Hard Words


Benjamin Hirte, Dexter Sinister, Lucie Stahl, Merlin Carpenter, Rolf Nowotny, Sara Deraedt, Vittorio Brodmann

Christian Andersen, København
22. maj - 5. juli 2014
Kritik 10.06.14

Realitetsprincip på trip

Vittorio Brodmann, {ITALIC}Audience Anticipation{ENDITALIC}, 2013. Olie på lærred, 25 x 34 cm. Foto: Malle Madsen.

Vittorio Brodmann, Audience Anticipation, 2013. Olie på lærred, 25 x 34 cm. Foto: Malle Madsen.

En titel, fem stikord og en to-linjers anekdote fra 1962 om komikeren Lenny Bruce, der i boksepositur med en regnfrakke over hovedet og en mikrofon i halsen gurglede: «We’re all going to die.» Det er den ordknappe og efterhånden ret typiske intro til den første kuraterede gruppeudstilling hos Christian Andersen.

Udstillingen hedder ellers Hard Words, men det har ikke noget med lange kuratoriske statements at gøre. Dem er tiden pt. løbet fra. Dette er en kurateret gruppeudstilling, der ikke bryder sig ret meget om kuratering og grupper, knapt nok om udstillinger. Ihvertfald ikke i repræsentionel forstand.

Ret beset behøver man heller ikke mere end de få ingredienser for at begynde at opfange et eller andet. Anekdoten om Lenny som skulptur udgør en slags æstetik for det værkideal, Hard Words bygger på. Og udstillingstitlens sprogspil definerer et ubestemt sted mellem hård kritik, materialiseringen af immaterielle ord i konkret værk og selvfølgelig beatnik-hipsteren Lenny Bruces legendariske grovheder, der både påvirkede en halv 60’ergeneration på syre og deres børn, 90’ernes stand-uppere.

 Dexter Sinister, {ITALIC}Acid Blotter{ENDITALIC}, 2012. Trækpapir, LSD og plint,  113,5 x 30 x 30 cm.


Dexter Sinister, Acid Blotter, 2012. Trækpapir, LSD og plint, 113,5 x 30 x 30 cm. Foto: Malle Madsen.

Udstillingen er ikke bare ordknap, men også ekstremt økonomisk rent visuelt. Otte underspillede værker i beskedne formater af Vittorio Brodmann, Merlin Carpenter, Sara Deraedt, Benjamin Hirte, Dexter Sinister, Lucie Stahl og en enkelt gulvskulptur af Rolf Nowotny, der er for lang til rummet, men langt fra fylder det ud.

To af værkerne er rent spil med fetich. De er i bogstavelig forstand mere værdiladede end de ser ud: Kollektivet Dexter Sinister viser et lille, hvidt «rabatmærkeark» på 90 mærker, med præget tekst: «Bang». De indviede vil selvfølgelig vide, at det er et ark LSD-trips (der tilføjet lidt ekstra kunstværdi lige løber op i omegnen af dkk 70.000). De vil også vide, at Bang refererer til meget, men især til den kunstteoretiske syretripper, Lars Bang Larsen, som Dexter Sinister midlertidigt indoptog i kollektivet under et residency på Kunsthal Charlottenborg i 2012.

«Marxisten» Merlin Carpenter præsenterer to fake Burberry-tæpper, der imiterer luksusbrand, men opspændt på blændramme kommer til at se ekstra tarvelige ud. Det er selvfølgelig en rimelig banal leg med maleriets til alle tider udskældte, projicerede værdi.

Merlin Carpenter, {ITALIC}The Resistance Movement{ENDITALIC}, 2008. Uldtæppe på blændramme, 2 værker, 142,5 x 112 cm. Foto: Malle Madsen.

Merlin Carpenter, The Resistance Movement, 2008. Uldtæppe på blændramme, 2 værker, 142,5 x 112 cm. Foto: Malle Madsen.

The Resistance Movement, som værket hedder, har ikke for ingenting været på turné i markedskræfternes Wild East, endda mens finansboblen brast. Carpenter fulgte kort og godt den samme propgandarute mellem Moskva, Baltikum og Preussen, som Leon Trotskij i sin tid havde rejst til revolutionens fronter.

Transformerede og ekstremt kodede hverdagsobjekter er i det hele taget det gennemgående skulpturelle element på Hard Words. I den mere ydmyge ende finder man Lucie Stahls tibetanske Prayer Wheel”, der består af en krøllet sodavandsdåse, fundet i ørkenen uden for Los Angeles, som i asiatisk indramning kommer til at rumme en omfattende konflikt mellem USA, Kina og Tibet, om tigerøkonomi, ustabile magtbalancer, et utilstrækkeligt vestligt sundhedsvæsen og en amerikansk livsstil, der står i gæld til kinesisk medicin og akupunktur og så videre.

Sara Daeraedt opløser til gengæld forbrugsvarene som totem ved at vise en dårlig farvekopi til køleskabet af en hverdagsskulptur fra en kedelig hvidevareforhandler: Detaljebilleder af røde og sorte kasser med Hoover-støvsugere og demonstrationseksemplarer med snoede slanger. Det er (muligvis) amerikansk kunsthistorie vendt på hovedet – Warhol, Jeff Koons og ekstremt dyr kunst, der oprindeligt var satire over fetich, men selv blev fetich. Kunstfetich affeticheres nu via varefetich, når den tager sig mindre forførende ud.

Sara Deraedt: Untitled, 2010. fotokopi, magneter. 29,5 x 21 cm; {ITALIC}Hoover ® (2){ENDITALIC}, 2014, fotokopi, magneter, 41,8 x 29,6. Foto: Malle Madsen.

Sara Deraedt: Untitled, 2010. fotokopi, magneter. 29,5 x 21 cm; Hoover ® (2), 2014, fotokopi, magneter, 41,8 x 29,6. Foto: Malle Madsen.

Vittorio Brodmann viser to fjollede miniaturemalerier af fortvivlede entertainere på psykedelisk baggrund. Endelig sætter Benjamin Hirte, der er udstillingens kurator, stemningen for hele showet med to ure, hvis urskiver har format og typografi, hentet fra det amerikanske magasinThe Realist, som det så ud sidst i 60’erne, da det var et et-arks-fanzine.

Dette er det tætteste man kommer på en slags statement. For de fleste er The Realist kendt for The Disney Memorial Orgy Poster, der er ikonisk for amerikansk sex and drugs-kultur i sen-60erne og er blevet piratkopieret utallige gange af forskellige undergrundsblade. The Realist var ikke i sig selv et undergrundsblad, men blev udgivet samme sted som MAD. På den ene side havde magasinet en mere seriøs kritisk-politisk profil end MAD, baseret på noveller og kritiske kommentarer, på den anden side var bladet det første medie, der opdyrkede den amerikanske konspirationsteori som en slags kritisk infotainment

Benjamin Hirte, {ITALIC}Untitled (The Realist, The Post JFK Issue){ENDITALIC}, 2014. Aluminium og urværk, 28,5 x 21,7 cm. Foto: Malle Madsen.

Benjamin Hirte, Untitled (The Realist, The Post JFK Issue), 2014. Aluminium og urværk, 28,5 x 21,7 cm. Foto: Malle Madsen.

The Realist kunne altså med rette have heddet The Hyperrealist. Som hyperrealismens fader, Jean Baudrillard, i sin tid forklarede os, er hyperrealisme jo en simulation af noget, der egentlig aldrig har eksisteret. Og det var netop The Realists realitetsprincip ligesom det tilsyneladende også er Hard Words. Hyperrealitet er sammen med Baudrillard (og især hans bog Amerika fra 1986) under genopdagelse af nye generationer, der ikke har gennemstået simulakreteorierne i 1980erne.

Hard Words betegner hyperrealisme, uden en eneste teoretisk uddybning, både et fælles værkmæssigt indhold og et (anti)kuratorisk princip. Værkerne kredser som beskrevet alle om artificielle virkeligheder og simulerede realitetsprincipper, hvad enten de er induceret af stoffer eller af kapitalismens obskøne behovsøkonomi. Samtidig kan man med lidt god, men plat vilje sige, at udstillingen egentlig mere er en simuleret udstilling end en udstilling. Alle udstillingskonventioner er under tavst angreb: skriften, det kuratoriske «greb», billedet, formidlingen, symbolet og, som for stand-upperen, ikke mindst publikum. Ikke engang lysstofsrørenes homogeniserende «gallery light” er tændt. «I want to perform an unnatural act,» som Lenny Bruce sagde.

Det kan godt være, at der næsten ikke er noget at se eller læse på Hard Words, men krævende og kodet i gammeldags kuratorisk forstand er udstillingen stadig. Det er helt klart en meget, meget cool udstilling, men prisen er at alle kunstnerne ender med at spille solo med ryggen til, uanset om de vil eller ej. Hvis man vil investere tiden på at bryde koder, bliver man til gengæld belønnet med et ret omfattende trip i en genopdaget hyperrealitet, der hæver og ophæver sig selv i de ni små, faktisk meget velvalgte værker, der indimellem også lever op til udstillingsløftet om at være direkte underholdende.

{ITALIC}Hard Words{ENDITALIC}, installation shot, Christian Andersen, 2014. Foto: Malle Madsen.

Hard Words, installation shot, Christian Andersen, 2014. Foto: Malle Madsen.

 

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!