Tim Stüttgen, In a Qu*A*re Time and Place. Post-Slavery Temporalities, Blaxploitation, and Sun Ra’s Afrofuturism between Intersectionality and Heterogeneity.

Redaktører af Tim Stüttgen-arkivet: Max Jorge Hinderer, Liad Kantorowicz, Nicolas Siepen, Margarita Tsomou

Udgivet af: b_books, Berlin; Autonomedia, New york; The Royal Danish Academy of Fine Arts, Schools of Visual Art, Copenhagen.


Kritik 19.01.15

Mere fremmed end fremmed

Sun Ra Space is the Place.

Landet fra Saturn tager Sun Ra Jorden i åsyn. Fra Space is the Place, 1974.

Med nærmest barnlig begejstring har jeg set frem til denne bog, siden jeg for lidt over et halvt år siden blev bekendt med, at forlaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi sammen med berlinske b_books og new york’ske Autonomedia ville udgive den. I februar 2013 overværede jeg forfatter Tim Stüttgen præsentere bogens materiale ved en paneldiskussion på Transmediale-festivalen i Berlin. Uden sammenligning var præsentationen det definitive højdepunkt på det års festival. En times tour de force og overflødighedshorn af kritisk tænkning, som man fornemmede på Stüttgen sagtens kunne have fortsat i timevis. Og at dømme ud fra deres intense koncentration og bragende bifald, så var der heller ikke noget publikum i den tætpakkede sal i Haus der Kulturen der Welt ønskede sig mere. Alle glemte for en stund alt om andre paneldiskussioner, foredrag, screenings og udstillinger på festivalen for at tage på en rejse med Stüttgen til «A Quare [sic] Time and Place».

Personligt, var jeg høj på academia, som jeg ikke havde været længe. Måske fordi det essentielt set ikke var academia, i hvert fald ikke i traditionel forstand. Her var ikke tale om teoretisk muskelfremvisning eller institutionelt power play. At se og høre Stüttgen udlægge den afroamerikanske kulturs udvikling som queer-bevidsthed fra instruktøren D. W. Griffiths racistiske film-epos The Birth of a Nation (1915) op til orkesterleder Sun Ras afro-futuristiske vision havde mere karakter af at overvære en performance, hvor kritisk tænkning blev brugt til at forbinde politik, musik, film, mytologier og teori i et vidtstrakt netværk af energi. Fuld af nerve og kraft. Det var, som professor Katya Sander i efterordet til bogen også skriver om Stüttgens møde med Kunstakademiets studerende i marts samme år: «[W]e all had our minds blown». Hun nævner blandt andet hans konstante eksperimenterende søgen efter nye «ruter» ud i den kritiske tænkning. Det var en radikalt inspirerende energi, som gav en lyst til at rejse videre – langt videre og ud – i dette mangfoldige univers, som forfatteren udfoldede og levendegjorde.

Tim Stüttgen, In a Qu∗A∗re Time and Place, 2014.

Tim Stüttgen, In a Qu∗A∗re Time and Place, 2014.

Ved paneldiskussionens afslutning nævnte Stüttgen, at han var i færd med at samle materialet til en bog, og jeg vidste right there and then, at den bog skulle jeg have fat i så snart den udkom. Da jeg en morgen blot tre måneder senere læste, at Stüttgen i en alder af blot 35 år havde taget sit eget liv, blev jeg derfor både chokeret og trist.

Jeg kendte til Stüttgen som kurator og aktivist med akademisk baggrund i forbindelse med konferencen (og antologien) Post Porn Politics, som han arrangerede i 2008 i Berlin, og fra performative videoer med hans drag queen alter ego Timi Mei Monigatti. Selvom jeg har opholdt mig en del i Berlin det seneste årti, nåede jeg ikke at kende Stüttgen personligt, men de af mine berlinske venner, der gjorde, havde fortalt mig om de psykologiske dæmoner, han kæmpede med. De havde dog også fortalt mig om hans sociale og faglige overskud, som jeg selv havde bevidnet. Så udover at være en menneskelig tragedie, så er hans død i følge mit kendskab til ham også et sørgeligt tab for nutidens kritiske tænkning. Med sin særlige udfordrende sensibilitet og eklektiske viden, som ikke lod sig begrænse af intellektuelle konventioner og fordomme – de trives ellers i Berlin – udvidede han i mine øjne horisonten mod en fornyelsen af den kritiske tænkning hinsides den etablerede teorifiksering og politiske dogmatisme.

Heldigvis var Stüttgen så langt i sit arbejde med bogen, at de tre forlag kunne overtage et så godt som færdigt manuskript til redigering, og den udgivelse, som nu er udkommet posthumt og hvis fulde titel, In a Qu*A*re Time and Place. Post-Slavery Temporalities, Blaxploitation and Sun Ra’s Afrofuturism between Intersectionality and Heterogeneity, så at sige er helt i forfatterens ånd.

Blaxploitation introducerede også hårdtslående kvinder, som fx Coffy, der bruger seksuel attraktion til at hævne sin søsters drabsmænd. Fra Coffy, 1973.

Blaxploitation introducerede også hårdtslående kvinder, som fx Coffy, der bruger seksuel attraktion til at hævne sin søsters drabsmænd. Fra Coffy, 1973.

In a Qu*A*re Time and Place indledes med et personligt essay, hvor Stüttgen fortæller om sin vej til den afroamerikanske quare-bevidsthed, -perception og -iscenesættelse, som er bogens omdrejningspunkt. Fra de unge år, hvor han lærte den afroamerikanske kultur at kende som hip-hop-journalist for magasinet Juice i Vesttyskland, til han senere blev fyret fra samme magasin, fordi han skrev en artikel om homoseksuelle rappere. Fra hans indtræden på drag-og postporn-scenen med tilhørende queer-teori og visuel extravaganza til han «forlod» scenen fordi den altovervejende var hvid og angelsaksisk. I stedet begyndte han at interessere sig for afroamerikansk seksualitet af en observans, som han inspireret af kunstneren og forskeren E. Patrick Johnson kalder «quAre», i den forstand at den, som han skriver, «takes the ‘A’ of the black and puts it in the middle of queer.» En betegnelse som understreger det hybride og heterogene.

Introduktionen understreger, at bogen er skrevet på personlige erfaringer, på et liv med materialet, på fascinationer og begær, holdninger og nysgerrighed. Den slags bøger er der alt for få af i en akademisk verden, hvor studerende såvel som forskere nærmest sætter en dyd i ikke at investere deres levede erfaringer i arbejdet med emnet.

Stüttgens overordnede struktur er en beskrivelse af tre på hinanden efterfølgende faser i «intersektionaliteten» mellem race og seksualitet i afroamerikanske kultur sådan som det kommer til udtryk i den forestillingsverden, som udgøres af film og musik. Tre faser i en udvikling mod en «quAre» selvbevidsthed og identitet inden for denne kultur. En udvikling fra stigmatisering af den afroamerikanske andethed mod en appropriation af denne stigmatisering som en grundfortælling i affirmative kunstnerisk-politiske praksisser.

Griffith, The Birth of a Nation, 1915.

D. W. Griffith, The Birth of a Nation, 1915.

Første fase er den racistiske stigmatisering af den sorte som et seksualiseret monster. Med The Birth of a Nation som eksempel viser Stüttgen, hvordan den sorte bliver fremstillet som en fare for hvid dyd og orden. Han fokuserer særligt på en scene, hvor en sort slave tilfældigt møder en vildfaren hvid kvinde i naturen. Kvinden bliver så skræmt over den symbolske fare som slaven repræsenterer, at hun kaster sig i døden for at undgå, hvad hun går ud fra er en forestående voldtægt. Slaven drages efterfølgende til ansvar for hendes død og bliver slået ihjel af Ku Klux Klan, der således genopretter den civiliserede norm om at holde sex inden for ægteskabets og de adskilte racers rammer.

I anden fase et halvt århundrede senere «eksploderer» dette monster i blaxploitation-genren, som ser sin storhedstid i starten af 1970’erne. Her er Stüttgens hovedeksempel Melvin von Peebles Sweet Sweetback’s Bad Baadasssss Song (1972). Filmen følger den forældreløse Sweetback, der er vokset op som arbejdsdreng blandt afroamerikanske sexarbejdere, der tog han mødom og efterfølgende gav ham navnet Sweetback på grund af hans ekstra store penis og særlige evne til at give såvel sorte som hvide kvinder orgasme. Det er en evne – en kraft – som Sweetback bruger gennem hele filmen i sin flugt fra politiet, der vil arrestere ham for et mord, som han ikke har begået. Filmen og genren i det hele taget udfordrer seksuelle stereotyper.

Sweet Sweetback oplæres i den ædle kunst at «making love» af de prostituerede i hans barndomshjem. Noget der senere skulle blive hans fornemmeste «våben». Fra Melvin Van Peebles' Sweet Sweetback's Baadasssss Song, 1971.

Sweet Sweetback oplæres i den ædle kunst at «making love» af de prostituerede i hans barndomshjem. Noget der senere skulle blive hans fornemmeste «våben». Fra Melvin Van Peebles’ Sweet Sweetback’s Baadasssss Song, 1971.

Som det ses også i de mange blaxploitation-film med kvindelige hovedroller – Coffy, Foxy Brown og Black Cleopatra – udfordrer blaxploitation det heteronormative samfunds magtstrukturer – også i forhold til afroamerikansk kultur – med fortællinger om en ny form for seksualiseret empowerment til marginaliserede og de marginaliserede inden for marginaliserede. I forhold til samtidens mere militante forestillinger om empowerment er Sweet Sweetback’s Bad Baadasssss Song – der i øvrigt var en del af curriculum hos The Black Panther Party – udtryk for en taktik, hvis primære «våben» er en tvetydig, udvidet og, som det fremgår af tilfældet Sweetback, radikalt effektiv seksualitet. Stüttgens læsninger er eminente, og leverer et sjældent overbevisende argument for hvordan populærkultur kan kvalificeres som politisk kunst.

I tredje fase rejser Stüttgen til Saturn blot for at vende tilbage til jorden sammen med Sun Ra og hans «arkestra». Sun Ra, der var uerklæret homoseksuel, inkarnerer forestillingen om en ny, exceptionel afroamerikansk fremtid hinsides denne klodes realpolitiske historie i et intergalaktisk kosmos af anderledes mytologiske dimensioner. Med en excentrisk drag og jazzen som sit medie tager Sun Ra, som George Clinton gjorde det med funk og Lee «Scratch» Perry med dub, den afroamerikanske fremmedgørelse på sig, og postulerer at han simpelthen kommer fra en anden planet. På denne planet er den afroamerikanske historie og dermed også fremtid en anden og mere lovende end på jorden. Og det er musikkens rolle gennem lyd, performance og stil at skabe bevidsthed om og adgang til denne historie og fremtid. Modsat blues’en, den arketypiske afroamerikanske musik, der oftest besynger en traumatiseret fortid, er Sun Ras særlige version af (avantgarde)jazz udtryk for en vision om en fremtid, hvor afroamerikanere er frigjorte, mentalt, politisk og æstetisk.

Sun Ras rumskib overflyver planeten inden dets landing i Oakland. Da rumskibet i senere letter for at vende tilbage til Saturn destrueres Jorden. Fra Sun Ras Space is the Place,1974.

Sun Ras rumskib overflyver planeten inden dets landing i Oakland. Da rumskibet senere letter for at vende tilbage til Saturn destrueres Jorden. Fra Space is the Place, 1974.

For Stüttgen er det denne totale afvisning af nutidens realiteter til fordel for en mytologisk fremtid, der gør Sun Ra (og Clinton og Perry) «quare». Som Sun Ra siger til en gruppe Black Panther Party-medlemmer i filmen Space is the Place (1974): «I come to you as myth.» Ikke i betydningen uvirkelig, men forstået som en potentiel virkelighed. Her knytter Stüttgens læsninger igen på relevant om end implicit vis an til gængse forestillinger om samtidskunstens direkte intervenerende sociale engagement. For hvor megen samtidskunst fra 1960’erne og frem afviser det mytologiske niveau som politisk falsk, så demonstrerer Stüttgen med Sun Ra som eksempel, hvordan mytologier ikke bare er kapitalistiske forførelsesfortællinger, men kan anvendes kritisk og visionært som del af en frigørelseskamp. Som affirmative modmyter. Sun Ra tager det hvide samfund mytes om afroamerikanere som fremmede væsner på sig, men bestemmer selv hvordan han er fremmed. Ikke blot fremmed i hudfarve, men fremmed fra en anden planet. Hinsides det hvide samfunds politiske og imaginære rækkevidde. I den forstand er hans metode lig den Slavoj Zizek anvender i sine marxistiske og lacanianske læsninger af Hollywoods mytemageri med den forskel, at han i stedet for at se fortrængningens og undertrykkelsens spøgelser overalt, sporer en quare seksualitet som viser, at der findes en frigjort verden hinsides det kapitalistiske, psykoanalytiske og racistiske samfund.

Tim Stüttgen

Tim Stüttgen

In a Qu*A*re Time and Place er funderet i en anti-kategorisk og anti-essentialistisk biopolitisk diskurs, som ligger i forlængelse af blandt andre Michel Foucault, Gilles Deleuze og Judith Butler samt queerteoretikere som Kara Keeling og Jasbir Puar. Bogens styrke og pointe er dog dens fokus på billedet – det filmiske og musiske – og hvordan det kan skabe nye «quare» virkeligheder, mulige verdner, historier og fremtider. Som Stüttgen citerer den homoseksuelle afroamerikanske forfatter Samuel R. Delaney for at sige: «Vi har brug for billeder af i morgen, og vores folk har mere brug for dem end nogen andre.» Det er en pointe, som ovennævnte diskurs alt for ofte nedtoner eller decideret overser i sine teoretiseringer af køn og race, men som Stüttgen overbevisende demonstrerer den kritiske og visionære substans i.

In a Qu*A*re Time and Place er utrolig rig på tænkning, viden og analyser af afroamerikansk kultur efter slaveriet. Ved endt læsning kan jeg alligevel ikke lade være med at tage mig selv i at ønske, at bogen var udkommet som et mange timers foredrag på DVD. Med ekstramateriale i form af filmklip og musik. Det er som om, at bogen som format ikke helt yder energien i Stüttgens tænkning fuld retfærdighed.

Derudover virker de mere teoretiske passager sine steder noget akademisk korrekte. Man forstår de strukturelle paralleller mellem eksempelvis Deleuze og Sun Ra, men da det jo netop er Stüttgens pointe, at Sun Ra er en «tænker» med en praksis, som ikke bare illustrerer rhizomet og det sorte tidsbillede, men arbejder med det som en præmis, kunne man godt ønske sig, at han gik mere detaljeret og specifikt analyserende ind i denne praksis i stedet for at forklare den med ekstern teori. Måske fordi jeg så Stüttgen live på transmediale og ved, hvad han kunne som performer, og måske fordi hans død gør In a Qu*A*re Time and Place til Stüttgens definitivt sidste performance om dette emne, efterlader bogen et ønske om, at han slap sig selv mere løs i sit arbejde med stoffet hinsides de normer og forventninger, som akademisk litteratur dikterer.

Når det er sagt, så er bogen ikke desto mindre et forbilledligt «testamente» fra en kulturel personlighed, der som få søgte udfordringen og det obskure begær, som omdrejningspunktet for kritisk tænkning.

Tim Stüttgen, må du R.I.P. «in a quAre Time and Place».

Sun Ra og The Overseer i kortduel. Pimpen The Overseer repræsenterer den magtstruktur som Run Ra er rejst til Jorden for at afvikle med sin quAre kraft.

Sun Ra og The Overseer i kortduel. Pimpen The Overseer repræsenterer den magtstruktur, som Run Ra er rejst til Jorden for at afvikle med sin “quAre” kraft. Fra Space is the Place, 1974

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!