Femogtyve – det er antallet af kunst- og kulturhistoriske udstillinger med den danske kolonihistorie som tema, der åbner i år. I 2017 er det som bekendt hundrede år siden Danmark solgte de dansk vestindiske øer til USA, og i den forbindelse viser man også på Gl. Holtegaard en udstilling, der debatterer det, man i pressemeddelelsen kalder «en bittersød del af Danmarkshistorien»
Nordsjællandske Gl. Holtegaard har oplagte incitamenter til at diskutere netop dette tema, fordi selve den bygning, som rummer udstillingen, har rødder i den transatlantiske slavehandel. Stedets arkitekt, Lauritz de Thurah, var manden bag Frederiksstaden, der er opført for indtægter, som stammer fra kolonierne i Vestindien, og netop disse indtægter er også økonomisk grundlag for Gl. Holtegaard. Det er derfor ikke så underligt, at Kolonihistorier – magt og afmagt eksplicit italesætter spørgsmål om selvransagelse og skyld.
Udstillingen starter i et kongeblåt fordelingsrum, hvor den historiske baggrund ridses op igennem en blanding af værker fra samtiden, historisk billedmateriale i form af postkort og fotografier fra kolonierne og en allestedsnærværende formidler, der via højttalere i loftet forklarer, hvad man ser. De samtidige værker – storslåede marinebilleder, nationalromantiske skildringer af det eksotiske landskab på St. Croix og en lille salonophængning med portrætter af centrale figurer indenfor dansk handelsliv – præsenteres som historiske kilder, øjenvidneberetninger om, hvordan man fra dansk side oplevede perioden. Det forklares omhyggeligt, at kunstnerne i denne periode ikke var optaget af at skildre sociale vilkår og antydes, at det måske ikke kun skyldtes periodens opfattelse af kunstens opgave, men også at mange kunstneres indtægt var afhængig af de indtægter, portrætmalerier af periodens handelsspidser indbragte dem. Så langt, så godt.
Som modpol til denne historiske indledning står resten af udstillingens samtidskunstneriske bidrag, der alle forventeligt nok rejser en kritik af denne del af historien. Her finder vi en blanding af danske kunstnere – John Kørner, Joachim Koester og allestedsnærværende Jeanette Ehlers – og kunstnere med en eller anden tilknytning til det afrikanske kontinent og/eller til slaveriets historie. Stærkest for mig står Koester og Kørners værker, der begge tager udgangspunkt i en personlig oplevelse. Koester formidler i foto og tekst en gåtur med forfatteren Edgar Lake på St. Croix, hvor det, man kunne kalde «stedets ånd», de glemte historier og stemninger, gennemsyrer de ellers stillestående fotografier. Kørners installation fortæller om en figur fra hans barndoms Nakskov, nemlig Victor Cornelins der som 7-årig ankom til København fra øerne, og som med tiden blev en del af lokalmiljøet på Lolland, hvor han blandt andet styrede det lokale sygeplejerskekor.
Når de små, personlige historier fungerer bedst, så er det formentlig fordi, det er sværere end man lige skulle tro at skabe en relevant udstilling ud af dette ellers ultraaktuelle emne. Hollandske Patricia Kaersenhout har lavet et værk, som vist mest handler om, at det er noget skidt at holde slaver, og det kan man næppe i 2017 være uenig i, men det er symptomatisk for værkerne på udstillingen, at de primært synes at ville «gøre opmærksom på problemstillingen.»
Udstillingen er bygget op på modsætningsforholdet imellem de synspunkter, som naturligvis findes i samtidskunsten og kolonitidens (mangel på) holdninger, som vi finder dem i de nationalromantiske værker i fordelingsrummet – et klassisk eksempel på at se på fortiden igennem nutidens briller. Derved lærer vi ikke ret meget om, hvordan vi danskere tænkte i kolonitiden, og selv om flere værker peger på, at der stadig er reminiscenser af kolonial tankegang i dag, peger udstillingen heller ikke rigtig fremad. Man savner i den grad nye vinkler eller andre stemmer i Gl. Holtegaards udlægning af vores fortid som slavenation.
Man kan egentlig ikke klandre Gl. Holtegaard for at være i tvivl om, hvilket ben de skal stå på, for deres udstilling er langt hen ad vejen en præcis afspejling af den debat, der har været det seneste år. Vi gentager gang på gang, at slaveriet er et sort kapitel i Danmarkshistorien og at det er tid til selvransagelse, men hvordan, den selvransagelse skal udspille sig, er straks lidt mere uklart. Det er værd at notere sig, at ikke een af de 25 udstillinger, der finder sted i år, har valgt at tage udgangspunkt i ofrenes synspunkt, og selv om Gl. Holtegaards bud inkluderer værker af ikke-vestlige kunstnere, så er vinklen stadig så hvid, som den kan blive. Vi interesserer os fortsat primært for, hvordan vi selv skal leve med historien og vores dårlige samvittighed – alt imens orkanen Irma raserer Jomfruøerne, uden at det finder vej til den danske presse.
