Intercourses

Jesper Just

Den danske pavillion



La Biennale di Venezia, Venedig
1. juni - 24. november 2013
Kritik Artikel på Engelsk|06.06.13

Pagtens ark

Jesper Just, {ITALIC}Intercourses{ENDITALIC}, 2013, still from 5-channel videoinstallation, Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Courtesy the artist.

Jesper Just, Intercourses, 2013, still from 5-channel videoinstallation, Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Courtesy the artist.

Årets danske bidrag til Venedig-biennalen er en filmisk og arkitektonisk penetration af den nationale pavillon, skabt af Jesper Just i et såkaldt eksperimenterende samarbejde med Statens Kunstråd. Intercourses hedder projektet, og det handler om indtrængning, mellemværender og omslutning, både nationalt, globalt, kulturelt, økonomisk, kunstnerisk og også lidt centraladministrativt.

Temaet for pavillonen er «imposturbanism», som er betegnelsen for fænomenet, hvor historiske byer genrejses som replikaer andre steder i verden. Just har fundet frem til en sådan location syd for Shanghai, i forstaden Hangzhou, hvor highlights fra Paris’ eksklusive 7. og 8. arrondissements er genopført som billigt spekulationsbyggeri. Her har han optaget en historie, fordelt på fire videoer, om tre sorte mænd, der søger en ordløs form for kontakt gennem skorstene og mure, hvor vinden spiller i indmurede flasker som på et spøgelsesagtigt luftorgel. En femte projektion med sandkorn i flugt understreger fornemmelsen af at befinde sig på en opløst byggeplads frem for i byernes by. Derudover har Just, foranlediget af et ønske fra Kunstrådets Billedkunstudvalg, modificeret hele pavillonen med en ydre og indre skal af billig gasbeton og bambusplanter, der skal lede publikum på en omvendt vej gennem det i forvejen ret bagvendte bricolagebyggeri, som den danske pavillon er. Endelig er udstillingen blevet distribueret globalt i form af plakater med filmstills, som i øjeblikket hænger rundt omkring i en række verdensbyer. Alle de rigtige samtidskunstneriske greb er med andre ord gjort, og der er lagt et gigantisk, professionelt arbejde i det her projekt. Smukt er det og virkelig flot installeret, som man siger. Alligevel overskygges den kunstneriske oplevelse af den kontrollerede og lidt bedagede samtidskunst-atmosfære, der hviler over hele pavillonen.

Jesper Just, {ITALIC}Intercourses{ENDITALIC}, 2013. Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Jesper Just, Intercourses, 2013. Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Utæmmet sex er der i hvert fald ikke meget af på Intercourses, titlen til trods. I titlen fornemmer man dog en vemodig, kunstnerisk hilsen til filmhistoriens første reelle og til alle tider mest sofistikerede seksuelle intercourse, som netop blev optaget i Venedig til Nicholas Roegs Don’t Look Now (1973). Hele filmen, men især kærlighedsscenen mellem det sørgende ægtepar, spillet af Julie Christie og Donald Sutherland, hvor der krydsklippes mellem virkelig nøgen sex og uhyggeligt elegant postcoital påklædning er så oplagt og derfor så dybt umulig en reference for enhver kunstner i Venedig. Måske især for Jesper Just, der netop har filmklassikernes både stereotype og mere subtile kønsspil som en slags speciale.

Offentligt siger Just, at det er François Truffaut, der har været hans egentlige inspiration til installationens fem videoer. Det fremgår også af filmenes sort-hvide cottoncoat-æstetik, af det langmodige tempo og af kørescener i et Paris, der ligner noget fra La peau douce, men altså viser sig at være en replikaby i Kina. Uden at skulle bevæge sig alt for langt ud i lagunen, er der dog nære forbindelser mellem Roeg, Truffaut og Justs metode. Det var netop Truffaut, der i 60erne havde specialiseret sig i at skildre højspændt coitus uden konkrete billeder, men som i 70erne omvendt roste instruktører som Roeg for endelig at gøre op med 70 års filmiske løgne om, hvordan fysisk kærlighed egentlig udfolder sig og opleves. Og vise det så direkte, man nu kunne for censuren… Samtidig var Roeg fotograf, før han blev instruktør, bl.a. på Truffauts Fahrenheit 415 (1966).

Jesper Just, {ITALIC}Intercourses{ENDITALIC}, 2013, still from 5-channel videoinstallation, Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Courtesy the artist.

Jesper Just, Intercourses, 2013, still from 5-channel videoinstallation, Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Courtesy the artist.

Man kan af gode grunde ikke  vide, om Don’t Look Now er en sådan pagtens ark i Justs projekt. Det fornemmes bare sådan, og det er en tanke, der gør det gennemtrawlede og meget korrekte urbanitets-, arkitektur- og globaliseringstema, der skal bære hans installation igennem, mere interessant. Man har kort og godt behov for at projicere en eller anden hemmelig forklaring eller historie ind i den glatte og ret institutionelle iscenesættelse, man møder i den danske pavillon i år.

Grundlæggende er problemet ikke så meget kunstnerens, men mere at man har svært ved at finde ud af, hvor meget af installationen der er Kunstrådets projekt og hvor meget der er Jesper Justs eget. Da Just blev udpeget af Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg lød kravet, at kunstneren skulle «integrere værk, arkitektur og formidling ved at sammensætte disse som ligeværdige dimensioner fra starten af processen».  Kunstrådet (og Kulturstyrelsen) var selvudpegede kuratorer på projektet. Ganske vist måtte kunstneren «arbejde tæt sammen med en arkitekt og en formidler efter eget valg», som det lød da hans kandidatur blev offentliggjort i Kunstrådets pressemeddelelse, maj 2012. Og selvom Kunstrådet som sagt betragtede samarbejdet som «eksperimentelt» har forventningerne været soleklare og helt i tråd med de krav, der stilles til de danske kunstinstitutioner i disse år. Kunst skal først og fremmest tiltrække publikum. På en biennale skal der selvfølgelig også slås et stort, spektakulært slag i luften, så brandet Dansk Samtidskunst kan nå længst ud på det globale kunstmarked. Da man samtidig er i en seriøs kunstfaglig sammenhæng skal det hele have lidt kritisk kant, så de kunstprofessionelle også er tilfredse.

Jesper Just, {ITALIC}Intercourses{ENDITALIC}, 2013. Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Jesper Just, Intercourses, 2013. Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Jesper Just har virkelig forsøgt at leve op til alle forventninger både diskursivt, produktionsmæssigt, æstetisk og publikumsmæssigt. Og opgaven har uden tvivl været umulig. Heldigvis er det mest gået ud over de mere ligegyldige kritiske greb, der til gengæld er så almene og tyndslidte, at de umuligt kan stamme fra kunstneren alene. Det lidt bagstræberiske ønske om at gentage nogle diskurskritiske schlagere fra 1990erne om urbanitet, simulakrer, om gentrificering og globalisering er én ting, men selve ideen om at modificere og dekonstruere de nationale pavilloner på Giardini er nærmest blevet en statslig forventning.

I år har Frankrig og Tyskland byttet pavillon, Litauen og Cypern har slået sig sammen, Ungarn har «bombet» taget væk på deres, dog med virkelig god politisk grund (tænk, de har fået lov), og ja, Danmark har taget bygningen bagfra, så man undgår den amerikanske pavillon og bliver ledt ind ad et vindue og ud af værkstedet. Hvad nødvendigheden er i det, forstår man faktisk ikke til fulde. Under den spirende globalisering efter das Mauerfall var Hans Haackes politisk-arkæologiske bearbejdning af den tyske pavillon og Peter Weibels skandaleramte kuratering af den østrigske i 1993 helt klart skelsættende begivenheder, der indvarslede 90ernes kontekstkunst. Men i de mellemliggende år er det, der startede som en væsentlig kritik altså blevet ren hjernegymnastik og en konkurrence om, hvilken nation der kan få den bedste ide til sin egen dekonstruktion.

Intercourses fremstiller på den måde pænt og nydeligt en række af globaliseringens stereotyper: et angrende, gammelt Europa i ruiner, på en gang tynget i knæ af postkolonial skyld og ideologisk stress fra en hurtigt voksende bambusøkonomi. På den måde virker Intercourses måske mere som en strategisk spejling af biennalen selv end den aktuelle verdenstilstand. Vi genkender den forenklede fordeling af global skyld og ansvar og af alle offerhistorierne, begivenheden har tendens til at generere, og det er safe play fra statens side at stille sig på pelotonen med det samme.

Jesper Just, {ITALIC}Intercourses{ENDITALIC}, 2013. Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Jesper Just, Intercourses, 2013. Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Nu har Kunstrådet helt sikkert haft de bedste faglige intentioner og ikke ønsket at styre den kunstneriske proces på nogen destruktiv måde, men alligevel er det svært ikke at være bekymret for den statsadministrative indblanding, uanset hvor velmenende den er. Når staten begynder at rekuperere magt- og diskurskritikken på den måde og gå dybt ind i en kuratorisk styring af et kommissioneret arbejde, er det i hvert fald på tide for kunsten at rykke videre, tænker man. Hvis den kunne.

Måske er det det Jesper Just i sidste ende har forsøgt. Titlen er i hvert fald lettere genial og undergraver hele setup-et på sin egen subtile måde. En ting er som sagt den eventuelle hemmelige reference til filmhistoriens Venedig, til det obskure og obskøne ved hele den våde bys kanaler og labyrinter og dermed til hele kulissen for biennalen. Det er i så fald en hengiven filmisk og historisk forankring af et værk i en tid, hvor globalisering, distance, displacement og såkaldt ikke-stedspecificitet er på dagsordenen. Noget andet er, at man med titlen i baghovedet hele vejen igennem må spekulere på, hvem det egentlig er, der knalder hvem i denne her biennalepavillon. Og med hvilken ret og hvilken lyst. Sådan som det er så karakteristisk for Just. Kina, Europa, Nordafrika, Billedkunstrådet, kunstneren selv? Just kan måske virke lettere kuratorisk voldtaget, men ved at lade spørgsmålet stå åbent, har han muligvis også taget røven på sin opdragsgiver.

Jesper Just, {ITALIC}Intercourses{ENDITALIC}, 2013, still from 5-channel videoinstallation, Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Courtesy the artist.

Jesper Just, Intercourses, 2013, still from 5-channel videoinstallation, Den danske pavillon, Venedigbiennalen 2013. Courtesy the artist.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!