Morgan Bassichis, Sadie Benning, Nayland Blake, Justin Vivian Bond, Gregg Bordowitz, Pauline Boudry / Renate Lorenz, Nancy Brooks Brody, A.K. Burns and A.L. Steiner, Leidy Churchman, Liz Collins, Vaginal Davis, Harry Dodge, The Dyke Division of the Two-Headed Calf, Josh Faught, ektor garcia, Mariah Garnett, Reina Gossett and Sasha Wortzel, Sharon Hayes, House of Ladosha, Stanya Kahn, Carolyn Lazard, Simone Leigh, Ellen Lesperance, Candice Lin, Troy Michie, Ulrike Müller, Willa Nasatir, Sondra Perry, Christina Quarles, Connie Samaras, Curtis Talwst Santiago, Tschabalala Self, Paul Mpagi Sepuya, Tuesday Smillie, Sable Elyse Smith, Patrick Staff, Diamond Stingily, Mickalene Thomas, Wu Tsang, Chris E. Vargas, Geo Wyeth, Anicka Yi. 

Kurateret af Johanna Burton

 



Trigger - Gender as Tool and Weapon

New Museum, New York
27. september 2017 - 21. januar 2018
Kritik 16.10.17

Blød militarisering

Trigger – Gender as Tool and Weapon, 2017-2018. Installation view, New Museum, New York. Foto: Maris Hutchinson / EPW Studio

Med titlen Trigger – Gender as Tool and Weapon hentyder New Museums store, nye gruppeudstilling om køn på militant vis til den nye kulturkrig i USA, der i efterskælvet på Donald Trumps præsidentskab har genåbnet amerikansk identitetspolitik for fuld lue. Det siges eksplicit i udstillingskataloget, hvor kurator Johanna Burton fremhæver det paradoksale i, mens at kønsminoriteter i disse dage oplever en øget synlighed i det popkulturelle billede, så er der samtidigt sket en drastisk stigning af hadforbrydelser mod især ikke-hvide transkvinder. Synlighed i kulturbilledet er altså et tveægget sværd – så hvad er kunstens og institutionens rolle i denne «krig» om repræsentation? Skal man, som kritikeren Douglas Crimp skrev, da aids-epidemien var på sit højdepunkt, militarisere smerten i queerkulturen – vende sig fra diskurs til direkte aktion? Eller skal kunsten fungere som et slags helle, hvor alternative subjektiviteter kan eksistere, drømme, og formulere kritik fra et sikkert sted?

Det er disse spørgsmål, som tumles med i Trigger, der lægger sig i direkte forlængelse af New Museums tidligere køns- og identitetsudstillinger såsom William Olanders HOMO VIDEO (1986) og Marcia Tuckers Bad Girls (1994), som behandlede respektive køn- og seksualitetsproblematikker i sin tid. Hvis man skulle tillægge udstillingen et overordnet tema ville det være kunstens bearbejdelse af samtidens intersektionelle kønspolitik, hvor kønsidentitet altid skal forstås i relation til hudfarve, klasse, religion og kulturelt ophav. Det er absolut ikke ren utopi. Det ser man eksempelvis i Sharon Hayes’ 38 minutter lange film Ricerche: three (2013), hvor vi møder en gruppe unge elever på en af USA’s mange kvindekollegier (en type institution, der i de sidste årtier har udviklet sig til et vigtigt åndehul for intersektionel feminisme).

I Hayes’ film følger vi en åben interviewsituation, hvor der diskuteres hverdagslige emner som sex og kærlighed. Der udfolder sig dog hurtigt en anspændt konflikt blandt deltagerne af forskellig kønsidentitet, seksuel orientering, og hudfarve, hvor bedrevidenhed og bedømmelse af andre menneskers liv hurtigt tager overhånd: «Hvordan kan du være muslim, når du drikker og fester?», «Hvorfor skal du blande dig i mit voldelige forhold?», «Hvad ved du egentlig om feminisme?» Filmen viser med stor og rå energi, hvordan politiske og teoretiske tilgange til køn let fører til «policing» af identitet. Samtidig viser filmen på poetisk vis, hvordan identitetspluralitet i al dens kaotiske, mangfoldige og ustabile natur praktiseres i den virkelige verden.

Trigger – Gender as Tool and Weapon, 2017-2018. Installation view, New Museum, New York. Foto: Maris Hutchinson / EPW Studio.

Udstillingens undertitel, «Gender as weapon», viser sig imidlertid at være stærkt misvisende, da udstillingens 40 kunstnere og kollektiver (alle født eller bosiddende i Nordamerika) langt fra forsøger sig med interventionistisk politisk aktion. I stedet vendes blikket mod den udvidede queer-kulturs egne historiske modstandslokaliteter såsom natklubben, hjemmet, klubhuset og naturen, og de mikro-utopier de tilbyder – selv om det kun er for en enkelt aften.

I Reina Gossett og Sasha Wortzels video Lost in the Music (2017) mindes den sorte Stonewall-transaktivist og performer Marsha «Pay It No Mind» Johnson i skikkelse af skuespilleren Mya Taylor, der optræder på en scene i en storm af glitter, blomster og disko. Også Pauline Boudry og Renate Lorenz hylder scenens magi i en videoinstallation på museets fjerde sal, hvor de kendte performancekunstnere Werner Hirsch and Ginger Brooks Takahashi byder velkommen på en tom scene med en herlig og humoristisk tale, hvor rusmidler, hormonmedicin, kemoterapi og silikoneinjektioner blandes sammen i én stor pærevælling – en slags standup version af Paul Preciados queer opus Testo Junkie fra 2008. I et hjørne ser man Tschabalala Selfs patchwork-agtige collager af fløjl, denim og leopardmønstret stof, som på dynamisk vis repræsenterer den sorte, kvindelige krop i festlig bevægelse.

Hayes’ værk, såvel som de melodiske videoværker af Wu Tsang og Patrick Staff, virker på alle måder afvæbnende. Decideret rørende er Justin Vivan Bonds pasteller fra sin barndom: I mangel på transkønnede rollemodeller som barn vendte den unge kunstner sig lettere arbitrært mod Estée Lauder-modellen Karen Graham og kreerede et billedunivers, hvori hun figurerer som en helgen og et feminint forbillede. Fuldendt er bidraget fra det New York-baserede ballroom-kollektiv House of Ladosha, der tapetserer New Museums sterile hvide arkitektur med deres fabelagtige DIY-branding i museets entre. USA’s ballroom-kultur (hvor der konkurreres i at optræde køns- og klasseklichéer til perfektion) påpeger ikke blot, som Judith Butler engang postulerede, at køn er performativt, men at det altid skal læses igennem etnicitet og klasseposition.

Trigger – Gender as Tool and Weapon, 2017-2018. Installation view, New Museum, New York. Foto: Maris Hutchinson / EPW Studio

Generelt kan man sige, at – i stedet for et våben – udfolder den ekspansive og performative kategori «køn» sig i denne udstilling som et slags skjold, et socialt og politisk «sted», der giver plads til og omfavner verdens marginaliserede fortællinger og skæbner. På et formalistisk plan udfolder dette «nye» identitetsspektrum (der tager social, økonomisk, og etnisk baggrund til efterretning) sig igennem et alsidigt formsprog, der materielt blander historie med begær, og traumer med drømmende eufori. Vaginal Davis’ former knortede og lerskulpturer med festlige navne (såsom Fausthouse-Anal Deepthroat og Fountain of Salmacis, begge fra 2015), imens Josh Faugh håndvæver lette, melankolske tekstiler til minde om aids-krisens ofre (The Mauve Decade, 2014). Den afroamerikanske Diamond Stingly fletter meterlange braids i syntetisk hår, som snor sig på tværs af New Museums fire etager, og ektor garcia, hvis forældre er immigrantbønder og autodidakte kunsthåndværkere, blander et mexicansk udtryk med homo-fetichistiske abstraktioner. Hans store installation udtrykker en idiosynkratisk materialitet af lædermasker, hæklede duge og erotisk ladede fundne objekter.

Kunstnerne i Trigger insisterer overordnet på det kropslige og materielle aspekt af et kønnet liv, og generelt præsenterer udstillingen en kunstoplevelse, der på den mest sanselige vis implicerer kroppen og det taktile møde med verden. Med en enkelt undtagelse (Sondra Perry) beskæftiger udstillingen sig overhovedet ikke med det digitale. Dette peger måske på, at selv i denne digitale tidsalder er subjektivitet ikke sådan at løsrive fra kroppens lænker. Dette argument virkede dog temmelig uforløst i selve udstillingen, som alt i alt ikke rummer store overraskelser. På pligtopfyldende og på blød militaristisk vis præsenterer Trigger en New York-generation (andre ville kalde det en klike) af allerede etablerede amerikanske navne.

«Folk er forskellige fra hinanden» citerer Johanna Burton kønsteoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick i kataloget; «det er overraskende hvor få konceptuelle redskaber vi har for at forstå denne åbenlyse sandhed.» Burton præsenterer dog i Trigger flere bud på, hvad det vil sige at kuratere intersektionelt eller «trans-genre» (et teoretisk redskab, som Burton låner fra Vivian Bond) med en udstilling der sammenbringer værker på tværs af tider, medier, og socialpolitisk position – kun USA står tilbage som et fælles stedspecifikt motiv. Her overtages den autonome kunstoplevelse af en kollektivistisk og rodet sanseoplevelse, der måske bedre afspejler en queer-solidarisk tilgang til kunstens rum og gør udstillingen særdeles seværdig i denne ellers så militante tid.

Trigger – Gender as Tool and Weapon, 2017-2018. Installation view, New Museum, New York. Foto: Maris Hutchinson / EPW Studio

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!