Nanna Abell, Kristian Byskov, Carsten Crone Caroc, Julie Damkjær, Malte Fisker, Ester Fleckner, Signe Frederiksen, Katrine Würtz Hansen, Kasper Hesselbjerg, Sisse Holmberg, Sofie Holten, Casper Koch Hughes, Thomas Hyttel, Janus Høm (med Toke Lykkeberg), Kristina S. Jakobsen, Søren Aagaard Jensen, Signe Kjølner, Misja Thirslund Krenchel & Thomas Elsted (gæst), Brian Kure, Peter Larsen, Mette Nisgaard Larsen, Johanne Skovbo Lasgaard, Mads Lindberg, Birgitte Martinsen, Cecilie Beck Kronborg Morris, Signe Schmidt Petersen, Andreas Rasmussen, David Hilmer Rex, Camilla Reyman, Louise Rosendal, Farid Salti, Ida Marie Settergren, Vladas Suncovas, Anders Hvam Waagø, Joanne Pang Rui Yun, Kirstine Aarkrog.



Afgang 2013

Ester Fleckner, Johanne Skovbo Lasgaard, Kasper Hesselbjerg, Katrine Würtz Hansen, Mads Lindberg, Nanna Abell

Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, Kunsthal Charlottenborg, København
25. maj - 11. august 2013
Kritik 03.06.13

Materiale-fetichisterne

Johanne Skovbo Lasgaard, {ITALIC}Marble is Marvelous{ENDITALIC}, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Johanne Skovbo Lasgaard, Marble is Marvelous, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

I de to forgangne år har Afgang – dimittendudstillingen fra Det Kongelige Danske Kunstakademi –  fundet sted i det udfordrende kirkerum i Nikolaj Kunsthal, men nu er udstillingen rykket til Kunsthal Charlottenborg, hvilket giver rigtig god mening. Ikke bare rent logistisk, nu hvor Kunstakademiet og Charlottenborg har forenet sig administrativt (de har altid været placeret i samme gård), men også rent udstillingsmæssigt: på Charlottenborg får kandidaterne en bedre mulighed for at arbejde med udstillingsrum og iscenesættelse i en grad, der ikke var mulighed for på samme måde i Nikolaj eller tidligere i Kunstforeningen Gl. Strand, hvor afgangsudstillingen har været afholdt de fleste år. Det interessante er dels at se, hvordan udstillingen favner hele huset (fra de store sale, til caféen, bogbutikken og trapperne til naboen Kunstbiblioteket), men også at se, hvor meget der er sket rent æstetisk på de tre år siden Afgang sidst fandt sted på Charlottenborg.

Katrine Würtz Hansen, {ITALIC}Blind Date{ENDITALIC}, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Katrine Würtz Hansen, Blind Date, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Man fornemmer således at det ikke længere handler om at levere et lækkert færdigt produkt, klar til salg eller udstilling. Udstillingskoordinator Cecilie Høgsbro Østergaard forklarede da også til pressen, at «der i mange tilfælde ikke havde været fokus på at skabe et værk, der skulle udtrykke seks års studier, men snarere en vilje til fx at gå tilbage til, hvor det hele startede.» Jeg fortolkede dette udsagn, som om der i højere grad havde været fokus på refleksionen omkring selve den kunstneriske intention, som jeg netop selv efterlyste da jeg skrev fra Afgang 2011, hvor værkerne så godt ud, men den dybere intention med den kunstneriske praksis ikke altid føltes nærværende.

Nanna Abell, {ITALIC}SS13 Resort{ENDITALIC}, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Nanna Abell, SS13 Resort, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Et eksempel på udtalelsen fra Høgsbro kunne således være de fire kvinder fra Billedhuggerskolen Nanna Abell (f. 1985), Sofie Holten (f. 1983), Mette Nisgaard Larsen (f. 1982) og Kristina S. Jakobsen (f. 1987), der er gået kollektivt sammen i ét stort rum, hvor de har arbejdet stedsspecifikt med deres respektive værker. Jakobsen har fx skåret et langt smalt stykke af kunsthallens smukke sildebensparketgulv op, sådan at gulvvarmeradiatoren er blevet synlig med det snavs og støv, der nu engang kan ophobe sig sådanne steder. Holten har lavet en skulptur af materet glas og stål, der mimer de kvadratiske elementer i rummets loftvindue, og Abells lange frise af rå marmorplader blev brugt til at udstille forskellige materielle skulpturer – fra en meget smukt blankpoleret kokosnød til en Zapp-is-farvet ballon med en «snor» af bronze. De forklarede mig til pressevisningen om samarbejdet i rummet, at det ikke var deres intentionen at præsentere et færdigt, individuelt stykke arbejde som sådan, men at samarbejdet netop var for at markere at de «stadig gik i skole». Denne tilgang til Afgang er en ganske anden end den man kunne opleve på Charlottenborg i 2010, hvor overskriften på Pernille Albrethsens anmeldelse netop lød De Professionelle, fordi det hele tog sig så utrolig stiliseret, lækkert og færdigt ud.

Ester Fleckner, {ITALIC}Clit-Dick Register{ENDITALIC}, 2013. Foto: Kunstkritikk.

Ester Fleckner, Clit-Dick Register, 2013. Foto: Kunstkritikk.

Som dette og mange flere eksempler viser, er der også en markant orientering mod materialer, samt en ligeså markant ikke-formidling af værkerne. Begge tendenser, der i øvrigt ses på kunstscenen lige nu. Der er tale om værker, hvor man ikke bare fornemmer en konceptuel ide, men ofte også mærker at hånden har været inde og rode ved materien i værker skabt af træ, maling, lærred, gips, marmor, planter. Det er en decideret ikke-diskursiv, analog og apolitisk praksis, hvor det sproglige niveau er nedjusteret til fordel for en håndsværksmæssig praksis. Eller, måske snarere, hvor det sproglige fungerer på linie med materialeundersøgelsen. Et eksempel er Ester Fleckner (f. 1983) fra Skolen for Sprog, Rum og Skala med værket Clit-Dick Register, 2013. En hardcore seksuel titel i ret skarp kontrast til den lange række af træsnit, der blot består af formen U i varierende størrelse. På hvert træsnit  er mere eller mindre synlige udsagn, halvt udviskede «digte», i kanten af papiret. Digte, der taler om kropslige erkendelser, og som samtidig både besidder det materiale- og håndsværksmæssige lag med repetitionen og træsnittet, iboende et stærkt personligt, poetisk endog politisk perspektiv. Et eksempel på, hvordan det «diskursive» foregår på et helt andet niveau end fx det i flere år udbredte researchbaserede værk, som ofte krævede meget lange historier bag værkets tilblivelse. Her er det sproglige indarbejdet som del af det æstetiske udtryk.

Mads Lindberg, 1. {ITALIC}Wall Painting #3{ENDITALIC}, 2. {ITALIC}323221{ENDITALIC}, 3. {ITALIC}Blue Dream{ENDITALIC}, 4. {ITALIC}HSJDHJSFHKF{ENDITALIC}, 5. {ITALIC}Untitled{ENDITALIC}, 6. {ITALIC}Composistion with tape{ENDITALIC}, 7. {ITALIC}Untitled (FP01){ENDITALIC}, 8. {ITALIC}Spanischer Rotwein-star{ENDITALIC}. Foto: Jacob Munkholm Madsen.

Mads Lindberg, 1. Wall Painting #3, 2. 323221, 3. Blue Dream, 4. HSJDHJSFHKF, 5. Untitled, 6. Composistion with tape, 7. Untitled (FP01), 8. Spanischer Rotwein-star. Foto: Jacob Munkholm Madsen.

I en meget lang årrække har formidling af kunsten stået højt på de fleste offentlige kunststeders agenda, men den yngre og ikke-kommercielle kunstscene har igennem den senere tid gjort op med tanken om at et kunstværk nødvendigvis kræver en sproglig «forklaring». Det samme gør sig gældende på Afgang, hvor værkerne ikke ledsages af tekst, men altså skal fungere i sig selv på æstetisk og sanseligt plan. Hvilket faktisk langt henad vejen også lykkes. Ligeledes består kataloget i år ikke af en række formidlende tekster om alle kunstnere og deres værker, men af kontekstualiserende tekster af inviterede kunstnere, som katalogredaktionen (en gruppe af de studerende) finder interessante – fra Søren Andreasen til Marie Kølbæk Iversen, og hvor fokus er på den kunstneriske produktion i både helt konkret og mere filosofisk forstand. Det er en meget stærk kritik af sproget som oversætter eller formidler af kunstværker, som der i en årrække ikke er stillet noget videre spørgsmålstegn ved. Nu er det som om en hel generation af kunstnere er blevet trætte af pædagogiske eller klichéprægede (over)fortolkninger.

Kasper Hesselbjerg, {ITALIC}I håb om assimilation{ENDITALIC}, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Kasper Hesselbjerg, I håb om assimilation, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Som en symptomatisk metafor for årets Afgang kunne man således opleve en the-ceremoni skabt af Kasper Hesselbjerg (f. 1985)for den indbudte presse – en ceremoni, der vil gentages løbende under udstillingsperioden – som bestod af et lille glaseret lerkrus (der mest lignede en stearinlysholder) indeholdende en særlig the til fordøjelsen, og en træpind med en blød marshmellow og en våd syltet agurk. Jeg oplevede det, igen, mest af alt som en særlig sammensætning af materialer, der skabte en både visuel og sanselig friktion af indtryk: munden mod leret, den specielle the, det sure med det søde. I øvrigt er Hesselbjerg også manden bag kunstnerbogsforlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten, og han har udskiftet halvdelen af drikkevarerne i kunsthalscafeens sodavandautomat med tidsskrifter og bøger. Forlagets navn siger det egentlig meget godt: der er både frigørelse, sproglig leg og materialer (frugter fx), som insisterer på det analoge og sanselige fremfor det klare diskursive eller stramt konceptuelle. Ligesom årets Afgang i øvrigt.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!