To navigate, in a genuine way, in the unknown necessitates an attitude of daring, but not one of recklessness (movements generated from the Magical Passes of Carlos Castaneda)

Joachim Koester

Galleri Nicolai Wallner, København
12. november 2010 - 15. januar 2011
Kritik 10.12.10

Med enkle bevægelser mod det ukendte

Joachim Koester, To navigate, in a genuine way, in the unknown necessitates an attitude of daring, but not one of recklessness (movements generated from the Magical Passes of Carlos Castaneda), 2009, filmstill. Courtesy of Galleri Nicolai Wallner.

Joachim Koesters film- og fotobaserede værk har i en årrække kredset om forskellige former for gråzoner, hvor den genkendelige virkelighed gennemstrømmes af betydninger, fortællinger og idéer, ofte af fiktiv karakter, der unddrager sig det blotte øje og dermed problematiserer vante forestillinger om denne virkeligheds dokumenterbarhed. Med sin nye udstilling stiller han skarpt på en af de mest arketypiske af slagsen, nemlig den psykedeliske erfaring, denne særlige påvirkede bevidsthedstilstand, hvor perspektivet udvider sig og åbner for indsigt i andre universers rigdom, men hvor tingene også bliver tvetydige og farefulde. Koester er ikke ene om denne interesse. Flere andre samtidskunstnere er optaget af denne alternative virkelighedsdimension. Måske skal interessen ses som en reaktion på, at så megen samtidskunst siden 1990erne har været optaget af en erfaring af social gennemsigtighed og realpolitik – og som en insisteren på, at eksistensen rummer betydninger, der udfolder sig hinsides fornuftens og forstandens domæner og disses iboende rationaliseringsprocesser. For nogle samtidskunstnere, såsom den højaktuelle Artur Zmijewski og cyberkunst-pioneren Roy Ascott, involverer interessen for bevidsthedsudvidelse mod andre virkelighedsplaner faktiske eksperimenter med psykedeliske stoffer. For andre er der tale om mere distancerede iscenesættelser, hvor erfaringen tilnærmes gennem rammefortællinger af forskellig art, som i Rodney Grahams pseudodokumentar om den cykeltur hjem fra laboratoriet, som opfinderen af LSD, Albert Hoffman, kørte efter at have taget verdens første trip, og i Carsten Höllers totalinstallation Soma, hvor han på kvasividenskabelig vis med rensdyr og rød fluesvamp som de centrale figurer forsøger at finde frem til indholdet i en indiansk drik. (Sidstnævnte kan frem til februar ses på Hamburger Bahnhof i Berlin.)

Joachim Koester, To navigate …, 2009, filmstill. Courtesy of Galleri Nicolai Wallner.

I To navigate, in a genuine way, in the unknown necessitates an attitude of daring, but not one of recklessness (movements generated from the Magical Passes of Carlos Castaneda) (2009) præsenterer Koester et greb om den psykedeliske erfaring, som på en gang er mere abstraheret og mere åbent, end det man finder i hans kollegaers værker. Værket består af et sort-hvidt filmloop af cirka tre minutters varighed, hvor en person («spillet af» den danske kunstner Morten Søkilde) danser ind og ud af billedet med en serie enkle, repetitive og kontrollerede bevægelser. Som det fremgår af titlen er bevægelserne inspireret af antropologen Carlos Castanedas bog Magical Passes (1998). I bogen beskriver Castaneda en række praktiske kropsøvelser, der kan hjælpe det enkelte individ med at omlægge hans eller hendes iboende energi. Gennem denne omlægning er individet i stand til dels at bryde de kulturelle mønstre, som energien er underlagt i det daglige liv, dels at bryde parametrene for den normale opfattelsen af virkeligheden. Effekten er en ny tilstand af fysisk overlegenhed og mentalt velvære og adgang til ukendte dimensioner af virkeligheden. Øvelserne stammer i følge Castaneda fra den mexicanske shaman-tradition, han (efter eget udsagn) som lærling hos den indianske troldmand Juan Matus, stiftede bekendtskab med i begyndelsen af 1960erne, og repræsenterer en slags pragmatisk, nærmest absurd systematiseret tilgang til den psykedeliske erfaring.

Som sådan er Magical Passes et oplagt emne for Koester. Hinsides forestillinger om hengivelse og frigørelse afsøger han de forskellige gråzoner med konceptkunstens kortlæggende og analytiske afstand. Selvfølgelig rummer To navigate … også en fascination af Castanedas bog og generelle tankegang, men fascinationen medieres gennem et reflekterende forsøg på at forstå den mærkværdige kombination af strukturel logik og spiritualitet, som ligger til grund for dem. Her adskiller værket sig fra klichéen om, at den psykedeliske erfaring kun er mulig gennem ekstatiske overskridelser, hvad enten det er i form af en besat shaman eller en stofpåvirket hippie. Med Castaneda som forlæg peger det på, at den psykedeliske erfaring ikke er et simpelt spørgsmål om overskridelse af strukturer. Der er altid strukturer på spil, for erfaringen såvel som forståelsen af den, og strukturer kan være såvel frigørende som undertrykkende. I stedet for at opstille en dialektisk modstilling mellem struktur og overskridelse, udtrykker værket en nuanceret sensibilitet over for strukturer, som ikke udelukker, men snarere giver adgang til det udvidede virkelighedsperspektiv, som den psykedeliske erfaring repræsenterer. Og på den måde fungerer værket som en subtil og dog pointeret kritik af et overskridelsesideal, der nok kan åbne perceptionens døre mod det ukendte, men også risikerer at fortabe sig i esoterisk nonsens eller blot at føre til ny normativ adfærd.

Joachim Koester, To navigate …, 2009, filmstill. Courtesy of Galleri Nicolai Wallner.

Samtidig synes To navigate … dog også at kunne ses som en kritisk kommentar til denne pragmatiske tilgang til den psykedeliske erfaring. Der findes også masser af gør-det-selv-videoer online, hvor folk instruktivt gennemgår de forskellige trin i Magical Passes, og man kan spørge, hvordan To navigate … adskiller sig fra disse videoer udover at benytte sig at andre æstetiske virkemidler. Eller rettere, hvorfor beskæftige sig med den afledte og mindre brugervenlige kunstneriske version, når man kan få the real deal på den personlige computer? Et svar kunne tage udgangspunkt i en ændring i den kulturelle kontekst for den psykedeliske erfaring, i hvert fald i Vesten. Her er forskellige forestillinger om individuelle energiomlægninger og brud med den normale perception af virkeligheden (gennem kropslig aktivitet) i dag fuldt ud inkorporeret i de kulturelle mønstre. Ja, de er vel nærmest blevet en slags kulturelle imperativer, og som regel en del af kapitalismens stadige udvidelse af sit virkefelt, som fx selvrealiseringsindustrien. Den pragmatiske tilgang til spirituelle universer og deres alternative energier som Castaneda introducerede, er med andre ord blevet til en instrumentalisering af det spirituelle. I den sammenhæng kan To navigate … både ses som en påmindelse om den risiko for forfladigelse og udnyttelse, som ligger i at gøre den psykedeliske erfaring til et praktisk anliggende, og som en påmindelse om dens oprindelige karakter af radikal andethed. Med sin fortolkning af Magical Passes genindfører værket et element af fremmedgørelse og abstraktion, og inviterer derved til en nysgerrig, men også kritisk spørgen til bevægelserne på det idémæssige plan, som er fraværende i gør-det-selv-videoerne, hvor det handler om at «publikum» skal udføre bevægelserne, som hvis de så enhver anden træningsvideo. Hvis der er et gør-det-selv aspekt i To naviagte … så er det en opfordring til publikum om at lade sig lede af denne form for spørgen.

Og det er også netop denne spørgen, der gør værket til en både relevant og vellykket kommentar til vores forhold til den psykedeliske erfaring i dag. Det demonstrer en afsøgning af denne erfaring, som på den ene side er åbensindet interesseret og på den anden side er distanceret reflekterende. Man kan måske indvende, at det er for konstrueret og sikker en position, der med intellektet som primær sans taber erfaringens essens af syne. Ingen tvivl om at praksis-dimensionen er væsentlig for at forstå den psykedeliske erfaring, men samtidig synes en sådan dobbeltsidet tilgang som Koesters at være nødvendig, hvis vi forsat skal kunne nærme os og navigere i det ukendte terræn, som erfaringen udgør, uden at tabe os selv.

Joachim Koester, To navigate, in a genuine way, in the unknown necessitates an attitude of daring, but not one of recklessness (movements generated from the Magical Passes of Carlos Castaneda), 2009, installasjonsfoto fra utstillingen. Courtesy of Galleri Nicolai Wallner.

 

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!