Maiken Bent, Anna Bjerger, Milena Bonifacini, Ib Braase, Matt Calderwood, Desmond Church, Alex Da Corte, Cathrine Raben Davidsen, Graham Dolphin, FOS, Helen Frik, Ryan Gander, Ditte Gantriis, Poul Gernes, Lothar Götz, James Hyde, John Kørner, Malene Landgreen, Albert Mertz, Maria Nepomuceno, Opavivará!, Torben Ribe, Charlie Roberts, Simon Starling, Superflex, Daniel Svarre, Evren Tekinoktay, Pernille Kapper Williams, Richard Woods



Chair, Chair, Chair, Lamp, Table, Bed, Sofa. Furniture by Artists.


David Risley Gallery, København
17. marts - 28. april 2018
Kritik 28.03.18

Dette er (ikke) en stol

Chair, Chair, Chair, Lamp, Table, Bed, Sofa. Furniture by Artists, installation view, David Risley Gallery, 2018.

Det allerførste, jeg møder ligner en gimmick. På et hvidt podie står, hvad der ved første øjekast ligner en kommunal bænk, men hvor sædet skulle være, er der i stedet monteret et spinkelt pink lysstofrør, ligesom ryglænet er erstattet af en plastiskkost. Kunstneren er amerikanske Alex Da Corte, hvis særkende det er at skabe objekter, der ganske vist associativt lover os noget, men som sjældent lever op til sit løfte. Eksempelvis en ren, pastelfarvet plads at hvile i det offentlige rum, men her i en udgave, der spænder ben for sig selv, idet man ikke engang kan sidde på den.

Alex Da Cortes værk, Soft Sweep (2018), er repræsentativt for den ene halvdel af genstandende på David Risley Gallerys nyåbnede udstilling Furniture by Artists. Det er skulpturelle objekter, der ganske vist ligner møbler, men som alligevel viser sig at være noget ganske andet. I denne kategori finder vi også Milena Bonifacinis papmache-objekter, der mimer en art retro-country interiørobjekter, men som qua sit materiale ofte er frataget enhver funktionalitet som sådan. Desuden et Maiken Bent-værk (Yellow, 2017) løseligt bundet op omkring en madras, et af John Kørners sengeliggende problemer og et bord af Daniel Svarre, hvis titel Just Frustration (2016), givetvis peger på at objektet står nonchalant lænet op ad væggen og altså er helt uanvendelig som netop bord.

Værker af Alex Da Corte og Helen Frik, Chair, Chair, Chair, Lamp, Table, Bed, Sofa. Furniture by Artists, David Risley Gallery, 2018.

Den anden halvdel af udstillingen består mere forventeligt af møbler, keramik og tekstiler, der nok er designet af billedkunstnere, men som sagtens kunne ligne noget, man kunne finde i byens mere eksklusive møbelbutikker. Cathrine Raben Davidsen viser sig ikke helt overraskende at være en overordentlig habil designer af funktionelle objekter, som eksempelvis en række meget smukke krukker med ansigter, lamper og små runde borde af den slags, man ville forvente at finde hos Gubi eller Etage Projects.

Når kunstnere designer møbler, er det, hvis man skal tro denne udstilling, især stole og lamper, de kaster sig over. Ikke mindre end tre forskellige Gerrit Rietveld-stole (af henholdsvis Ryan Garder, Superflex og Simon Starling) er at finde blandt de udstillede genstande, der i bedste Ikea-stil står grupperet, så de danner små øer af hjemlighed midt i al kaosset. Alligevel er det overordnede udtryk langt fra Ikea eller Skandinavisk minimalisme i det hele taget. Det skyldes til dels, at udstillingen er indrammet af et gigantisk vægmaleri fra Lothar Gotzs udstilling, der åbnede i februar og som går i fin cirkusdialog med Malene Landgreens kulørte baldakin i loftet, men også at mange af værkerne – både møbler og ikke-funktionelle objekter – har andre agendaer end blot det æstetiske.

Visse steder fungerer de små, hjemlige opsatser af møbler, ikke-møbler og alt derimellem virkelig fint, som eksempelvis på endnu et hvidt podie, hvor en pangfarvet Ryan Gander-stol og et af Ditte Gantriis provinsfrisør-agtige smedejernsopsatser ser ud til at hygge sig på ekstremt umage vis foran Torben Ribes Untitled (2018), en collage på lærred monteret på en tv-fod. Det er således særligt i sammenstillingen af modsatrettede æstetikker at kurateringen, som Risley selv står bag, tydeliggør sin intention om at være mere end blot en gruppeudstilling tematisk centreret om brugskunst. Men det er også her, den bliver en lille smule irriterende for denne anmelder.

Værker af Malene Landgreen, FOS og Helen Frik, Chair, Chair, Chair, Lamp, Table, Bed, Sofa. Furniture by Artists, David Risley Gallery, 2018.

Man vil tydeligvis gerne diskutere kunst som luksuriøs konsumvare med samme skæve smil, som man gerne vil sælge kunst som netop luksusdesign, og det er der en vis godmodig avantgardespøg i.

Mens jeg er tilstede i galleriet, går de besøgende rundt med næsen i prislisten i en grad, man nok ikke havde set, hvis der havde været tale om mere traditionelle, det vil sige nonfunktionelle, skulpturer – omend prisen er nogenlunde den samme .– og man kan med lidt god vilje opfatte det som et performativt element i udstillingen, at beskueren så villigt indgår på præmissen om, at der er tale om et konventionelt møbeludsalg. Men man kan også mene, at udstillingen spiller det sikrest tænkelige kort ved at ville sælge luksusmøbler, og i samme hug gøre os bevidste om, hvordan vi ser på bestemte æstetiske genstand som konsumvarer.

I pressemeddelelsen kan man læse, at Furniture by Artists blandt andet diskuterer, hvor skulpturen slutter og møbelet begynder. Da jeg forlader David Risley Gallery er jeg dog ikke blevet stort klogere, ud over at jeg er blevet bekræftet i, at overgangen er flydende. Man kan også læse, at udstillingen gør op med ideen om dansk design som noget, der har med træ, lys og renhed at gøre, til fordel for et mere spraglet og surreelt udtryk. Men det er vel også forventeligt, at værker, der ligger sig i en gråzone mellem skulptur og møbel bevæger sig ud over de allermest klassiske klicheer om «dansk design». Snarere synes udstillingen at dyrke et anstrengt, konceptuelt mellemstadie: Man vil være en møbelbutik, der sælger ikke-møbler, ligesom man vil stille sig kritisk overfor det kommercielle, som man samtidig dyrker.

Det er denne lunken-ironiske mellemposition, der gør, at uanset hvordan man stiller sig i forhold til Furniture by Artists – om man ser lækkert design eller konsumkritik, møbel eller kunstværk – så forbliver joken på beskuerens bekostning.

Værker af Richard Woods, Lothar Götz, Superflex, Cathrine Raben Davidsen, Milena Bonifacini, Desmond Church, Poul Gernes og Maiken Bent, Chair, Chair, Chair, Lamp, Table, Bed, Sofa. Furniture by Artists, David Risley Gallery, 2018.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!