Deus Ex Machina

Yorgos Sapountzis

Copenhagen Art Festival, Overgaden – Institut for samtidskunst, København
24. august - 21. oktober 2012
Mini 03.09.12

Gennem byen med spyd og kappe

Yorgos Sapountzis, Deus Ex Machina, performance. Foto: Overgaden.

Overgaden – Institut for samtidskunst bidrager til Copenhagen Art Festival med en præsentation af den græske billedkunstner Yorgos Sapountzis, der har en mærkbar baggrund i teater. Deus Ex Machina, som hans udstilling ligefrem hedder, viser en slags skulpturer, bygget op over de scenografiske elementer fra hans internationalt roste performances. Den for danske temperamenter lidt vel svulstige udstillingstitel beskriver meget godt dimensionerne i Sapountzis’ arbejde. Deus Ex Machina henviser både til skuespillerkranerne i den oldgræske teatertradition og til ludomani og moderne spillemaskiner. Begrebet dækker cirka over fantasien om det uventede mirakel, der fejer alle problemer af vejen på én gang. Som hvis man nu får jackpot i Las Vegas eller en gud fires ned fra himlen og løser alle tragedieheltens (og dramaturgens) problemer med et trylleslag.

Yorgos Sapountzis, Deus Ex Machina, performance. Foto: Overgaden.

Sapountzis placerer sig et eller andet sted mellem græsk tragedie, religiøs kult og den moderne dans om guldkalven. Det fik man at opleve en mørk og varm augustaften i de indledende festivaldage, hvor kunstneren, som en afgørende del af sin udstilling i Overgaden, var vært for en af sine kendte byrumsperformances. I kunstsprog vil man nok beskrive hans aktioner som «performative undersøgelser af byens offentlige skulpturer og monumenter»: Et udklædt og i øvrigt talstærkt publikum var denne aften samlet i procession til en vandring rundt om Det Kgl. Teaters gamle skuespilhus. Udadtil lignede flokken uden tvivl et benhårdt politisk statement. Et løst struktureret optog, udstyret med kulørte bannere, kapper og lange elektrikerrør omviklet med pvc-tape, der sniger rundt ved officielle bygninger i ly af mørket, får efterhånden mange til at tænke: «occupy», «reclaim», «aktivisme». Når kunstneren endda er statsborger i en nation, der betegnes som «verdensøkonomiens sorte får», ville en finanskrisekommentar så tæt på Slotsholmen og Nationalbanken ikke være helt uforventet. Men med Sapountzis som ceremonimester og en kreds af unge mænd, der mumlede mystiske ord på særligt ladede steder og faldt ekstatisk om på jorden, forstod man, at optoget mere refererede til Polyklets spydbærer og et oldgræsk tragediekor end en politisk demo. Man havde snart fornemmelsen af, at det var selve det scenografiske og mystiske billede af det hellenistiske optog, der vandrer gennem aftenmørket for et forundret publikum af hundeluftere og taxachauffører, der stod i centrum; ikke at den enkelte fik en udvidet bevidsthed om statuerne af Holberg og Oehlenschläger på Kgs. Nytorv eller Svend Wiig-porten i Holbergsgade.

Yorgos Sapountzis, Deus Ex Machina, performance. Foto: Overgaden.

Selvom Sapountzis generøst siger, hans arbejde skal være «en beholder, som også beskueren kan fylde med egne ideer og synspunkter», er man med andre ord ikke i tvivl om, hvem der er i centrum for disse handlinger. Sapountzis virker ikke optaget af skabe et socialt fællesskab og en kritisk bevidsthed i demokratisk forstand, men optræder mere som en kunstner, der instruerer et værk, hvor publikum er det velvillige materiale. Alle gik pænt med i augustaftenen og nød den gode og åndeligt mættede stemning, men tænkte næppe over det dybere formål med det hele, som nok mest handler om kunstneren selv. Sapountzis på ingen måde usympatiske bidrag kom på den måde til at repræsentere et interessant sammenstød mellem kunstneriske og politiske forestillinger om «fællesskab», som faktisk allerede er sat i spil på Copenhagen Art Festival.

Yorgos Sapountzis, Deus Ex Machina, performance. Foto: Overgaden.

Først og fremmest med Lars von Triers bevidst genidyrkende modtræk til festivalens publikumsinkluderende målsætninger om fællesskabet, nemlig projektet Gesamt, der bliver endeligt præsenteret til oktober. Her skal publikum ikke lege og spise gazpacho med kunsten. «Masserne» er derimod blevet inviteret til at prøve kræfter med værker af «de helt store mestre» som James Joyce og August Strindberg.

At orkestrere en stemningsfuld aften i hellenismens skær under Stærekassens gyldne mosaikloft kan selvfølgelig også vise sig at blive en ny form for kritik af et evigt ladet og formålsorienteret byrum, hvor alle enten segmenteres som borgere eller forbrugere, sjældent som åndelige eksistenser. Men fornemmelsen af at være indkaldt statist på et film set, mere end som borger til æstetisk forløsning i en økonomisk og politisk ustabil tid, har svært ved at forlade én.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!