Some Illustrations to the life of Alan Turing

Henrik Olesen

Malmö Konsthall, Malmö
4. december 2010 - 30. januar 2011
Kritik 22.12.10

Hvilken krop vil du være?

Henrik Olesen, Some Illustrations to the life of Alan Turing (5), 2008.

Det er symptomatisk, at Henrik Olesens første store soloudstilling i Skandinavien ikke er på en dansk kunstinstitution. Og det er ironisk, at den finder sted på en svensk kunstinstitution, Malmø Kunsthal, lige over på den anden side af Øresund, ledet af en dansker, Jacob Fabricius. Symptomatisk, fordi Olesen trods det at han det seneste årti har markeret sig internationalt som en af den diskurskritiske konceptkunsts væsentligste arvtagere, sjældent udstiller i Danmark. Det er dog nok ikke noget han skal tage alt for personligt. Danske kunstinstitutioner har det generelt svært dels med den kønspolitiske dagsorden, dels med de informationstunge præsentationsformater, som er Olesens værk. Det er på en gang for aggressivt og kompleks til en dansk kunstinstitution, kunne en umiddelbar udlægning være. Det henvender sig til den kritiske bevidsthed uden nogen form for den materiale-, kreativitets- og individ-patos, der er så populær her i landet, blandt kunstfolk såvel som i offentligheden. Så for lige at runde denne institutionspolitiske forhistorie af, så er det ikke bare symptomatisk og ironisk, men også en indirekte eksponering af hvordan idiosynkrasier og ignorance over for konceptkunst præger den generelle programlægning på danske kunstinstitutioner, at det er er Malmø Kunsthal, der åbner dørene for Olesen.

Henrik Olesen, Vito Acconci is straight, 2000. Computer collage.

Endnu mere ironisk bliver det af at udstillingen på Malmø Kunsthal viser, at det netop er aggressiviteten og kompleksiteten, der sammen med den skarpe konceptuelle styring og de præcise æstetiske greb er de primære kvaliteter i Olesens kunst. Udstillingen viser både en række tidligere værker tilbage fra slutningen af 1990erne og to helt nye værker, og giver som sådan et godt, selektivt indblik i den udvikling og kontinuitet, der er i Olesens værk. Fra små statementagtige objekter til elaborerede systematiseringer af information, fokuserer værket på den underkendte, hvis ikke ligefrem undertrykte, queer diskurs og dens forhold til andre diskurser, såsom kunsthistorie, kapitalisme, kernefamilie og computerteknologi, som en modstandsdygtig og kreativ kraft. Det er queer som en attitude og et perspektiv til at sætte betydning i spil og på både fabulerende og struktureret vis udfordre de etablerede systemers iboende magtforhold. Det er ikke metode som Olesen er ene om, langt fra, men som få andre samtidskunstnere formår han at give den generel relevans og tyngde, hinsides indforståede homoseksuelle pointer. Det er en kur mod stereotypificeringer, vrangforestillinger og vanetænkning, alle de usunde mønstre som bedøver vores kulturelle sensibilitet og intellekt.

Henrik Olesen, Anthologie de l’amour sublime, 2003.

Der er ikke ligefremt trængt i kunsthallens store rum. Faktisk, kan man næsten få indtrykket af, at stedet befinder sig i perioden mellem to udstillinger. Men Olesens værk dyrker heller ikke det spektakulære og let afkodelige, endsige det fysisk voluminøse, så det virker kun passende, at man skal nærme sig udstillingen med en vis undren og fremmedgørelse, der opfordrer og (i hvert fald ideelt set) ansporer til søgen og refleksion. Den overordnede iscenesættelse virker med andre ord og jo længere man kommer ind i udstillingen jo mere intens bliver denne udfordring. Jo mere skal der læses, afkodes og reflekteres. Bagerst i den ene side af rummet bliver det dog næsten så kompakt med både skulpturer, video-, tekst- og billedværker, at det bliver rodet. For selvom Olesens værker som regel ikke er store i skala, så kræver de plads, ikke mindst mental, og står skarpest når de står afgrænsede som enkeltværker. Så måske kunne man have haft et par værker mindre i denne del af udstillingen, men det er en mindre ting, set i forhold til helheden.

Udstillingens to bedste værker er Some Faggy Gestures (2008) og Some Illustrations to the life of Alan Turing (2008). De demonstrerer Olesens evne til at samle, organisere og remixe information, så man både bliver interesseret, oplyst og udfordret. De er en slags sexede og humoristiske alternative lærebøger, (førstnævnte eksisterer også i bogform) som burde indgå i uddannelsesinstitutioners pensum, både fordi de fortæller historier som eksisterende lærebøger ikke fortæller og fordi de fortæller dem på en måde, som får een til at spørge til stoffet snarere end at lære det udenad. Det er en pædagogisk metode, der i en kontekst som den danske, der er domineret af Pisa-undersøgelser og resultatkontrakter nærmest anses for suspekt. Derfor er det desto mere vigtigt at blive ved med at udvikle, hvis demokratiske idealer ikke skal underordnes autoritetsprincipper, også selvom det i første omgang «kun» sker inden for kunsten.

Some Illustrations to the life of Alan Turing er en fortælling i collager, tekstgrafik og objekter om Alan Turing (1912-1954), hvis såkaldte «Turing machine» er en milepæl i udviklingen af computeren. Hvad den officielle fortælling om Turing inden for computerhistorien ikke har med er dels at Turing var homoseksuel, dels at han havde en eksplicit kropslig forståelse af den moderne maskine. På mange måder kan udviklingen af computeren ses som en undertrykkelse af kroppen og den irrationelle logik til fordel for den instrumentelle fornufts fremskridt. Fra styringen af raketter under Anden Verdenskrig til den nyeste version af Microsoft Office. Ved at gå tilbage til Turing viser Some Illustrations … at kroppen faktisk var der fra starten af og foreslår således en radikal rekonceptualisering af, hvad for en størrelse computeren er. Værket lægger sig i forlængelse af cyberfeminismens forsøg på at kønne og begærsliggøre computerdiskursen, og pointerer at computeren er ikke en overskridelse af kroppen, men en ny krop. Det demonstrerer Olesen ret bogstaveligt i værket I do not go to work today. I don’t think I go tomorrow / Machine-Assemblage I-II (2010), hvor han så at sige har dissekeret sin personlige computer og udstiller alle komponenterne, som var de en slags cyberorganer for det nutidige menneske. Krop og maskine er med andre ord forbundne. For Olesen er kroppen samtidig noget der skabes, snarere end der er noget givet og det implicitte spørgsmål som Some illustrations … rejser er hvilken computerkrop vi vil være? Et spørgsmål som bliver stadig mere relevant at stille med Turings unikke historie in mente i takt med at computeren er involveret i og rationaliserer flere og flere aspekter af den menneskelige eksistens. Det peger på, at en fundamental anden computerkrop end den kontorstolsbundne er mulig, hvis vi føder den med begær og fantasi, alt det som ikke kan beregnes i 0er og 1-taller, men som ikke desto mindre er så betydningsfuldt for det at være en krop.

På et mere generelt plan kan store dele af udstillingen også ses som en kommentar til den afgørende betydning, som informationsbearbejdning har i samfundet. Til forskel fra de mange produkter og løsninger, som tilbyder at forenkle denne bearbejdning, leverer Olesen ikke noget brugervenligt svar. Tværtimod opfordrer og udfordrer han publikum til at forfølge anderledes udefinerede spor, der nok umiddelbart kan synes komplicerede og problematiske, men på længere sigt repræsenterer et potent alternativ til blot at træde vande eller drukne i informationsstrømmen.

Henrik Olesen, I do not go to work today. I don’t think I go tomorrow / Machine-Assemblage I-II, 2010.

  1. Kommentar fra Lars Erik Frank

    Følgende er fra en samtale ml. Henrik Olesen, Sanne Kofod Olesen og Jakob Kolding, der anskueliggør hvordan et af Henriks arbejder er blevet modtaget af nogle i en DK-kritiker sammenhæng. Det omtalte værk var med på udstillingen Kraftwerk Berlin på Aarhus Kunstmuseum i 2000 og Weekendavisens daværende kritiker ikke ville betegne det som kunst [sic! + ;-)]
    Hele samtalen kan læses på:
    http://www.nicolaiwallner.com/artists/jakob/jakob-text1.html

    SANNE: It is fun to see with Henrik’s works as well, that some people seem unable to relate neither to the aesthetics nor the content. They become totally confused and just give up. There was a critic, for instance, in Weekendavisen who wrote that it was not art at all. Interesting. There is this tendency, that people anticipate that art primarily has a form, to which they exclusively relate. And if the form is dissolved, say a piece of wood on the floor, where there is no real aesthetic value to be seen, one is at a complete loss.

    HENRIK: You are talking about Århus Art Museum. I guess it was important for me to point out that no homosexual identity or history has ever been archived in this museum. At the same time I wanted to find something already existing in the context of the museum – and to label this as representing the gay and lesbian past – to say that this identity has always been present but never shown. I went to the basement of the museum and here I found 5 lengths of skirting boards which I installed in the exhibition. Then I entitled this formal interior as representing the excluded homosexual history. I guess, this one critic meant that I could not claim that a piece of wood was gay or that five lengths of skirting boards could ever describe homosexuality. He could only look at these interior pieces as non-coded and formal. But nothing is. I wanted to point out how a museum presents art and how a museum categories art, because that is what they do, after all, at a museum. The reaction by this critic has once again something to do with his attitude towards sexual politics. A heterosexual male critic may not think it is of any importance to talk about politics, sexuality and representation in a museum, probably because it doesn’t relate to his position. The problem is that at the same time he does not believe that it can be meaningful to other visitors at the museum, for homosexuals, i.e.. This is the conflict. He wants his museum to be purely heterosexual.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!