Los Angeles – A Fiction

Kurateret af Gunnar B. Kvaran (Astrup Fearnley Museet), Thierry Raspail (MAC Lyon) og Nicolas Garait-Leavenworth



Astrup Fearnley Museet, Oslo
22. september 2016 - 22. januar 2017
Kritik 28.10.16

Do you want californication with your fries?

Paul McCarthy, Rocky, 1976. Videostill.

Paul McCarthy, Rocky, 1976. Videostill.

Hvad skal man gøre med et sted, hvor blomsterne altid blomstrer? Hvor skyer af violet bougainvillea svæver rundt om kubistiske paladser, og hvor din Mimosa-drink kommer i formatet bottomless, neverending? I et så drømmeagtigt sted som Los Angeles findes flere pulserende, pumpende drømmefabrikker: Hollywood, selvfølgelig, Disneyland og San Fernando Valley, også kendt som Pornvalley, hvor 90% af al lovligt produceret amerikansk pornografi bliver til. Det stageset-agtige hældes ud af drømmefabrikkerne overalt, blot at gå ned ad gaden – noget som er forbeholdt de fattige og folk uden kørekort – kan hurtigt gøre det relevant at spørge, om man er del af en filmoptagelse, et satanisk ritual, et raceoprør, eller eventuelt det hele på samme tid.

    Ed Ruscha, The Back of Hollywood, 1968. Gjengitt med tillatelse fra kunstneren. Foto: Paul Ruscha.

Ed Ruscha, The Back of Hollywood, 1968. Gjengitt med tillatelse fra kunstneren. Foto: Paul Ruscha.

Den californiske solvarme skaber en overflodskultur, en multikulturel og multiæstetisk maksimalisme. Hvor man i New York siger «be cool» siger man hellere «hang loose» i Los Angeles. Begge steder eksporterer deres specifikke livsstilsbrands, specielt til os, til Europa: Do you want Brooklynization or Californication with your fries?

Henry Taylor, G Related, 2004. Gjengitt med tillatelse fra kunstneren og Blum & Poe, Los Angeles/New York/Tokyo.

Henry Taylor, G Related, 2004. Gjengitt med tillatelse fra kunstneren og Blum & Poe, Los Angeles/New York/Tokyo.

Denne efterårssøndag med blændende sol på Aker Brygge og Tjuvholmen i Oslo er det mest af det sidste. En ven og jeg går over de små broer ud mod Astrup Fearnley Museet. Vi ser ned gennem de små kanaler og udbryder: «Det er som Venedig!» Samtalen kredser om, hvorvidt de nybyggede, vildt stilciterende luksuslejligheder omkring os er i italiensk eller japansk stil. Jeg peger mod et pagodeagtigt tag, eller er det snarere et maritimt tema?  

Yderst på spidsen, hvor man næsten skulle forvente at se en galionsfigur, balancerer et lille hvidt overvågningskamera, næsten guddommeliggjort i kraft af sin prominente placering. Nogle skatere hamrer forbi, og et lys går op for os: Ikke Venedig, men Venice Beach! At være cool er alt for modernistisk til Aker Brygge, coolness er en minimalistisk stil, der er intet af det her, dette er pure californication, sol og vand og drømmefabrik. «Hang loose!», råber vi og ler som smølfer.  

Vi passerer gennem den lille skulpturpark udenfor museet: «Balls!» råber jeg om en skulptur, men bare få skridt længere fremme anskuet fra et nyt perspektiv råber min ven: «Tits!» Begge har vi naturligvis ret, større konflikter opstår når vi ikke kan finde ud af om de øvrige skulpturer forholder sig til et maritimt tema eller snarere skal forestille en slags forvokset sexlegetøj. Mister Cool ville svare enten/eller, Miss Hang Loose råber bare: «Both! All of it! Now!»

John Baldessari, Yeah I know…, 2015. Foto gjengitt med tillatelse fra kunstneren, Marian Goodman Gallery og Sprüth Magers.

John Baldessari, Yeah I know…, 2015. Gjengitt med tillatelse fra kunstneren, Marian Goodman Gallery og Sprüth Magers.

Det er intet stort chok, at Astrup Fearnley Museet med udstillingen Los Angeles – A Fiction satser på en præsentation af kunst fra Los Angeles. Det fremstår ikke umiddelbart som en tradition, eller et koncept som recirkuleres, men det er nok mest fordi et almindeligt kunstpublikum næppe har en hukommelse som strækker sig længere tilbage end otte til ti år. Der har imidlertid (og selvfølgelig) været større præsentationer af kunst fra Los Angeles i Skandinavien tidligere, for eksempel kan nævnes Sunshine & Noir 1960 – 1997 på Louisiana (1997) og Tid & plats: Los Angeles 1957 – 1968 på Moderna Museet (2008).  

At Los Angeles er en fiktion kan næppe bestrides, alle steder består af en slags kybernetisk konstellation af geopolitisk realitet og fantasmagorisk mytologi. De fantasmagoriske lag kan imidlertid være rigere eller fattigere alt efter sted og er ofte afhængige af poetisk besyngelse. Hvad ville Island for eksempel være uden Egill Skallagrímsson og Bergen uden Erlend O. Nødtvedt som synger om byen, dens kreative fællesskaber og evige regnvejr? Hvad ville Romsås være uden Maria Navarro Skaranger? Poetisk besyngelse og branding er én og samme ting, en indsigt som meget snart vil løfte poeter op i samme indtjeningsklasse som Oslos forlagsfolk.  

Los Angeles – A Fiction. Installasjonsbilde, Astrup Fearnley Museet 2016. Foto: Christian Øen.

Henry Taylor, It’s Like a Joungle, 2011. Los Angeles – A Fiction. Installasjonsbilde, Astrup Fearnley Museet 2016. Foto: Christian Øen.

Los Angeles – A Fiction er en kunstudstilling med en litterær overbygning, kataloget er formet som en klassisk Noir-roman, og her findes et par hundrede fragmenter fra Los Angeles-relateret litteratur. Elefanten i rummet er nok Jean Baudrillards America (1986), som ikke citeres, men som uden tvivl har påvirket forfattere som Bret Easton Ellis, som siden blev en vigtig trubadur i området. Andre sværvægtere i kataloget som Joan Didion og Thomas Pynchon har i hver deres genre besunget og kritiseret byen. Følelser er sjældent en one way road, og man kan nok slå fast, at ambivalens er drivkraften bag de mest betydelige forfatterskaber.  

Det er uklart, hvilken genre Baudrillard skriver i, men America må betegnes som en rejsedagbog skrevet af en af postmodernismens vigtigste filosoffer. Didion er en generation ældre, hendes tid er ikke 80’erne, men de sene 60’ere og de voldsomme kulturelle brydninger som fandt sted på dette tidspunkt. I det hele taget er det som at blive borte i en slikbutik at forsøge at tælle de mange stilarter som har sit udspring på den amerikanske vestkyst. Det er et dejligt sted i hjernen at søge hen: Byt depression ud med glitter! New Journalism kaldes Didions stil, en bicoastal trend som inkluderer Thomas Wolfe og flere andre. Alle journalister med en ny, ekspanderet jeg-følelse, en ny subjektivitet typisk for 60’erne.  

John Divola

John Divola, Intervention A, 2007.

En annen stilart, som i kataloget repræsenteres af Vanessa Place og Chris Kraus, er New Narrative. Kraus beskriver selv sin genre i romanen I Love Dick (1997): «It’s kind of like, Calle Art.» Bemærkning citeres i kataloget, men følges ikke op i udstillingen. Kraus refererer både til CalArts, epicenteret for såkaldt Cunt Art i slutningen af 70’erne, blandt andet repræsenteret ved Judy Chicago, men spiller også på den franske kunstner Sophie Calles privatdetektivagtige, intime værker som både er litterære og visuelle.  

Noir og alt det andet findes i kataloget, hvis tekstudvalg lidt for ofte kredser omkring det myteomspundne hotel Chateau Marmont og Charles Manson-mordene. En bog som Violence Girl: East L.A. Rage to Hollywood Stage, a Chicana Punk Story (2011) af Alice Bag fra punkbandet The Bags kunne have fungeret som en alternativ portal ind til byens mange stilarter og deres respektive oprindelsesmyter. Penelope Spheeris’ dokumentarfilm The Decline of Western Civilization (1981, 1988) dækker punkscenen (som Bag var del af) og senere den hair metal som er Los Angeles’ varemærke, og som tatoveringskunsten også er del af. Desværre er der hverken Cunt Art eller tatoveringskunst på den aktuelle udstilling. I underetagen præsenteres vi imidlertid for to af den californiske pop- og konceptkunsts founding fathers, Ed Ruscha og John Baldessari. Billedkunst er billedkunst, after all, og et sted må historien begynde.

Rodney McMillian, 3 Moons One Into a galaxy, åååå.

Rodney McMillian, 3 Moons: one into a galaxy, 2016.

Kunstnere som Ruscha og Baldessari er typisk repræsenteret ved et eller flere ikoniske værker og et samtidigt værk som kommenterer det ældre. Rummet summer af neon, glasrefleksioner og kølige popartoverflader. Ruscha bidrager med en urovækkende gengivelse af Hollywood-skiltet set bagfra: Glitter og mørke undertoner. Det er nemt at føle sig som en flue der tiltrækkes af et sår. Jeg har mindre interesse i neon (Robert Irwin) og glas (Larry Bell), og bruger hellere tiden på steder med en ru overflade, en bestemt taktilitet som får mig til at undres: Et par mønstrede sengebetræk hænger på væggen, plettede af tykke flager af plastisk maling. Rodney McMillians værker gør abjekte, kropslige udsondringer til interessante former, broderer omkring dem, viser en blodpøl som en glamourøs blomsterform. Vi er i Manson-territorium på denne væg, lige efter følger store fotografier af John Divola. Manson-kultens mord på filminstruktøren Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate midt i Summer of Love, med dets forstyrrende associationer til plottet i Polanskis film Rosemary’s Baby (1968), er ensbetydende med et punkt i tiden hvor den stofpåvirkede, kollektive frigørelse eksponerer sin grimme underside. Divolas fotografier viser udbrændte strandhuses interiører, væggene sprayet med mystiske tegn og den californiske solnedgang svævende fremmedgjort i vinduesrammerne.  

Unge menneskers skæbne i Los Angeles, smertefuldt i klemme mellem rolle og realitet i film- og modeverdenen, har fået mørke, surrealistiske kommentarer fra filmskabere som David Lynch (Mulholland Drive, 2001 og Inland Empire, 2006) og Nicolas Winding Refn (The Neon Demon, 2016). Her opfører kunstnerne sig også som fluer, de tiltrækkes af det som er tilbage under glas- og neonoverfladerne, abjekte smuler fra Hollywood og Disneys drømmeproduktion; Snehvide og Askepot der ender op i Pornvalley. Flere arbejder aktivt med filmnarrativer, som Paul McCarthys dybt urovækkende video hvor han med smilende Rocky-maske hamrer på sin egen nøgne krop og hoved med boksehandsker på. Masken synes at hæmme hans vejrtrækning, kroppen smøres ind i ketchup som også splattes på den hvide væg bag ham. Boksehandskerne forsøger at gribe om en slap penis, Rocky-figuren jubler ekstatisk og slår til slut sig selv bevidstløs. Michele O’Marahs udbombede kulisser er rester fra en filmoptagelse malet i stærke blå og orange farver. Dette er åstedet for et remake af Barb Wire (1996), i sig selv et remake af Casablanca (1942), med en sort skuespillerinde i Pamela Andersons rolle. På trods af referencerne til hippietiden virker det alligevel som om rummet drømmer om 80’erne, som Winding Refns neondæmon er der meget som æstetisk og filosofisk peger på midtfirserne, hvor Baudrillard og Ellis med forskellige udgangspunkter formulerede grundlæggende tanker om Californien som postmoderne dream space with a twist.  

Martyne Syms, She-mad-laughing-gas, ??

Martyne Syms, Laughing Gas og Is You Is or Is You Ain’t, begge 2016. Foto: Christian Øen.

På anden sal kommer vi nærmere samtiden med eksplicitte referencer til byens racespændinger med gadeoprør i 1965 (Watts riots) og 1992 (Rodney King) med Henry Taylors malerier og den pladskrævende oprørsinstallation It’s like a Jungle (2011). Martine Syms’ videoværk Laughing Gas (2016) fortæller på en firedelt skærm historien om et besøg hos tandlægen. Her bliver Martine høj på lattergas, hun orienteres om at hun ikke har dækkende sygesikring hvorefter hun går leende og hallucinerende hjem uden behandling. Fortællingen afbrydes i glimt af kendte sorte Hollywood-skuespillere, og latteren fremstår som en uhyggelig reaktion på akut nød og fattigdom. Byens specielle flora og aktuelle problemer med tørke tages op i en stribe værker. Bag høje plankeværk findes overdekorerede haver med overvejende plastiknatur, som William Leavitts installation gør opmærksom på er disse haver, med mikrofoner koblet til piblende vand, iscenesatte simulakrumverdner som virker rustet til en plastikfremtid hvor naturen er fiktiv snarere end organisk. Racespændinger findes i kataloget, og refleksioner over byens palmetræer, men der savnes stærkere udsagn om, hvordan man forholder sig til klimaproblematikker.  

Udstillingen fremstår alligevel som vellykket, rummene virker ikke halvtomme denne gang. Det er tydeligt at museet vil forstærke sin Venice Beach-agtige identitet by association, og at man approprierer en Los Angeles-trubadur som Ellis til at besynge Tjuvholmen. På den lille strand udenfor museet sidder en dreng og hælder småsten over sit hoved, tydeligvis traumatiseret af Paul McCarthy-videoen. En pige balancerer en softice og en mobiltelefon. Selvfølgelig vinder telefonen, softicen ligger tilbage og smelter stille for sig selv i den bagende sol.

Larry Bell, Los Angeles – A Fiction. Installasjonsbilde, Astrup Fearnley Museet 2016. Foto: Christian Øen.

Larry Bell, First & Last, 1981-1989. Installasjonsbilde, Astrup Fearnley Museet 2016. Foto: Christian Øen.

Robert Irwin

Til venstre: Robert Irwin, Swiss Maid, 2015. Installasjonsbilde, Astrup Fearnley Museet. Foto: Christian Øen.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!