Ekkorum. Thorvaldsen, Willumsen, Jorn og deres samlinger.

J.F. Willumsens Museum, Frederikssund

10. juni – 30. december, 2018

 



Farver & Striber


J. F. Willumsen

Arken Museum for Moderne Kunst, Ishøj
2. juni 2018 - 13. januar 2019
Kritik 21.06.18

Billedsamleren

J.F. Willumsen, Himmelgåden, 1938. Udlån fra J.F. Willumsens Museum. Aktuel på Farver & Striber, Arken, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Det er to meget forskellige J.F. Willumsen-udstillinger, man i øjeblikket kan se på henholdsvis J.F. Willumsens Museum i Frederikssund og på Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj. Og det er egentlig påfaldende i og med at begge udstillinger baserer sig på forskning i den store kolorists arkiver og i hovedsagen baserer sig på elementer af den samme historie om den danske maler (1863-1958) som rimelig manisk billedindsamler.

Willumsen blandt Tizian og Rembrandt

På J.F. Willumsens Museum er kurator og inspektør Anne Gregersen teamet op med billedkunstner Christian Vind, og i fællesskab er de to dykket dybt ned i Willumsens egen samling, der tæller op imod 2000 værker. Så mange er der dog ikke blevet plads til i udstillingen, for selv om Ekkorum indtager hele museet, har man valgt at perspektivere Willumsens samling med to andre markante – og omfangsrige – kunstnersamlinger, nemlig Bertel Thorvaldsens og Asger Jorns. Umiddelbart tre kunstnere, der ikke har alverden tilfælles, men som det skal vise sig i løbet af den fint kuraterede sammenstilling alligevel mere, end man umiddelbart skulle tro.

Ekkorum, Installationsview. J.F. Willumsens Museum, 2018.

Hovednummeret er naturligvis Willumsens egen, enorme og abnorme samling af udelukkende ældre, figurative værker, der først og fremmest er ophængt i museets hovedsal med Det Store Relief, af kunstneren selv,på endevæggen. Her hænger malerier med særligt barokke og manieristiske træk samt en del ikonmaleri fra gulv til loft. Lige indenfor døren hænger desuden et maleri af Willumsens samlever, den franske kunstner Michelle Bourret, der viser en lignende ophængning i parrets lejlighed i Nice.

I museets mindre rum finder vi Thorvaldsens samling af antikke genstande, der knytter hans egne klassicistiske skulpturer sammen med det historiske forlæg, men også en samling af romantisk maleri af samtidige danske kunstnere, primært med Italien som motiv. En finurlighed i udstillingen er den opdagelse, at mange af Thorvaldsens indsamlede værker har grotter, slugter  og huler som motiv og disse er uden yderligere fortolkning placeret i et rum for sig selv.

Ekkorum handler først og fremmest om kunstneren som samler, kurator og alternativ kunsthistoriker, og giver et detaljeret indblik i, hvad der drev de tre kunstneres indsamlingspraksisser. Det er vanskeligt ikke at forsøge at læse samlingen som en nøgle til kunstnerens egne værker – en slags biografisk fusion af liv og værk – eller som et forsøg på at positionere sig selv som det naturlige slutpunkt i en lang række af yndlingskunstnere.

Willumsen samlede eksempelvis store mængder af anonyme værker og tilskrev dem efterfølgende kunstnere som El Greco, Rembrandt, Delacroix og Tizian. Helt umulige tilskrivninger, som fortæller mere om Willumsens selvforståelse, ambition og stædighed, end om den kvalitetsmæssigt mild sagt svingende samling, han havde opbygget. Samtidig,  påviser udstillingen ikke en direkte og lineær vej imellem Willumsens egne værker, og den samling, han har opbygget.

Materiale fra J.F. Willumsens noter til Gamle Samling, J.F. Willumsens Museum, 2018.

I udstillingens sidste og mest interessante rum finder man Willumsens noter til samlingens opbygning og indre sammenhæng. Det er fotos, kopier, tegninger og skrevne lapper, der sammenstiller billeder på tværs af tid og kunsthistoriske hierarkier. Sideløbende med disse er Jorns optegnelser og noter til det kun delvist realiserede projekt om en kategorisering af nordisk folkekultur og her bliver det tydeligt, hvor beslægtede de to kunstnere er i tilgangen til at indsamle og kategorisere.

Titlen Ekkorum refererer til Baudrillards omtale af privatsamlingen som et selvreferentielt rum, der kun spejler samlerens egne valg og positioner. Men hvis man følger Christian Vinds spinkle netværk af antydninger og uforklarede forbindelser, vækker disse samlinger en tydelig genklang i sin beskuer ved netop at udpege andre veje igennem kunsten end den gængse kunsthistoriske.

Knold og Tot, og Willumsen

Imens Ekkorum udfylder alle sale på Willumsens Museum har man udlånt den faste samling til Arken, hvor udstillingen Farver & Striber viser Willumsens egne værker, fra de tidlige Krøyer-lignende impressionistiske værker, over fladebetonede symbolistiske lærreder og frem til de sene malerier, der har været genstand for så meget opmærksomhed gennem de sidste år. Men frem for at lave en klassisk biografisk udstilling, der følger Willumsens kunstneriske udvikling igennem de syv årtier, hvor han var aktiv, har man også her taget udgangspunkt i arkivmaterialet.

J.F. Willumsen, Madame vander sin kål, 1943. Udlån fra J.F. Willumsens Museum. Aktuel på Farver & Striber, Arken, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

I et rum domineret af Willumsens egne omfangsrige udklipsmapper søger man at afdække Willumsens mellemværende med tegneserien. I kataloget kan man læse, at Willumsen i 1900 ankom til New York, hvor han «blev overvældet af populærkulturens billedboom», hvilket angiveligt skulle have ansporet denne indsamling og kategorisering af billeder. I mapperne finder man studier i kropspositurer, bevægelser og elementer som frisurer og gestikulerende hænder, katte, hunde – og altså også nogle tegneseriefigurer. Enkelte af disse er taget ud og ophængt på væggene sammen med udsnit af færdige værker, der på  temmelig akademisk vis illustrerer et tilsyneladende sammenfald i æstetikker og greb.

Med udklipsmapperne og tegneseriestriben som udgangspunkt består resten af udstillingen af tematiske ophængninger på tværs af tider og genre. Nogle taler om voldsomme bevægelser, teatralsk lyssætning, vitalisme og et for tiden temmelig frigjort kvindesyn, mens andre holder sig mere snævert til motiver som bjerglandskaber, et kitschet Venedig og en underlig ophængning med en række grøntonede værker, der alle har en vandspejling tilfælles.

J.F. Willumsen, Selvportræt. Laurbærkrans på hovedet, 1943. Udlån fra J.F. Willumsens Museum. Aktuel på Farver & Striber, Arken, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Ophængningens ide er tydeligvis den, at man kan læse de enkelte ophængninger som en tegneseriestribe, hvori der sker en udvikling fra billede til billede, men her stopper ligheden også. For mens tegneserien eller filmstriben har en tidslig udstrækning, så hopper Arkens ophængning rundt i kronologien og fortæller nogle sporadiske historier om Willumsen, men mest om en forskningsmæssig interesse i at læse hele hans oeuvre igennem et overordnet prisme.

Man kan selvfølgelig sagtens indlæse store dele af Willumsens værk i en tegneserie-kontekst, og det er naturligvis helt åbenlyst rigtigt at pege på reklameæstetik, popkultur og karikaturtegninger af helte og antihelte som inspirationer for særligt Willumsens sene værker. Man kan sagtens genfinde både onkelhumor og bevidste spil på samme i Willumsens flade, lidt kulisseagtige baggrunde, hans tydelige konturstreger og hysteriske farvebrug. Men spørgsmålet er, om det er det mest interessante, der er at sige om Willumsen i dag? Og om en kunstner, hvis værker har så mange æstetiske sammenfald med den yngre samtidskunst, bedst formidles igennem referencer til et allerede bedaget medie som tegneseriestriben?

Dunkle stier og teateroplyste sale

Det er påfaldende, at to udstillinger, der tager udgangspunkt i samme kunstners indsamlede materiale, kan falde så forskelligt ud. Hvor Ekkorum med stor sensibilitet og gehør antyder, fornemmer og peger dunkle stier ud, ad hvilke man kan følge kunstnerens vildtvoksende og maniske billedindsamling, banker Farver & Striber pointen fast med lige dele akademiske fraser og storslået teaterlys.

På trods af, at man i Arkens store sale står omgivet af kunstnerens livsværk, forbliver Willumsen selv underligt fraværende, og jeg forlader museet med basale spørgsmål ubesvaret: Hvordan bevæger man som billedkunstner fra skagensmaleri til den punkede fuck them all-attitude, der præger de sene værker? Hvorfra stammer den dystre fandenivoldskhed, der ligger lige under de friske farver og den ironiske selvfremstilling? Svarene ligger der, indlejret i værkerne, men kræver at man smyger sig uden om den kuraterede ramme. Omvendt står det til på Willumsen-museet i Frederikssund, hvor værkerne er fraværende, men kunstneren helt tæt på. For de som har tålmodighed til at følge kuratorerne ad vildveje og dunkle stier, er der virkelig noget at hente.

Francis Picabia, Olyras, 1931. Olie på lærred, 161,5 × 130 cm. Udlånt fra Museum Jorn. Aktuel på Ekkorum, J. F. Willumsens Museum, 2018.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!