At male med kroppen

Maria Lassnig

Kunsten, Aalborg
18. november 2016 - 26. februar 2017
Kritik 20.12.16

Kødet er strømførende

Maria Lassnig, Zwei Arten zu Sein, 2000 © Maria Lassnig Foundation.

Maria Lassnig, Zwei Arten zu Sein, 2000 © Maria Lassnig Foundation.

Det første billede der møder os på udstillingen Maria Lassnig – At male med kroppen er maleriet Zwei Arten zu Sein fra 2000. Vi genkender på højre side af lærredet kunstnerens eget ansigt, der stirrer åndsfraværende ud i intetheden, mens vi på venstre side ser ansigtets indre modstykke; en uidentificerbar kødelig vækst, som mest af alt ligner et blomstrende kønsorgan, der stirrer obskønt ud på sin beskuer. Denne dobbelt-optik mellem kroppens indre og ydre fremtoning er gennemgående i hele Lassnigs maleriske produktion.

Lassnig maler primært selvportrætter, men kun sældent møder vi det menneskelige blik i hendes billeder. Og heri består hendes maleriske radikalitet. Hun maler ikke primært ud fra det øjet ser, men ud fra de dele af kroppen, som hun faktisk kan mærke. Det resulterer i et eksistentialistisk og ekspressivt malerisk udtryk, hvor menneskekroppen igen og igen skildres som en brudzone mellem et ordnet ydre blik og et uordnet indre kropskød – fuld af kødelige mutationer, skingre farver og fortrængte følelser.

Udstillingen er nogenlunde kronologisk opbygget og den dækker Lassnigs godt og vel 70-årige karriere: Fra de tidligere halv-kubistiske værker i 1950’erne og helt frem til de sidste selvportrætter før kunstnerens død i 2014. Stærkest og mest vedkommende i udstillingen står serien af science-fiction selvportrætter fra 90’erne. Kropskødet er hér lysende og strømførende og billedtitlerne er bare blændende: Rosa Elektrizität / Elektrisches Selbstporträt II, Harte und weiche Maschine og Selbstportrait mit Nervelinien, eksempelvis. Med en elektrificeret malerisk desperation skildrer Lassnig kroppen i en art døds-ekstase alt imens ubestemmelige teknologiske genstande vegeterer som kødfulde vækster, der har påbegyndt sit eget autonome liv hinsides mennesket. Det er billeder, der taler direkte ind i vores nuværende post-humane tidsalder og de udmærker sig igennem en resolut og fejrende malerisk handling, der gør en fest ud af den indre eksistentielle desperation.

Maria Lassnig, At male med kroppen, installation view, Kunsten, Aalborg, 2016. Foto: Niels Fabæk.

Maria Lassnig, At male med kroppen, installation view, Kunsten, Aalborg, 2016. Foto: Niels Fabæk.

Ellers må man om Lassnigs kropsligt-eksistentialistiske motivverden sige to ting.

For det første: Desto mere fortegnet og bogstavelig den bliver, desto hurtigere bliver man også færdig med den. I flertallet af Lassnigs malerier er mennesket enten dækket for øjnene (af en klud eller andet) eller det har simpelthen ingen øjne. Det fortæller os, at det ikke kun er øjet, men kroppen i sin helhed, der er seende. Samtidig er blindheden jo en tung eksistentiel og civilisationskritisk metafor. Lassnigs kropsforpinte motivverden er her beslægtet med en kunstner som Michael Kvium, hvor kropsfremstillingen ofte også bliver mere til karikatur og tegneserie end den udgør et egentligt indre kropsbillede.

For det andet: Et maleri, der maler indefra og ud og som ser stort på stil og form har store udtryksmæssige svagheder. Lassnig skriver selv et sted: «Billedet er sekundært (ikke kigge på det mens man maler!) kassér stilen!» Men en ekspressionistisk gestus er sjældent nok og hvad, der har udgjort en indre kropslig erfaring for kunstneren, bliver ikke nødvendigvis til en indre kropslig erfaring for beskueren.

Hvad Lassnig savner i den maleriske udførelse besidder hun til gengæld i sit sprog. Her syntes hun i virkeligheden at se, føle og observere klarere og tydeligere, end vi får lov til at se, føle og observere via hendes billeder. Lyt bare til følgende dagbogsoptegnelse fra 13. juli, 1995:

«To what degree is the body electrical, and which parts of it? The visual field becomes a field of light, the vibrations on the surface are inscribed on the globe of the body shell as boundaries and meridians. These auto-portraits as electricity machines are only one of many ways to express body awareness.»

Maria Lassnig, Dame mit Hirn, 1990. Olie på lærred,  125 x 100 cm.   © Maria Lassnig Foundation

Maria Lassnig, Dame mit Hirn, 1990. Olie på lærred, 125 x 100 cm.

Det er bestemt givende, at udstillingen og det medfølgende katalog gavmildt strør om sig med sådanne citater af Lassnig. Men det udstiller også en stor svaghed: Lassnigs malerier er kun undtagelsesvist på højde med den strømførende, vilde og visionære ambition, hun bærer frem i sit sprog. På kunsten i Aalborg præsenteres Lassnig primært som maler, men udstillingen indeholder desuden syv af kunstnerens animations og -eksperimentalfilm fra 70’erne, der i udstillingssammenhængen fremstår lidt mere som et ‘side-kick’ til den maleriske produktion. Det kan undre fordi Lassnig på mange måder når længere i sine film.

Filmen Iris (1971) udgør eksempelvis en effektiv psykedelisk, trippende transformation af kroppens selv-billede: En nøgen kvinde spejles til ukendelighed foran et amorft spejl. Som i Lassnigs malerier ser vi kroppen opløses, mutere og samles til helt nye besynderlige former – men her finder det sted i en langsom meditativ filmisk bevægelse. Det erotiske blik disintegrerer simpelthen i spejlingernes surreelle drømme-entropi. Som beskuer mister jeg fornemmelse af tid og sted. Jeg tænker, at her, bag spejlbilledet, fremtræder kroppen påny som en ubeskrevet globus, hvor indskrifter af lys og vibration aftegner nye meridianer og grænseflader for blikkets berøring af det menneskelige legeme.

Comments are closed.

|
|
|
|
|
|
ABONNÉR PÅ NYHEDSBREV:
|
FACEBOOK PAGE

Twitter

Kunstkritikk udgives af Stiftelsen Kunstkritikk ISSN 1504-0925

Dansk redaktør: Pernille Albrethsen post@kunstkritikk.dk
Chefredaktør: Jonas Ekeberg

Kunstkritikk arbejder efter den norske «Vær Varsom-plakat» for god presseskik

Kunstkritikk er støttet af Norsk kulturråd, Nordisk Kulturfond, Fritt Ord, Statens Kunstfond i Danmark, Statens Kulturråd i Sverige og Svenska kulturfonden i Finland.