Modern Dowry

Christopher Kline, Sol Calero

Toves, Toves Galleri, Toves Galleri Vesterbro Contemporary Workout Space, København
5. oktober - 2. november 2013
Kritik 09.10.13

Hjemme hos Tove

Sol Calero & Christopher Kline, {ITALIC}Modern Dowry{ENDITALIC}, 2013. Foto: Toves.

Sol Calero & Christopher Kline, Modern Dowry, 2013. Foto: Toves.

Forleden var jeg hjemme hos Toves. Hun var flyttet og havde skiftet navn. Dengang hun boede i butikslokalerne inde i arkaden på Vesterbro hed hun Toves Galleri, ligesom shoppingarkaden. Derefter flyttede hun for en kort periode ind på Charlottenborg, en kunstinstitution midt København, hvor der var paneler, højt til loftet og store vinduer ud mod Nyhavn. Der hed hun Toves Salon. Så var hun husvild nogle måneder indtil hun fandt de nye lokaler på Amager i en kontorbygning med udsigt til en byggetomt og bag den Kløvermarkens fodboldanlæg. Og nu hedder hun Toves. Ikke galleri eller salon. Bare Toves. Men hun bruger stadig det oprindelige logo fra arkaden. «TOVES» skrevet med prikker.

Da jeg ankom var der tændt op i olietønderne inde i den ellers mørke baggård. Rundt om dem stod folk for at holde varmen mens de snakkede, drak dåseøl og røg smøger. Det var som at træde ind i en episode af Hill Street Blues, altså bortset fra, at den højtløftede stemning og logoet, som med stor præcision var boret ind i siderne på olietønderne, indikerede, at jeg nok snarere befandt mig i kunstverdenen. Ja, og så det, at kun en blandt de tilstedeværende, som politimanden Mick Belker og hans gadeslæng i serien, havde afklippede fingerhandsker på.

Sol Calero & Christopher Kline, {ITALIC}Modern Dowry{ENDITALIC}, 2013. Foto: Toves.

Sol Calero & Christopher Kline, Modern Dowry, 2013. Foto: Toves.

Det var housewarming hos Toves. Og indenfor i de rå industrilokaler var der nye ting på gulv og vægge. Venezuelanske Sol Calero og amerikanske Christopher Kline var kommet fra Berlin og havde fyldt det aflange rum med genstande, som alle havde en hjemlig karakter. I nogle tilfælde udgjorde de en slags møbler, men ingen tog dem i brug. Det var heller ikke meningen. Det lignede måske brugskunst, men var det ikke, og selv tæpperne på gulvet stod folk pænt om end lidt akavet rundt om uden at træde på dem.

Umiddelbart mindede genstandene om noget man kan finde i de berlinske genbrugsbutikker, der har gjort en forretning ud af det byens indbyggere i 1990erne døbte ostalgia, en nostalgisk fetishering af det gamle DDR og ikke mindst af kulturgenstande fra det gamle DDR, såsom lamper i gulligt og grønt glas, senge med indbygget radio og spejle, og askebægre med socialistiske motiver. Det er en fetishering, som har et ironisk blik for det kitschede element i genstandene, men samtidig også frigjort af historiens tyngde beundrer deres excentriske æstetik – den brune modernisme – som et opgør med den gode – vestlige – smags diktatur.

Uanset om det var et udtryk for ostalgia så havde Calero og Kline i hvert fald haft fingrene nede i kassen med historiske referencer fra før Berlinmurens fald, både hvad angår materialevalg, metode og komposition. Der var hessian, indfarvning med æg, ryatæpper med vasemotiver, tallerkener og vaser i bemalet pap, tæpper og puder syet sammen af forskelligt stof, og en slags gardiner med grafiske mønstre. En stiliseret udgave af interiør fra et østtysk hjem engang i 1970erne forestillede man sig. Hyggeligt var det måske ikke ligefrem. Dertil var genstandene generelt for konceptuelt distancerede, lyset fra neonrørene i loftet for hårdt, væggene for hvide.

Sol Calero & Christopher Kline, {ITALIC}Modern Dowry{ENDITALIC}, 2013. Foto: Toves.

Sol Calero & Christopher Kline, Modern Dowry, 2013. Foto: Toves.

Tallerkenerne var klart de mest vellykkede. Noget man kunne forestille sig selv at have derhjemme og kigge på dagligt. De hang fint på række to steder på den hvide væg langs den ene side af rummet, som til lejligheden havde fået en fernis af noget det lignede tapet fra en tandlægeklinik. Skåret ud i tykt, brunt industripap var tallerkenerne påmalet motiver, der eklektisk og stilsikkert legede med modernismens abstrakte formsprog. Snarere end at være ironiske citatmosaikker fungerede de som en både humoristisk, sær og subtil refleksion over den avantgardistiske forestilling om at blive en integreret del af folkets hverdag, som knytter sig til en stor del af dette formsprog, og så dets skæbnesvangre forhold til det dekorative. Og åbnede som sådan – hinsides nostalgien – for en nutidig genopdagelse af de ambivalente forbindelser mellem modernisme og kunsthåndværk.

De andre ting … Jo, hessiantæppet med konstruktivistisk motiv der var hængt over en træpalet fungerede også godt som et ikke-monument over modernismens forestillinger om at afbilde den objektive virkelighed blot for at blive del af en klodset materiel konstruktion. De overproportionerede papvaser, som stod på gulvet, havde til gengæld slet ikke samme visuelle overskud som tallerkenerne. Hverken som modernistisk parafrase eller dekoration. Og de grafiske «gardiner» skulle de kort og godt skifte ud. Ligesom det var tilfældet med den store quilt på væggen overfor tallerkenerne tabte Calero og Klines projekt her dybden og dynamikken i den (kultur)historiske bevidsthed, som det så åbenlyst trak på i en flad fornemmelse af overflade. Man mistede alt for hurtigt interessen og snakkede i stedet videre med de andre gæster.

Projektet havde titlen Modern Dowry – moderne medgift – hvilket vel et eller andet sted var meget passende når det nu var første udstilling på Toves, men jeg ser mere frem til næste udstilling – og den overordnede udvikling af stedet – end jeg kommer til at dvæle nostalgisk ved denne.

Sol Calero & Christopher Kline, {ITALIC}Modern Dowry{ENDITALIC}, 2013. Foto: Toves.

Sol Calero & Christopher Kline, Modern Dowry, 2013. Foto: Toves.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!