Firmaet kunst

Kunstverdenens stigende professionalisering har ændret forestillingerne om, hvad det vil sige at være en god leder. Idag kommer management før faglige visioner.

Illustration for Kunstkritikk af Jakob Boeskov.
Illustration for Kunstkritikk af Jakob Boeskov.

Forleden indviede Copenhagen Business School (CBS) deres nye Art Initiative. Det blev markeret ved en festlighed, hvor direktør for Moderna Museet i Stockholm Daniel Birnbaum holdt en lille forelæsning og blev udnævnt til adjungeret professor. Den første af flere kunne man forstå. På en t-shirt, som Birnbaum fik overrakt sammen med diplom og champagne, stod der: «Where to start? Start with art!» Start, i betydningen, udgangspunkt for innovation. For CBS og den managementfilosofi, som udgør universitetets omdrejningspunkt, er perspektivet i Art Initiative og dets målrettede integration med kunstverdenen klart. Det er en nærliggende udvidelse af spillerummet, fordi den giver øget adgang til de immaterielle ressourcer af kreativitet, som er så afgørende for den neoliberalistiske økonomi. Det er med andre ord klassisk kapitallogik. Ikke noget overraskende i det. Business af usual.

For kunstverdenen ser situationen imidlertid noget anderledes ud og perspektivet tegner sig ret uklart, hvis ikke ligefrem problematisk. Kunstverdenen har selv over en længere periode arbejdet på at integrere ledelsesprincipper fra erhvervslivet i sin infrastruktur. Museer styres i dag i stigende grad efter markedsstrategier, der minder om dem man kender fra andre entreprenante virksomheder, der ligeledes sælger oplevelser, og som museerne i stigende grad ser sig selv som værende i konkurrence med. Derudover har enhver museumsdirektør og -inspektør med respekt for sit fag og sin karriere gået på ledelseskurser. Administrative kompetencer er afgørende, hvis man vil sidde for enden af bordet og træffe beslutninger i kunstverdenen. At være en faglig kapacitet med visioner er ikke længere nok. Man skal først og fremmest være leder. Manager.

Det er en udvikling som ligger i forlængelse af en general professionalisering af kunstverden, der har fundet sted de seneste godt og vel ti år. Efter de vilde 90ere – i entreprenant og ikke ekspressionistisk forstand – hvor der blev eksperimenteret visionært med institutionelle formater, kom de ordentlige 00erne, hvor institutionernes udvikling gik i retning af at skabe en stabil identitet med en konsolideret position indenfor det eksisterende (kultur)politiske system.

Snarere end at tænke ud af boksen tænkes der ind i systemet. Argumentet er at det er nødvendigt for at sikre institutionens overlevelse, politisk og økonomisk. Men uanset at dette argument har substans så er spørgsmålet om det ikke er en kortsigtet løsning eller i hvert fald en løsning, som på sigt kan give bagslag. For inden for systemet handler det ikke så meget om skabe indhold som om at holde på formen, om at opstille og afregne i forhold til fastlagte modeller.

At tænke ind i systemet vil i yderste konsekvens betyde, at der ikke længere er noget argument imod, at professionelt uddannede ledere – fx fra CBS – er de bedst kvalificerede til at lede museer, kunstakademier og udstillingsinstitutioner. Den forskel som kunstfaglige ledere repræsenterer vil til sidst ikke kunne måles ud fra de parametre for succes som systemet opererer med, og derfor vil den forskel ikke blive anerkendt. Det ses allerede i den stigende prioritering af ledelseskompetencer og administrativ erfaring i forhold til ansættelser på museer og øvrige kunstinstitutioner.

Således synes et skisma at tegne sig på horisonten. Det managerial turn, der nu anses som en positiv – eller som fortalere ofte formulerer det «nødvendig» – udvikling for kunstinstitutionens fremtid kan vise sig at bidrage til at undergrave samme institutions faglige integritet. Kunstverdenen synes med andre ord at befinde sig midt i en brydningstid, hvor den eksperimenterende og visionære institution, som er samtidskunstens arnested har indgået en uholdbar og foruroligende alliance med krav om professionalisering og systemdisciplin. Uholdbar fordi den forsøger at sammentænke to fundamentalt modsatrettede størrelser, som ikke kan eksistere sammen i et ligeligt forhold. Foruroligende fordi den skaber illusionen om, at det kan de godt.

Comments (7)