Kommentar Artikel på Engelsk|27.02.15

Internetkunst, nu og før

Morgendagens computerbruger. Naturlig og besat. My Generation (2010) af Eva og Franco Mattes er en installation bestående af en delene fra en smadret computer og en video med Youtube-klip af folk, der i frustration over et computerspil går fysisk amok på teknologien.

Morgendagens computerbruger. Naturlig og besat. My Generation (2010) af Eva og Franco Mattes er en installation bestående af en delene fra en smadret computer og en video med Youtube-klip af folk, der i frustration over et computerspil går fysisk amok på teknologien.

Skulle det af en eller anden grund være forbigået din opmærksomhed, kære læser, så er det helt hotte begreb på den globaliserede kunstscene lige nu «Post-Internet Art». Og bare så du ikke misforstår det, så handler det altså ikke om kunst, som har droppet internettet og lagt det bag sig, men tværtimod om kunst som afspejler, at internettet i dag er en integreret en del af vores dagligdag, af vores måder at sanse, tænke og skabe på. Kunst, der arbejder ud fra den præmis, at internettet simpelthen er blevet en naturlig del af vores kulturelle miljø, ligesom Marshall McLuhan tilbage i 1960’erne forudså, at computere ville blive det.

Begrebet blev introduceret af kunstneren Marissa Olson i et interview i 2008 og blev i de efterfølgende år udviklet på Gene McHughs Post Internet blog, men det var først i 2014, at begrebet for alvor bragede igennem kunstverdens lydmur og efterlod en hob af artikler og udstillinger samt en enkelt bog i sin slipstrøm. Og her to månederne inde i 2015 er begrebet stadig i voldsomt stigende kurs. Det er all-over. Fra reportager i modemagasiner som i-D til side efter side i de førende internationale kunstmagasiner.

Okay, okay, okay, selvfølgelig er «Post-Internet Art» ikke forbigået din opmærksomhed. Jeg ved det, og undskylder at du sådan skal belemres med at læse om noget du allerede kender. Du har jo ikke bare tjek på det, du ved også, at Post-Internet Art står overfor sin helt store institutionelle dåb med dette års New Museum Triennale kurateret af Ryan Trecartin og Lauren Cornell samt næste års Berlinbiennale under ledelse af DIS Magazine. Hey, du har måske allerede booket billetten til New York (hvis du ikke var til åbningen i tirsdags med resten af the in crowd) og bor sikkert i Berlin.

Punkhackerne jodi (Joan Heemskerk og Dirk Paesmans) er pionerer inden for den glitch-æstetik som nu gennemsyrer Post-Internet Art. Her er det et screen dump fra serien Wrong Browser (2001).

Punkhackerne jodi (Joan Heemskerk og Dirk Paesmans) er pionerer inden for den glitch-æstetik som nu gennemsyrer Post-Internet Art. Her er det et screen dump fra serien Wrong Browser (2001).

Men ved du også, at der engang var noget, som bare hed «Internet Art»? Nej vel? Ikke rigtigt, i hvert fald. Du har måske hørt om det, men ikke rigtigt gide bruge tid på det. Det virkede ligesom forældet. Det var noget med modemhastighed, domænenavne, telekommunikation og world wide web. Den slags. Ting du ikke tænker på i din hverdag med mobile apps, clouds, social networking og media streaming. Så det er indlysende, hvorfor du ikke lige har fattet den store interesse for Internet Art. Du er digital native, født efter internettet og derfor dets sande bruger.

Så før jeg går videre, lad mig lige give dig en kort 101 i Internet Art. Internet Art – eller «net art» som det oftest kaldes – er kunst som undersøger internettet som et nyt socialt rum og kreativt medie, kritiserede ensrettende og kontrollerende tendenser i dets udvikling og gjorde sig visionære forestillinger om, hvad det engang ideelt set kunne blive til. Det var tilbage i 1990’erne og dengang var der faktisk megen hype omkring det. Snesevis af mailinglister, utallige artikler, indtil flere bøger, konferencer, festivaler og deltagelse på Catherine Davids Documenta X. Internet Art var sagen.

Alle institutioner med respekt for sig selv prøvede kræfter med den. Men hen mod slutningen af 2000’erne var det som om denne nye kunstform havde tabt momentum, og de sidste par år er den nærmest blevet fuldstændig glemt. Interessen for Post-Internet Art har ikke vækket en interesse i at genbesøge denne ældre slægtning fra internettets ungdom. Tværtimod er det nærmest som om, at hypen omkring denne nye kunstfrom har gjort Internet Art til en anakronisme, uddateret som den teknologi den arbejdede med.

Forskellene mellem Internet Art og Post-Internet Art er da også iøjnefaldende, og mange kunstnere og teoretikere inden for denne nye internet-baserede kunstform fremhæver sig helt forståeligt ved at distancere sig fra fortidens kunstneriske arbejde med internettet. Hvor Internet Art var eksplicit institutionskritisk i sin tilgang til mediet, opererer Post-Internet Art meget mere ubesværet med kunstinstitutionen som en af flere platforme. Hvor Internet Art bevidst obstruerede den kommercielle kunstverden, undersøger Post-Internet Art mulighederne for at producere salgbare genstande, hvorfor flere af kunstnerne også har gallerirepræsentation (det har kun en håndfuld Internet Art-kunstnere). Hvor Internet Art troede på arbejdet med at ændre internettets infrastruktur og producerede egne værktøjer, så arbejder Post-Internet Art med internettets forhåndenværende midler. Og hvor Internet Art forsøgte at underslippe internettets mainstream, så er det netop i denne mainstream, at Post-Internet Art udfolder sig kreativt.

Cyber feminst Manifesto for the 21st Century (1991) af australske VNS Matrix er en både drømmende og fremmedgørende blanding af queer performance, videnskabelig spekulation, fantasy univers, post-human diskurs. Damn, det holder stadig 100%.

Cyber feminst Manifesto for the 21st Century (1991) af australske VNS Matrix er en både drømmende og fremmedgørende blanding af queer performance, videnskabelig spekulation, fantasy univers, post-human diskurs.

At pointere disse forskelle er en velkendt position i dag. Den er for så vidt relevant men også ret gennemprøvet og forudsigelig.

Derfor synes det omvendt i dag ligeså relevant at undersøge forbindelser mellem Internet Art og Post-Internet Art. I et kunstnerisk snarere end et teknologisk perspektiv. Ikke for at ophæve forskellene, men for at skabe en udveksling mellem dem. Med fordele for begge. Internet Art vil få fortjent street cred for sine tidlige eksperimenter og visioner, mens den smarte og opfindsomme brug af mediet i Post-Internet Art vil blive forbundet mere direkte til en konceptuel mediekunsttradition. For eksempel.

Idéen er ikke bare taget ud af det skærmblå. Oplagte forbindelser mellem kunstnere og værker fra de to kunstform er nærmest legio. Det kunne være VNS Matrixs Cyberfeminist Manifesto for the 21st Century (1991) og the cyber twee manifesto (2014), men også tematiseringer af onlineidentitet, nettet som performativt rum, social hacking, generativ visuel æstetik og marketingsstrategier. Derudover er der også en række kunstnere, der har udviklet deres værk fra Internet Art til Post-Internet Art, blandt andre UBERMORGEN.COM, Eva og Franco Mattes, jodi, Alexei Shulgin, og Daniel Garcia Andujar, der for tiden har en stor soloudstilling på Reina Sofia i Madrid (den første med en kunstner fra den første generation af Internet Art).

Ultimativt synes den mest oplagte anledning til en sådan undersøgelse dog at være, at både Internet Art og Post-Internet Art tematiserer, hvordan internettet ikke længere er en teknologisk undtagelse men et socialt vilkår, hvis effekter vi stadig er i færd med at begribe. En af Mcluhans hovedpointer er, at vi er blinde for effekterne af teknologiske omvæltninger på vores «sanseapparat», simpelthen fordi de er så voldsomme og altomfavnende, at vi er blevet «bedøvede» af dem, og at det derfor er op til kunstens at gøre os opmærksomme på disse omvæltninger – gennem en form for «chokbehandling» af sanseapparatet – så vi kan påvirke dem og ikke bare påvirkes af dem. Denne pointe synes mere relevant end nogen sinde efter, at internettet er blevet vores virkelighed, og den synes også at pege på det, som Internet Art og Post-Internet Art helt fundamentalt har til fælles.

Post-Internet Art opererer med forestillingen om, at internettet er blevet en integreret del af det menneskelige sanseapparat. Det var en pointe som også Internet Art undersøgte. Her er det Psych|OS – Hans (2004) af Internet Art-pionererne UBERMORGEN.COM fra en serie, som tematiserer afhængigheden af internettet som var det kokain.

Post-Internet Art opererer med forestillingen om, at internettet er blevet en integreret del af det menneskelige sanseapparat. Det var en pointe som også Internet Art undersøgte. Her er det Psych|OS – Hans (2004) af Internet Art-pionererne UBERMORGEN.COM fra en serie, som tematiserer afhængigheden af internettet som var det kokain.

  1. Kommentar fra Hanne Ingerslev

    Tusind tak for en pragtfuld artikel om post-internet art. Det var lige hvad jeg havde brug for efter at have følt mig torskedum, da jeg læste programmet for Honza Hoecks udstilling i Tranen

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!