Composition for Two Wings

Akram Zaatari

Oslo Contemporary Art Exhibition 2011. Kurateret af Marianne Hultman og Mats Stjernstedt



Kunstnernes Hus, Oslo
4. november 2011 - 22. januar 2012
Kritik 11.11.11

Efter modstanden kommer æstetikken

Akram Zaatari, Composition for Two Wings, oversiktsbilde fra utstillingen. Foto: Vegard Kleven.

Composition for Two Wings er en yderst veldesignet og professionelt installeret udstilling. Skal man følge den musikalske metaforik som Akram Zaatari bruger som rammefortælling kan man sige, at det er en klassisk komposition udført med en moderne stilbevidsthed, en sans for orden, æstetik og finish. Det er et «perfekt set-up,» som han – med en baggrund i arkitektur – formulerer det til andetsteds her på siden. Om end skalaen og den fysiske kontekst er en ganske anden, kommer man til at associere til den konstruktion som er bygget til at huse den aktuelle Istanbul-biennale, hvor Zaatari også er med. Det er, som også kuratorerne for biennalen erklærer som deres hensigt, et udtryk for en tilbagevenden til «Udstillingen». De eksperimenterende udstillingsformater, der blev udviklet i forlængelse af 90ernes samtidskunst, er afløst af en mere traditionel og institutionsvenlig form, som ligger i forlængelse af den hvide kubes historie og logik.

Composition for Two Wings er den første i serien Oslo Contemporary Art Exhibition, der «ønsker at fremme kunstværker som observerer og kommenterer politiske og sociale hændelser i samtiden.» Som med Istanbul-biennalen pointerer udstillingen, at den hvide kube ikke bare er et modernistisk smykkeskrin, men godt kan rumme politisk ladet materiale, som går i kritisk dialog med virkeligheden udenfor murerne, i Zaataris tilfælde Libanon efter borgerkrigen. Faktisk, synes en implicit antagelse at være, at den hvide kube med dens renhed og fokus repræsenterer en produktiv, eller måske ligefrem nødvendig ramme for adgangen til og engagementet i dette komplekse materiale. At denne antagelse ikke er helt uproblematisk står imidlertid klart efter, at man har set udstillingen.

Akram Zaatari, Composition for Two Wings, oversiktsbilde fra utstillingen. Foto: Vegard Kleven.

For enden af trappen op til udstillingsrummene hænger to kvadratiske fotografier i et slags perspektivisk forsvindingspunkt og skaber en balance mellem de to fløje, hvor der henholdsvis vises, Earth of Endless Secrets og The Uneasy Subject, to fortløbende værkkredse, som Zaatari her for første gang sammenstiller. Earth of Endless Secrets er lys, ikke mindst i kraft af de hvide rammer om de store C-prints, der hænger på væggene og udgør størstedelen af værket. Modsat eller måske rettere kontrapunktisk er The Uneasy Subject til højre mørklagt for at give plads til de tre videoer og to montrer med fotografier. Hvor det første værk stiller skarpt på det personliges forhold til politiske realiteter, så afdækker det andet det personliges intimitet sådan, som det kommer til udtryk i kropskultur og sociale fora. For så vidt en både visuel og konceptuel vellykket komposition, men den fungerer mest som en formel pointe.

Zaataris værk er rundet dels af den arkæologiske sensibilitet som blev så fremtrædende i samtidskunsten op gennem 00erne, dels af egne erfaringer fra et borgerkrigshærget Libanon. Composition for Two Wings viser disse to aspekter af værket og fletter dem ind i hinanden til en sammensat kortlægning af et mangesidet mellemøstligt landskab, mentalt såvel som geografisk, forestillet såvel som virkeligt, hvor magt og modstand, styrke og skrøbelighed, refleksion og begær, er intenst forbundne. Det er en form for historieskrivning, der er optaget af gennem kunstnerisk bearbejdning at beskrive dette landskab snarere end at ændre det.

Akram Zaatari, Composition for Two Wings, oversiktsbilde fra utstillingen. Foto: Vegard Kleven.


Akram Zaatari, Composition for Two Wings, oversiktsbilde fra utstillingen. Foto: Vegard Kleven.

Således er Zaatari trods indholdet i hans værk ikke nogen politisk kunstner i aktivistisk forstand. Hans engagement i den mellemøstlige situation sker på et mere underspillet æstetisk plan, gennem billeder, i hans kunst og arbejde med The Arab Image Foundation i Beirut. Hans værk er med andre ord ikke blot politisk, men billedpolitisk. Det undersøger billedets politik, dets uundgåelige involvering i politiske strukturer afhængigt af hvad det gør synligt, og hvad det lader forblive usynligt. Billedet er ikke bare en repræsentation af landskabet, men en skaber af landskabet. Og det er denne skabende kraft som Zaatari kritisk og poetisk arbejder med.

Det lykkedes bedst i The Uneasy Subject. (Eneste problem i denne fløj er en langt fra perfekt lydkulisse, hvor værkerne forstyrrer hinanden.) Selvom dokumentaren om nøgenfotografen Van Leo med tilhørende fotografier og de approprierede videoer af unge libanesere, der poserer på Youtube ikke ligefrem er originale greb indenfor de to genrer, så er de er præcist tænkt og sikkert udført, og udtrykker samtidig en subtil sensibilitet for subjekternes «urolige» integritet. Det er en sensibilitet, som er endnu mere pointeret i de forstørrede kontaktkopier af fotografier af bodybuildere fra 1948, placeret i diskret oplyste montrer. Zaatari viser også det værk som er med på Istanbul-biennalen, Tomorrow Everything Will Be Alright (2010), en video hvor to mandlige subjekter forenet efter mange års adskillelse kommunikerer med både besvær og forhåbninger gennem en skrivemaskine. Værket understreger Zaataris grundlæggende interesse i mediers eller medieringens påvirkning af vores selvopfattelse og forståelse af vores position i verden. Som Friedrich Nietzsche konkluderede efter forgæves at have forsøgt sig med en skrivemaskine, så «påvirker vores skriveværktøjer også vores tankevirksomhed». Zaatari udvider perspektivet i denne pointe til angå medier mere generelt samtidig med at han knytter den til mellemøstlig kropskultur – i 1948 og i dag – og stiller det basale spørgsmål, hvad der sker med begreber om fysisk intimitet og integritet når kroppen eksponeres gennem distribuerede billeder. Han svarer selv indirekte med værkets titel. Det fører til en uro, hvor subjektet befinder sig i konstant forhandling mellem eget og mediesystemernes begær.

Akram Zaatari, Composition for Two Wings, oversiktsbilde fra utstillingen. Foto: Vegard Kleven.

Mindre vellykket er Earth of Endless Secrets. Trods de stærkt ladede fortællinger om politisk og militant modstand taber udstillingen og Zaataris projekt momentum i det oplyste rum. Ambitionen om formel perfektion kommer til at overskygge den kritiske ansats i indholdet. De ovenud lækre fotografier, udført med en teknik der kan minde om Andreas Gursky, og ikke mindst den altdominerende hvidhed synes at domesticere billedmaterialet i en sådan grad at dets fortællinger om politisk modstand svækkes i intensitet. Den sensibilitet for materialet som kommer til udtryk i The Uneasy Subject er her afløst af en arkivisk ophobning og præsentationsdesign, der tenderer at reducere værket til forskelsløs overfladeffekt. Det får nærmest karakter af en galleriudstilling, hvor objektfetich (med henblik på salg) blokerer for indlevelse og refleksion.

Måske er det en af risikoerne ved omfavne den hvide kube i dag hinsides det institutionskritiske projekt? Sammenligner man fx med Information på MoMA i 1970, der også viste politisk billedmateriale, men i en anderledes utilpasset og konfronterende form, så er det tydeligt at Zaatari ikke er interesseret i at udfordre institutionen og dens gældende «distribution af det sanselige», for at bruge Jacques Rancières betegnelse. I stedet for at bruge den æstetiske bearbejdning til at udfordre vore måde at se og tænke materialet på tilpasser i Zaataris tilfælde materiale til institutionens givne rammer. Og det er, hvis man følger Rancière ensbetydende med en afpolitisering af kunsten. Zaataris æstetiske bearbejdning skaber en form for konsensus, snarere end «uenighed». At yde denne konsensus modstand er en relevant billedpolitisk udfordring i forhold til vores visuelle kultur i det hele taget, men altså også specifikt i forhold til Zaataris eget værk.

Akram Zaatari, Composition for Two Wings, oversiktsbilde fra utstillingen. Foto: Vegard Kleven.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!