At a Certain Distance

Rivane Neuenschwander

Malmö Konsthall, Malmö
11. september - 14. november 2010
Kritik 17.09.10

Brasilien–Tyskland !–?

Rivane Neuenschwander, Sunday, 2010. Stillbilde fra video.

Der er noget generationstypisk ved Rivane Neuenschwanders kunst. Ikke fordi hendes værker nødvendigvis ligner andre kunstnere født omkring 1967, men fordi hun ligesom en stor del af de kunstnere, som vi i dag regner blandt de væsentligste fra den generation, har baseret sit kunstneriske projekt på praksisser med rod i 1960erne – Rirkrit Tiravanija (Fluxus), Olafur Eliasson (Light and Space), Elmgreen & Dragset (minimalisme) og så videre. I Neuenschwanders tilfælde er det svært at ignorere slægtskabet med den brasilianske Tropicalismó-bevægelse fra 1960erne, hvor Hélio Oiticica nok er den mest markante repræsentant for bevægelsens billedkunst, der – kort sagt – er kendetegnet ved en uformel, transparent æstetik, der mixer udtryksformerne, inviterer publikum til at deltage og som gerne aktiverer flere sanser på en gang.

Rivane Neuenschwander, Palatable Digressions, 2010. Foto: Helene Toresdotter.

Ligesom mange af de kunstnere, der tidligere har udstillet på Malmö Konsthall, tager Neuenschwander livtag med stedet og Klas Anselms 2000 kvadratmeter store arkitektur. Det enkle, men omfattende indgreb Palatable Digressions, 2010 er en 50 meter lang, transparent markise, der strækker sig i et diagonalt snit fra kunsthallens tagvinduer ned til gulvet. Der er en stemning af markedsplads, ikke mindst fordi markisens kulørte striber består af sort peber, gurkemeje, tørret dild, pink krymmel, pulveriseret rødbede og andre krydderier, som er hældt ned i de lange, sugerørstynde baner, der løber inde i panelerne. En «velsmagende digression» som skal opleves med flere sanser og på flere niveauer – i gulvhøjde, når man bevæger sig under en slags stribet telt med skiftende lugt, lys- og farveindtag – og i lofthøjde, fra en slags trappestige, hvorfra Palatable Digressions fremstår som en art udvidet maleri a la Oiticica møder Daniel Buren. Mere stramt end Oiticica og mindre radikalt end Buren.

Rivane Neuenschwander, Prosopopoeia, 2010. Foto: Helene Toresdotter.

Ligesom Tropicalismó-bevægelsen havde sit udspring i tidens konkrete poesi går spørgsmålet om kommunikation, tegn og sprog som en underliggende strøm i Neuenschwanders værk. Flere af værkerne på Malmö Konsthall kan beskrives som en slags poetisk behandling af sprogets arbitrære struktur (jeg er garanteret ikke den første, der bruger adjektivet «poetisk» om Neuenschwanders kunst, hvilket i grunden må være lidt irriterende, men ikke desto mindre meget fristende), hvor sprog også skal forstås som andet end det, der sættes sammen af bogstaver og ord. Krydderier, citrusfrugter, æg og andre spiselige elementer indgår typisk som en slags parallelalfabet i hendes kunst. Også i Malmö, hvor værket Prosopopoeia, 2010 blandt andet byder på et stort antal udblæste æg, der hver især rummer et bogstav (anbragt inde i ægget!) og som kun kan ses, når ægget holdes op foran den lyspære, der hænger over opstillingen. Resultatet bliver et slags anonymt scrabble-spil, hvor et givent ord først kan afkodes, når man har gennemlyst hvert enkelt æg. Spørgsmålet med den slags interaktive værker er selvfølgelig om det i grunden er spændende at finde ud af, om den forrige besøgende har skrevet ’«Jeg elsker Johan» eller «Fuck art». Jeg er ikke overbevist og synes nok værket fungerer bedst som en indbydende skulptur, der – qua de mange æg – hidkalder samtlige Marcel Broodthaers’ ånder.

Sunday, 2010 er et stykke konkret poesi i skikkelse af videoværk. En grøn papegøje sidder på en pind i sit bur og spiser solsikkefrø med påmalede tegn – udråbstegn, komma, spørgsmålstegn, semikolon, punktum, tankestreg etc. Lydsporet er en sportskommentator, der følger VM-finalen mellem Tyskland og Brasilien i 2002. Jo flere solsikkefrø (tegn) papegøjen fortærer jo hurtigere og mere ophidset bliver kommentatorens stemmeføring. Det er som om nedbrydningen af de tegn, der giver sproget pauser og system, har indvirkning på, hvad kommentatoren siger og i sidste ende måske også på, hvem der vinder kampen? Et absurd postulat, som i tradition med den konkrete poesi sætter det typografiske udtryk på niveau med ordenes betydning og de lydlige effekter (fra såvel stemmen i den skrattende radio som den klikkende lyd af solsikkefrø, der knækkes med et næb).

Rivane Neuenschwander, At a Certain Distance, 2010. Oversiktsbilde, Malmö Konsthall. Foto: Helene Toresdotter.

Nogle ville måske kalde denne interesse for sprogets grundlæggende tilfældige struktur en slags semiotik for begyndere. Men da jeg senere samme dag skrår over Gustav Adolphs Torget i Malmö, hvor et stort politiopbud inklusive heste og politibiler forsøger at dæmpe en ophidset folkemængde, der raser mod en politiker, der holder valgtale fra scenen (fra Sverigedemokraterna?), tænker jeg, at der altid vil være brug for, at nogen spørger til sprogets fundamentale opbygning, renser ud, frisætter tegn og sanser og skiller ordene fra deres vedtagne betydning.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!