse i øjeblikket.
    Det poetiske princip – virkelighed skabes gennem fortællinger.
    Forventningens princip – handlinger styres af forventninger om fremtiden.
    Det positive princip – anerkendende sprog skaber anerkendende tænkning

    David Cooperrider var en central figur ved udformningen af AI, og han har fungeret som konsulent for en række af verdens største internationale virksomheder.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!