Influenza. Theatre of glowing darkness

Kirstine Roepstorff

Den Danske Pavillon, La Biennale di Venezia, Venedig
12. maj - 26. november 2017
Kritik 16.05.17

Nattens renæssance

Kirstine Roepstorff, Influenza. Theatre of glowing darkness, Den Danske Pavillon, Venedigbiennalen, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Det begynder så smukt. Den Danske Pavillon i Venedig er blevet omdannet til en stor, frodig have, der forbinder sig med det grønne i Giardini-parken, hvor de ældste nationale pavilloner ligger side om side, i hver sit hus. Den danske repræsentant for den 57. Venedigbiennale, Kirstine Roepstorff (f. 1972) har endda valgt at tage alle døre og vinduer ud af den nye del af huset, for at understrege opløsningen mellem hus og park, mellem nation og åbent terræn, yderligere.

Roepstorffs have er både frugtbar og fugtig, og de åbne passager er selvfølgelig også en politisk gestus, der handler om de nationale pavilloners afgrænsede status – et greb, der er meget lig Roman Ondáks, der i 2009 omdannede den slovakiske pavillon til en gennemgangspassage af natur, en åben have uden grænser, der nedbrød nationalstatens lukkethed.

Så enkelt slipper vi ikke hos Roepstorff, der har både mørke og opbyggelige ting på hjerte. Inde i haven, på en væg i den nu opbrudte pavillon, hænger en utrolig smuk gobelin, der er 7,5 meter lang, med titlen Renaissance of the Night. Den håndknyttede gobelin er skabt af nogle af Europas dygtigste vævere, efter Roepstorffs digitale forlæg. Det udsmykker haven og afspejler de processer, der foregår simultant i naturen, hvor frø spirer op og bliver til noget, mens månen lyser på nattehimlen. Gobelinen er det element, der tager pavillonen videre i en æstetisk retning – end eksempelvis Ondáks enkle greb – og som henviser til Roepstorffs øvrige praksis, som ofte består af collager i store formater i svært dekorativt tilsnit.

Kirstine Roepstorff, Influenza. Theatre of glowing darkness, Den Danske Pavillon, Venedigbiennalen, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Herfra går turen ind i mørket. Flere gange i løbet af dagen vises stykket Theater of Glowing Darkness i pavillonens anden halvdel – den ældre del af huset. Man bliver lukket ind i små grupper af gangen, for der er kun en ret smal gang til publikum, der bænkes på hårde betonbænke i de 32 minutter forestillingen varer. Man må ikke forlade rummet imens. Det er næsten utilstedeligt. Rummet er ikke bare mørkt, det er bælgmørkt, massivt og klaustrofobisk. Selvom det ingen forskel gjorde på graden af mørke, lukkede jeg straks øjnene, og begyndte at trække vejret bevidst og roligt – for at holde panikken på afstand. Mens jeg således kæmpede et slag med mine egne indre dæmoner, der næres af både mørke, stilhed og indespærrethed, var jeg også irriteret over at blive manipuleret med, og samtidig virkelig benovet over det radikale i projektet: Tænk at blive taget til gidsel i mørket i over en halv time midt under biennalens hektiske leben.

Efter cirka fem minutter blev der tændt for lyden, og al indre krig og møde med mørket forduftede som en sky på nattehimlen. Tre forskellige kvindestemmer, fortæller os – overtydeligt, teatralsk og lettere hysterisk – hvor meget potentiale, der findes i mørket. Stemmerne repræsenterer karaktererne The Dark River, The Midwife og The Seed. Den første er den potente kraft i mørket, som forsøger at overtale de andre til bare at springe ud i det – i mørkets dyb. Jordemoderen, forløseren, forsøger at overbevise det dumme frø (som er et spejl på alle os ignorante mennesker, der hele tiden søger efter lyset), til at finde sit sande jeg i Mørket. Og frøet bliver ved, dum og teenageagtigt som det er, at gentage. «Turn on the light, pleeease». Men se, om det ikke til sidst endelig forstår, at det jo er et frø, og derfor har brug for mørket til at gro.

Kirstine Roepstorff, Influenza. Theatre of glowing darkness, Den Danske Pavillon, Venedigbiennalen, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Undervejs i stykket starter et lysshow i en, fornemmer man, stor installation af lys og glas, der kunne have været utroligt smuk at være vidne til, hvis man havde haft mulighed for at sanse det. I stedet bliver al fascination over denne skønhed, eller omvendt, den krig man havde med mørket, helt udraderet af irritationen over de tre stemmer, der helt humorløst vedbliver at fortælle om mørkets potentiale. Jeg genkendte tanker fra buddhisme (indse, at du ikke skal identificere dig med det liv, du lever), esoterisk spiritualitet (mørket er blot en energi), holisme (naturen og mennesket er ét), og så videre. På en måde udtrykkes alt dette allerede i gobelinen i haven – på en sammenknyttet, ordløs og symbolsk måde: I natten finder vi hvile fra al det artificielle lys, her vender vi tilbage til drømmene og mødet med os selv, her gror vi under månens skær.

At skabe en udstilling, der har mørket som den bærende energi, er egentlig både vildt og vigtigt. For ja, selvfølgelig finder der falske identifikationer med lyset og Egoet sted kontinuerligt, som holder os fangede i Samsara, hamsterhjulet, det travle og ret lidelsesfulde liv. Og intentionen om at lade os, publikum, sanseligt mærke mørket (modstanden man mærker så prompte i mørket) er intenst tænkt. Problemet er, at det er et umuligt projekt Roepstorff ender med at servere; man kan ikke – det er en fysisk umulighed – både sanse og tænke på samme tid. Mørkets rum er formløst, ordløst, frit. Derfor er det ikke muligt at dykke ind i mørkets healende potentiale – som vi bedes om – når man samtidig skal udholde et lydspor, der leverer et ellers dybt stof på en så karikeret og didaktisk facon.

Jeg havde velvilligt ladet mig guide ind i en halv times meditation i mørket, eller ind i en tantrisk, kropslig exces, eller på den anden side: bare siddet dér i mørket, og set det smukke lysteater af udefinerede lysglimt, man ikke rigtig kan begribe oprindelsen af. Men at lytte til teaterstykkets lydside er lige så dræbende for al vækst i det indre, som haven udenfor er frodig og frugtbar.

Kirstine Roepstorff, Influenza. Theatre of glowing darkness, Den Danske Pavillon, Venedigbiennalen, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

  1. Kommentar fra Bjarne Toft Sørensen

    Hvorfor er anmeldelsen så “pæn” – hvis det havde været en mindre kendt kunstner i et mindre prestigebetonet projekt, havde tonen så været den samme?
    Det “pæne” ordvalg: “æstetisk retning”, “svært dekorativt tilsnit”, “man kan ikke —- både “sanse” og “tænke” på samme tid.
    Sagt på jævnt dansk: er værket udtryk for en form for æstetiseret iscenesættelse af lommefilosofi med esoteriske undertoner? Eller er anmelderen måske i tvivl om sin vurdering af værket?

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!