Abu Bakarr Mansaray, Albrecht Dürer, Ali Akbar Sadeghi, Aniara Omann, Bogosi Sekhukhuni, Cécile B. Evans, Che Go Eun, Chris Kraus, Fernando Corona, Jeremy Blake, Jungsuck Kang, Lynn Hershman Leeson, Mark von Schlegell, Michel Houellebecq, Nathaniel Mellors, Peter Wächtler, Rachel Armstrong, Rolf Nowotny, Sergei Parajanov og Sophie Podolski.

Kurateret af Jacob Fabricius

 



iwillmedievalfutureyou6

Kunsthal Aarhus, Aarhus
15. juni - 23. september 2018
Kritik 26.06.18

Hvilke drømme har en cyborg?

Aniara Oman, Final Incarnation, 2016. Courtesy kunstneren. Foto: Malcolm Cochrane.

To værker møder mig allerede ude i Kunsthal Aarhus’ foyer. Eller rettere, et akvarium og et værk. I akvariet har kuratoren nedsunket en borg og et rullende arsenal fra Legos Nexo Knights-serie, en futuristisk version af riddertiden, og omkring det svømmer et antal små fisk, tilsyneladende indifferente overfor det kongeblå og neonorange plastikskrammel, der nu, som en anden ruin, er blevet en del af deres nærmiljø.

På væggen hænger et af de mest irriterende værker, jeg længe har set: Et konstrueret foto af et kranie, der også ligner lidt et bjerglandskab med labyrintiske kratere, ud fra hvilke en slags beplantning vokser. Det er et selvportræt af den franske forfatter Michel Houllebecq, og så forstår man måske godt, hvordan det er sluppet med på en så stramt kurateret udstilling som iwillmedivalfutureyou6. Ikke fordi værket i sig selv er så interessant, men fordi jeg allerede nu, gennem referencen til Houllebecqs forfatterskab har en ide om, hvilket univers jeg er på vej ind i.

Udstillingen iwillmedivalfutureyou6 er forvirrende nok ikke den sjette, men den tredje i en serie på i alt ti udstillinger kurateret af kunsthallens leder Jacob Fabricius, der efter sigende vil løbe over de næste 100 år. Selve titlen er et forvirrende paradoks, der rummer ordene «medie», «medieval» og «future» og lyder lidt som en besværgelse. Eller, som en pressetekst fra en tidligere udgave af udstillingen siger, som «en kærlighedserklæring» – alt efter hvordan man ser på middelalderen og fremtiden. Det handler altså om tid, mere bestemt om en diagnosticering af vores samtid igennem en række værker, det medierer rejser igennem for- og fremtid.

Bogosi Sekhukhuni, Simunye Systems Orientation, 2017. Film still. Courtesy Stevenson, Cape Town and Johannesburg.

Det er en dystopisk tid vi lever i, fornemmer man hurtigt, hvor fokus ligger på konflikter mennesker imellem og imellem mennesket og det, der findes i naturen. Det åbner med den amerikanske forfatter Chris Kraus’ smukke tekst The Cult of Freedom, hvori forfatteren rutinemæssigt krydser den mexicanske grænse for at få ordnet tænder hos en billig tandlæge, der desuden udmærker sig ved at være rundhåndet med stofferne. «A border isn’t a metaphor,» åbner Kraus sit essay, der også fortæller om Eduardo, der modsat Kraus er fanget på den anden side af USAs sydlige grænse, og således rammer vi på poetisk vis både ned i en ultraaktuel debat om grænsedragning og immigration, og i en tematik omkring manipulation af krop og psyke igennem kirurgiske og psykedeliske indgreb.

Det småpsykedeliske univers er kun et af udstillingens mange spor og genfindes i Jeremy Blakes tegneserielignende fortælling om et kunstnerliv i 70’ernes New York, samt i Sophie Podolskis helt vilde, kaotiske tegninger om seksuel frigørelse, stoffer og antipsykiatri fra tiden omkring ungdomsoprøret.

En lignende trippet rejse genfindes i sydafrikanske Bogosi Sekhukhunis helt fantastiske videoværk Simunye Systems Orientation (2017). Her befinder vi os i en fremtidig parallelverden, Kwaal World, hvis nyudviklede biologiske og geologiske energisystemer sikrer en spirituelt langt mere udviklet civilisation, end den vi kender. Videoen viser forskellige ritualer med og i vand, der trækker på både new age-spiritualisme og afrikansk folklore, og peger i retning af en udveksling imellem det primitive og det futuristiske.

Albrecht Dürer, Das grosse Pferd, 1505. Gravering, 16.3 x 11.6 cm. Courtesy Kunstmuseum Vejle / VejleMuseerne.

I Abu Bakarr Mansarays (f. 1970, Sierra Leone) vilde, futuristiske tegninger smelter krop og maskine ligeledes sammen. Tegningerne viser indviklede manualer med påskrevne notater, diagrammer og beregninger, der omhyggeligt angiver, hvordan de ret uhyggelige antropomorfe maskine kan føres ud i livet. Det ligner visionen om en fremtid, der er løbet af sporet, men værkerne rummer også referencer til samtidige sammenstød mellem naturen og mennesket, eksempelvis til Ebola-virussen.

Også Rolf Nowotny – den ene af de to danske kunstnere på udstillingen – arbejder med en fjendtligt indstillet natur i terrarieværket Hikikomori Habitat, hvor en metalkæde og et modeltog, der synes at være kørt af skinnerne, danner rammen om en hule. Her bor verdens største skorpion, kejserskorpionen, hvis hovedfjende ifølge værkteksten er mennesket. I Nowotnys installation kunne man godt få den tanke, at vi befinder os i en posthuman fremtid, hvor skorpionen endelig har vundet kampen og nu bebor et goldt landskab, hvori resterne af den slagne civilisation ligger som togvognen halvt begravet i det røde sand.

Det er ikke nogen let tilgængelig udstilling, Fabricius har sammensat, og trods meget informative vægtekster er jeg flere steder decideret forvirret over udstillingens retning. Frem for en kuratorisk styret fortælling er iwillmedievalfutureyou6 snarere struktureret omkring en løst formuleret tematik angående civilisationens udvikling og mulige sammenbrud.

I presseteksten hæfter man sig ved, at den darwinistiske udvikling ikke kan trækkes tilbage, hvis det skulle vise sig, at den ikke var til menneskets fordel, og omkring denne tanke udfolder værkerne sig i alle mulige retninger. Når man er færdig med at være frustreret over ikke at kunne finde hoved og hale i alle de forskelligartede udsagn, er det fantastisk befriende blot at kunne koncentrere sig om bunkevis af helt fantastiske værker, uden at skulle passe dem ind i forhold til en tydelig kuratorisk pointe.

I udstillingens bagerste rum ligger Aniara Omanns silikoneansigter på gulvet langs væggen. Der går et øjeblik, før jeg forstår, at de er monteret på robotstøvsugere og egentlig burde cirkle rundt i udstillingsrummet, men i dette øjeblik ligger til opladning. Man ved, at man har fat i et stærkt værk, når det fungerer selv om det er slukket, og det tilfører de skræmmende livagtige masker noget blødt og sårbart, at de ligger passive hen. Selv en cyborg kan vel få brug for en powernap.

Installation view, iwillmedivalfutureyou6. Genstande i vitrinen: Peter Wächtler, Desktop Toad, 2015, skulptur; Alan Price, Oh Lucky Man, Original Soundtrack LP, 1973; Nishio, Uden titel, 2004, tegning; Westworld, 1973 Lobby Card Posters; IBM Japan Pavilion, Expo ’85, 1985, 1 Dollar, 100.000 Iranian Rial. Foto: Kåre Viemose.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!