Vibrant Matter

Nanna Abell, Moa Alskog, Johan Martin Christiansen, Kate Cooper, Christine Overvad Hansen, Emil Westman Hertz, Lea Guldditte Hestelund, Uffe Isolotto, Jesper Just, Jacob Kirkegaard, Sandra Mujinga, Kai Nielsen, Nina Nowak, Rolf Nowotny, Lea Porsager, Andreas Rasmussen, Astrid Svangren

Kuratorer: Nanna Stjernholm Jepsen, Stine Kähler



SAK Kunstbygning, Svendborg
20. januar - 4. marts 2018
Kritik 21.02.18

Shhh, stoffet taler

Lea Porsager, ZWAN, 2016-2018 (gulvværk) sammen med skulpturer af Kai Nielsen. Installation view, Vibrant Matter, SAK Kunstbygning, Svendborg, 2018. Foto: David Stjernholm.

Svendborg har for mig altid været synonym med to ting: Navigationsskolen, der på nydansk er kommet til at hedde Svendborg International Maritime Academy, og færgeruten til Ærø. Over de seneste år har byen desuden markeret sig med en særdeles veludviklet punkscene, og senest er et par kunstnerdrevne udstillingssteder spiret op, nemlig Kunsthal ved siden af og det nystartede Du.al. Det er derfor ikke helt uventet, omend stadig mildt overraskende, at det er fra Svendborg, den indtil videre mest interessante kuraterede udstilling om strømninger på 10’ernes samtidskunstscene skulle komme.

Det er Nanna Stjernholm Jepsen, der tidligere drev det ambitiøse Værelset fra sin egen lejlighed på Vesterbro, der i samarbejde med Stine Kähler, har kurateret udstillingen Vibrant Matter, som finder sted i SAK Kunstbygning, som almindeligvis danner rammen for en permanent samling af bysbarnet Kai Nielsens skulpturer. Det er blandt andet denne samling, Vibrant Matter går i dialog med.

Nina Nowak, Prothesen, Collection, 2017. Foto: David Stjernholm.

Kai Nielsen (1882-1924) var en af de mest fremtrædende danske kunstnere indenfor den brede kulturelle strømning, vi kalder vitalismen, der prægede såvel billedkunst som filosofi, litteratur, hygiejne, sport og videnskab fra slutningen af 1800-tallet frem til anden verdenskrig. I et ønske om at revitalisere det, man opfattede som en degenereret kultur – nemlig modernismen – dyrkede man ideen om mennesket som andet og mere end blot biologi og kemiske processer. Med den atletiske, stærke krop som ideal, så man mennesket og naturen som uadskillelige, gennemsyret af en iboende livskraft eller ånd.

Det er her koblingen til samtidskunstens nyere strømninger sætter ind. Denne holistiske tilgang til menneskets og naturens samklang og interessen for materialets stoflighed genfinder kuratorerne i den nye materialisme, som var altdominerende på den danske kunstscene i årene efter finanskrisen, og som stadig lever i bedste velgående. Udstillingen består derfor af en lang række værker, der på alle mulige måder forholder sig til materialets egne kvaliteter – men ofte også går i helt konkret dialog med Kai Nielsens skulpturer.

I den sidste kategori finder vi Nina Nowaks Prothesen, Collection (2017), der er placeret imellem Nielsens statuetter af frugtbare kødfulde kvinder og muskuløse mandekroppe i en vitrine. En række støbte hageproteser i indfarvet plast peger på en (fraværende) krop, der enten er amputeret eller af mere cyborglignende karakter, og kommenterer således forholdsvis direkte på de småfascistoide elementer, der også ligger i den vitalistiske dyrkelse af idealkroppen, men sætter samtidig nogle mere ubestemmelige fornemmelser igang omkring, hvordan kroppen, eller i hvert fald vores normative forståelse af den, har påvirket og formgivet et materiale.

Lea Guldditte Hestelund, Mantodea CM 04B4, 2017. Foto: David Stjernholm.

Dette spor kan man følge over i Lea Guldditte Hestelunds Mantodea CM_04B4 (2017), som er en underligt amorf marmorklump, der synes at have indoptaget en radioaktiv blå væske på undersiden. Guldditte Hestelunds værk trækker åbenlyst på marmorets historiske reference til antikkens idealkrop, men opløser den i samme greb til en slags posthuman organisme, som var marmoret i sig selv et levende væsen. Værket, der er placeret blandt gipsafstøbninger af Nielsens formfuldendte kroppe hviler på en piedestal af skum, som det med sin vægt synker en anelse ned i. Her opstår en gnidning, et sammenspil og en gensidig påvirkning imellem materialer, der helt subtilt sammenfatter udstillingens kuratoriske udgangspunkt om materialernes – det være sig kroppe, objekter eller taktiliteter – indbyrdes forbundethed.

Den samme glidende overgang imellem krop, materiale og sprog genfinder vi ude i parken, hvor Rolf Nowotnys tre sælsomme skulpturerelle installationer Støbt, Ustøbt, Støbt Igen (alle 2015) befinder sig. Værkerne befinder sig et sted imellem en dekonstrueret krop med fødder og snurrende hoveder, og beholdere med biologisk materiale, der måske/måske-ikke rummer et svar på, hvad det er for et stof, det menneskelige kommer ud af. Der er en flydende fremmedgjorthed over værkernes insisterende menneskelighed, der samtidig peger på eksistensvilkår, der går forud for bevidsthed og sprogliggørelse og tilbage på den biologiske udveksling imellem krop og omgivelser.

Rolf Nowotny, Støbt. Ustøbt. Støbt Igen, 2015. Installation view, Vibrant Matter, SAK Kunstbygning. Foto: David Stjernholm.

Det er den slags dialoger imellem værker, stofligheder og materialiteter, Vibrant Matter er fuld af og som løfter udstillingen langt over sit teoretiske udgangspunkt. Med materialet som bindeled får kuratorerne på ret elegant vis udbredt begrebet nymaterialitet til også at dække en række andre væsentlige strømninger i samtiden, eksempelvis forhold omkring natur og økologi (Moa Alskog), og om den virtuelle krop, som er frisat fra materialet hos både Kate Cooper og Sandra Mujinga. I Mujingas I Am So Bored, But You Are Alright (2015) glider hendes egen krop ubesværet over i andre, digitaliserede kroppe, tegnede kroppe og videre ud i undervandsoptagelser til et mixtape af af Mujingas egne popsange, mens Cooper diskuterer objektiviseringen af kvindekroppen i en kommerciel digital virkelighed.

Udstillingen er struktureret efter et forgreningsprincip, hvor værkernes indbyrdes dialog i materialer, er styrende for det utal af teoretiske anslag, der fremkommer i sammenstillingen. I titlen Vibrant Matter ligger formentlig også et underspillet nik til Jane Bennetts bog Vibrant Matter: A Political Ecology of Things fra 2010, hvori alting netop anskues som et resultat af assemblager, sammenstillinger af menneskelige og stoflige aktører, der indvirker på hinanden. Således er også udstillingen en slags assemblage, hvor forskellige materialer, stofligheder og taktiliteter er i en glidende dialog med hinanden og værkets mere udsigelsesmæssige pointer.

Når denne udstilling står så stærkt, er det netop på grund af denne overgivelse til materialiteten, og dens egne kapaciteter og potentialer. Det er sjældent, at man ser så mange værker, der har så meget at sige til hinanden på både et indholdsmæssigt, sprogligt plan, men særligt på et visuelt og sanseligt niveau, der ligger under og før det sprogligt teoretiske. Det er denne dialog imellem materialer på tværs af de enkelte praksisser, der får Vibrant Matter til at samle sig til et generationsportræt, af en gruppe kunstnere, der har langt mere til fælles, end de første par bud på kunsten i 10’erne ellers har antydet.

Da ARoS med Cool, Calm and Collected i november åbnede for diskussionen om, hvad og hvem der særligt har kendetegnet 10’ernes danske kunstscene, var det med fokus på det glatte, designinspirerede i tiden. Vibrant Matter giver et andet, velgennemtænkt, yngre og meget mere sanseligt, bud på, hvordan den samme periode kan udfoldes kuratorisk. Jeg håber, de tager noter rundt omkring på institutionerne.

Installation view, Vibrant Matter, SAK Kunstbygning Svendborg, 2018. Foto: David Stjernholm.

  1. Kommentar fra Louise Steiwer

    @ Torsten Bøgh Thomsen

    Tak for din kommentar.
    Min pointe var egentlig bare den simple, at ARoS’ udstilling er den første, der forsøger sig med at tale om ’10’ernes danske kunstscene’, og at der formentlig kommer en lang række af den slags forsøg på at definere en generation i de kommende år. Vibrant Matter udstillingen besidder for mig at se en række kvaliteter, der gør den til et rigtig godt portræt af nogle strømninger, som – præcis som du nævner – har været fremherskende de seneste ti år, herunder ny materialiteten, det økoæstetiske og overvejelser omkring krop, køn og queer. Jeg påstår altså ikke, at der er banebrydende nyt under solen, blot at det her ses i en velkurateret og velgennemtænkt form, hvor man har formået at samle ellers meget forskellige praksisser og få dem til at tale sammen igennem materialet, såvel som igennem tematikker.

  2. Kommentar fra Torsten Bøgh Thomsen

    Hej Bjarne,

    Tak for din kommentar. Hvis der vitterligt menes, som du skriver, de “poetologiske, dvs. de bevidste kunstneriske og kuratoriske valg i forbindelse med måden at gøre det på”, så synes jeg stadig, at det er en falsk modsætning at sætte dem fra “Vibrant Matter” i modsætning til de bestræbelser, som adskillige medier og institutioner har gjort det sidste lille årti. Kunsthal Aarhus’ “økoæstetik”-tema fra 2011 var informeret af Rasheed Araeens manifest fra 2009 i Third Text og indeholdt en masse metareflektioner over kuratering af den slags kunst. Birgitte Kirkhoffs materialitetsudstillinger fik glimrende anmeldelser, netop pga det kuratoriske. Kunstkritikks egen Maria Kjær Themsen har skrevet nogle af disse, hvor det kuratoriske blev fremhævet og diskuteret. Tilknyttet til Sorøs udstillinger var i øvrigt tre seminarer om det her, der blandt andet fokuserede på det, du kalder det “poetologiske”. Ferdinand Ahm Kragh kuraterede udstillinger og lavede ligeledes seminarer på Overgaden om netop det kuratoriske. Og jeg forstår grundlæggende bare ikke, hvordan man kan skrive en omtale af en udstilling, der tydeligvis lægger sig i slipstrømmen af et tema i kunstverdenen, der har været hot i årevis, uden på nogen måde at anerkende, at det har været det, men tværtimod præsentere det, som om alt det tidligere bare har været forsøg eller forstadier til noget, der først nu er fuldt udfoldet.
    Jeg reagerer altså først og fremmest imod den karakter af tendens-udnævnelse og referenceløs polemik, jeg synes der er i artiklen. Fair nok, hvis man har set en god udstilling og man gerne vil kalde den god. Men hvis man vil annoncere en tendens eller et ”generationsportræt”, så synes jeg vitterligt, at man er forpligtet til at gøre sit hjemmearbejde og undersøge, hvad der har været af lignende ting, før man udråber et nybrud eller siger, at noget gør status over noget, og især inden man beder andre om at tage noter. De noter er i den grad blevet taget. Og selvom ”Vibrant Matter” sikkert er en skøn udstilling, så er den ikke på forkant med noget som helst. Den ligger i slipstrømmen af en veletableret og veldokumenteret trend, der i hvert fald går tilbage til 2009 og det synes jeg helt bestemt, at skribenten burde have signaleret en bevidsthed om.

  3. Kommentar fra Bjarne Toft Sørensen

    @Torsten Bøgh Thomsen

    Tak for dine henvisninger, men for mig at se misforstår du anmeldelsens udsagn. “Tage noter” forbindes bl.a. med “velgennemtænkt”, “sanseligt” og “kuratorisk”. Det drejer sig altså om en fremhævelse af det, vi kan kalde det poetologiske, dvs. de bevidste kunstneriske og kuratoriske valg i forbindelse med måden at gøre det på, i modsætning til tidligere udstillinger, bl.a. dem du nævner.

  4. Kommentar fra Torsten Bøgh Thomsen

    Nåja… forskningstidsskriftet Passpartout udgav i øvrigt også sidste år et temanummer med emnet “Materialitet”, der opsummerede en række af de her ting og behandlede flere af udstillingerne indgående. Så bare fordi Aros lægger et andet fokus med deres udstilling, synes jeg bestemt ikke man kan sige, at tendensen er underbehandlet i den danske kunstverden.

  5. Kommentar fra Torsten Bøgh Thomsen

    Fantastisk artikel om, hvad der lader til at være en fantastisk udstilling. Dog kan det undre at lige den her udstilling bliver fremhævet som noget, de andre institutioner skal tage noter fra. Ligesom det også kan undre, at de forskellige omtaler og anmeldelser fuldkommen lader til at ignorere at det her har været en dominerende tendens i snart et årti. Det materielle og økologiske og kunst hinsides det diskursive fyldte hele dokumenta i 2012. Kunsthal Aarhus lavede efterfølgende en hel serie af udstillinger, der drejede sig om emnerne ligesom Sorø Kunstmuseum lavede en serie af udstillinger med netop overskriften “Materialitet” fra 2012-2014. Afgangsudstillingen fra det fynske kunstakademi i 2016 var med titlen “Material Witness” og på Charlottenborg har den her tendens også været reflekteret o adskillige udstillinger. Overgaden har ligeledes haft en hel serie af seminarer, der satte fokus på de her emner. Bennetts bog har i sig selv otte år på bagen og har lige siden den udkom inspireret adskillige kunstnere både i udlandet og herhjemme. Så altså: det er ikke for at tage noget fra den aktuelle udstilling, men jeg synes det havde klædt omtalen at signalere større bevidsthed om den allerede veletablerede tendens frem for selvhøjtideligt at bede andre institutioner om at tage nogle noter, som de for længst har taget og sat i spil i praksis.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!