Mellem tårne

Randi og Katrine

Arken Museum for Moderne Kunst, Ishøj
31. januar - 1. november 2015
Kritik 13.02.15

Der er simpelthen tale om tårne

Randi og Katrine, Mellem tårne, Arken, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Randi og Katrine, Mellem tårne, Arken, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Må man godt skrive en anmeldelse af sine veninder? Må kunstnere gerne skrive anmeldelser af andre kunstnere? Redaktøren har uanset bedt mig forsøge at skrive en anmeldelse af duoen Randi og Katrines udstilling Mellem tårne i den såkaldte Kunstakse på Arken. Overvejelse: Der hersker en følelse af snarligt sammenbrud i kunstverdenen (det evige efterår har sat ind, højelver-folket driver væk fra kunstrummets værk-plateauer, og sætter af i spændstige skibe mod horisonter af realness og uprætentiøs kommercialitet), så måske kan vi tage lidt let på forestillingen om en opdeling af magten i udøvende, udstillende, samlende og kritiserende. Hvor jeg står er det alligevel mest kunstnerne selv der på en relevant måde udstiller og samler hinanden, så jeg hopper i baljen (i stedet for på elver-færgen) og siger: Vi kan altid fortryde senere. Vi kan sige, at jeg skriver denne her anmeldelse, og så kan vi beslutte bagefter, om det er en anmeldelse. Disclaimer: I 2010 arbejdede jeg i seks måneder sammen med Randi og Katrine i kollektivet Party and Lost, der også bestod af min gamle gruppe Ingen Frygt, samt kunstnerduoerne Hesselholt & Mejlvang og BankRau. Vi lavede en udstilling til Den Frie i København om kannibalistiske fællesskaber under sloganet «man må aldrig noget». Jeg kendte ikke rigtigt de andre på forhånd, og det var nogle helt sindssyge måneder, eksperimenterende og hårde, men også en ubetinget lykkelig periode i mit liv. Så nu kender jeg dem rigtig godt, Randi og Katrine, to af de mest hårdtarbejdende kunstnere, der nogensinde er mødt op i et par overalls. Det gør det til gengæld måske des mere morsomt, at jeg ofte ikke forstår en bønne af deres værker.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Mellem tårne finder sted i det store akse-rum, som man møder umiddelbart efter butikken, når man entrerer Arken. Ned igennem aksen fordeler sig en række kæmpe modeller af danske transformatortårne i en gigantisk installation, der på en gang opleves som scenografisk og landskabelig. Væggene er til lejligheden malet i en ulmende rumfærge-grå som matcher gulvet, og som hverken illuderer vejrlig eller et tidspunkt på dagen, hverken gry eller skumring, nat eller dag, men som alligevel indkapsler tårnene i en form for miljø. Tårnene er forbundne af denne farve, og af el-ledninger der løber mellem dem og her og der tager afsæt på væggene, og af en brummende komposition af el-musik, hver tårn har sin lyd. Transformatortårne er ellers afskaffet i Danmark nu, og de manifesterer absolut også sig selv som forældet infrastruktur ved mere at ligne landsby-kirketårne end funktionel arkitektur. Randi og Katrine har forsynet træmodellerne med både naturtro detaljer – flader, der er bemalet så de ser rustne eller vejrbidte ud – og stiliserede tivoli-effekter, såsom en flok fugle i silhuet, der bevæger sig rundt inde i et tårn. Der er et dejligt arbitrært spænd i effekt-palletten. Men udstillingens vigtigste greb er måske dette: Det første tårn er bygget, så det er en anelse større end et virkeligt tårn. Når man bevæger sig ned gennem rummet formindskes størrelsen på tårnene i takt med den faldende loftshøjde. Det sidste tårn har noget dukket over sig, men er samtidig ikke så petit, at der bliver sat forklarende lighedstegn mellem beskuer-krop og tårn. Vores indbyrdes størrelsesforhold er bare pludseligt forandret. Værket har ikke travlt med at støde dig fra sig, men faktisk heller ikke med at støde til. Det fylder rummet med en egen naturlighed som en god biograffilm, man fortaber sig i. De store institutioner har altid elsket Randi og Katrine, og jeg tror, at Randi og Katrine elsker dem tilbage, og i den forbindelse vil jeg tillade mig at tale lidt om skala og om huset Arken. Når jeg ankommer til Arken, får jeg altid den sikre fornemmelse, at man er kommet til bygge museet i halv størrelse. Der er for lidt Starship Titanic og for meget papmodel over bygningen, som fremstår som om den prøver lidt for hårdt på at ligne et stort museum.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Indenfor er der så til gengæld monstrøst stort – ikke mindst det kajakformede akse-rum er et helt vildt sted at skulle udstille. Jeg erindrer at have set rutinerede storformats-typer som Christian Boltanski blive spist som en betuttet skoledreng af det der kropumulige rum. Jeg påtaler disse forhold ved museets arkitektur, fordi de kan pege på flere centrale greb i Randi og Katrines værker, både den arkitektoniske arketypering som sådan, og på dét at størrelse kan være helt afgørende for, om trylleformularen virker for sådan en arketype. I denne her udstilling bliver det tydeligt at Randi og Katrine «taler skala» totalt flydende. Aldrig har kunstaksen set større ud og aldrig har den været så godt og flot udfyldt. Jeg nævner også Arkens lidt for lille skal og buldrende indre, fordi arkitekturen for mig altid er gået i kemisk reaktion med husets blockbuster-programmering og kunstboble-samling – et mix af døde berømtheder og noget fjernt man har læst om i Artforum, som bare ikke hidser mig til at besøge. Men at Arken vælger at give Randi og Katrine en stor udstilling føles friskt, og jeg tror ikke kun det er af sympati med venindernes succes. For de har unægtelig succes, de er farligt folkelige, med Irma-dåse på, og der er udsmykninger, permanent værk på færge og gigantisk installation på Sydney-biennalen og gang i den. Jeg kan godt lide, at Arken bruger musklerne til at tage den succes alvorligt og give den rum at vokse i. I det hele taget klæder det museet at perspektivere sin powerpop-samling med en udstilling, som investerer i yngre, lokale kræfter. Randi og Katrine laver nemlig popkunst, når de shaker objekt og arkitektur om til Traumerei. De seneste år har deres produktion været præget af en række fabulerende værker, hvor det surreelle og psykologiserende har været dominerende, eksempelvis deres antropomorfiserede huse med øjne, næser osv. I disse arbejder er duoens komplet uironiske omgang med nuttethed-på-en-ikke-internet-agtig-måde påfaldende – en pop-sensibilitet så radikal, at jeg er på nippet til at blive utryg. Det. Er. Så. Uartigt.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Jeg er selv – sikkert af neurotiske grunde – meget bange for at være nuttet. Tåge. For er det bare noget med, at det inderligt nuttede virker kontraintuitivt som en æstetik, der kan rumme kritikalitet? Og hvorfor egentlig? Mellem tårne har helt klart anstrøg af den dér sødme. Men det psykologiserende er nedtonet til et mere subtilt niveau, der giver mindelser til tidligere værkers abstrakte kølighed, f.eks. have-skulpturerne fra omkring 2005. De synes også at vende tilbage til den underlige nøgternhed, der præger et værk som Orcades fra 2006, som uden så meget dilledalle bare lige forestiller en lille butiksarkade. Jeg holder meget af, at Randi og Katrine laver den her slags værker, som byder det gangbare trods; som jeg, i en vis forstand, næsten kan have vanskeligt ved at forstå som værker, fordi der for mig bare er radikal mystik på færde, når piben kommer så tæt på at være en pibe. De løber jo om hjørner med en kedsommelig kommunikations-økonomi, hvor kunstnere skal levere ikke uefne udstillingsmanerer, så kommunikationsmedarbejderen ikke ueffent kan oversætte til ikke uefne formidlingstekster. Med en nærmest esoterisk ligefremhed har Randi og Katrine tilsyneladende dét på hjerte, at det her er nogle tårne, nærmere bestemt transformatortårne. Måske tager jeg fejl, men jeg har det altså sådan, uanset, at det er magisk, at der simpelthen er dét på hjerte, at her er der nogle transformatortårne. Jeg deler den glæde og det vemod, som er umiddelbart forbundet med dét, at det er transformatortårne. Så står tårnene der – som gamle venner livet har lagt en afstand til, og denne afstand gør sjælesyg, og alligevel er der straks også en ømhed. Værsgo. Ifølge mit pointsystem finder Randi og Katrine virkeligt sig selv i dette kolonorme format, med tårne, der næsten bare er tårne, hvor både nostalgi og skalering kredser omkring et pænt sælsomt 1:1. Det er en fabelagtigt god udstilling; varm, kølig, eftertrykkelig og mærkeligt dristig.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Randi og Katrine, Mellem tårne, 2015, Arken. Foto Torben Eskerod.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!