Sommerserie 08.08.13

Postkort fra San Francisco

Foto: Jacob Lillemose

Foto: Jacob Lillemose

Godt hjulpet på vej af det unge par i batiktøj, der venligt inviterede mig til at sidde ned for at dele en joint med dem, er jeg tuned-in denne eftermiddag i Golden Gate Park i San Francisco. Hippiekulturens arnested. Der hvor ypperstepræst Timothy Leary under den første Human Be-In i januar 1967 introducerede sit psykedeliske mantra til en menighed, der for de flestes vedkommende havde fået udvidet sanseapparatet med «White Lightning», den til lejligheden specielt fremstillede LSD.

Jeg går hen over den store plæne mod Hippie Hill, hvor jeg stiller mig i udkanten af en trommecirkel. Ved siden af mig står en fyr med et fjæs som Neil Young, bakkenbarter, tilbagestrøget hår og et kontrafej med markant pande, øjenbryn og mundparti. I cirklens centrum sidder og står en 10-12 mennesker som alle spiller på en eller anden form for trommer. En sort fyr holder en slags grundrytme på et par congas. En hvid mand med en omvendt forvasket kasket har en tamburin i den ene hånd og en mikrofon, som han en gang imellem siger noget i, i den anden. Rundt om dem står og går folk og spiller deres instrumenter. Saxofoner. Guitarer. Blokfløjter. En mand i solbriller og rød baret, som ligner Muammar Gadaffi trommer en følsom, rolig rytme på en afrikansk stammetromme, som han har spændt om livet, mens Mr. Miyagi (det må være ham!) har taget turen på sin overlæssede cykel og nu står og finder groovet på et par claves. Yderligere et par stykker sidder spredt på selve bakken. Der er plads til alle og alle bidrager. Tilsammen frembringer de en mærkværdig mangfoldig energi af lyd.

Jeg burde pege fingre og løbe skrigende væk fra det her freak show. Det er hippiekultur i værste aftapning. En sørgelig, nærmest provokerende dum parodi på 1960ernes forestillinger om frigørelse og harmoni. Nogen burde forklare de tilstedeværende, at vi skriver 2013, og at deres revolution har sejret sig selv ihjel. Sådan tænker jeg. Men jeg bliver stående. Og ikke nok med det, I dig it. Giver mig hen. De har gang i noget, noget der virker og noget jeg ikke kan eller vil tage fra dem, hvor gerne mit intellektuelt ellers gerne ville.

Det er en efterhånden udbredt, hvis ikke dominerende fortolkning af hippiekulturens arv, at den endte i sin egen modsætning, psykologisk, socialt og politisk. Det var i hvert fald den pointen på den netop afsluttede udstilling The Whole Earth. California and the Disappearance of the Outside på Haus der Kulturen der Welt i Berlin. Men på denne eftermiddag i Golden Gate Park giver fortolkningens dialektiske kritik ikke mening. Eller rettere, den er overtrumfet. For trommecirklen svinger og skaber et frirum, en midlertidig autonom zone, som Hakim Bey kalder det, hvor sensibilitet og bevidsthed opdager betydning, som fornuften ikke har adgang til. Hvor horisonten er vidstrakt, vibrationerne positive og fællesskabet rummeligt. Hvor den europæisk academia virker snæversynet, sur og fordomsfuld. Hvor det ikke gælder om at analysere strukturer, men om at fornemme og spille med på energier, om at lytte til hinanden og forme et gruppestemme. Det er langt ude, en holistisk vildfarelse, jeg ved det, men jeg er ligeglad. For det er langt ude på en måde som udfordrer og overskrider kulturel konsensus, fra den gode smag til institutionel korrekthed.

Overtrumfet er også modernismens forestilling om demokratiske og heterogene kreative fællesskaber, som den relationelle kunst genoplivede fra starten af 1990erne. Det her er i sin essens realiseringen af disse samtidskunstneriske idealer. Samtidskunsten ved det bare ikke. Eller den kan ikke indrømme det, fordi den er blokeret af prætentioner og ambitioner. Trommecirkelens deltagere er ikke interesserede i at omsætte deres aktivitet til institutionel kapital. Trommecirkelen er, hvad den er. Den virker her og nu. Hinsides art speak og diskursive positioneringer. Og det gør den umiddelbart tilgængelig og vedkommende på en måde som samtidskunst så sjældent er, ikke mindst når den tilstræber at være det.

Konteksten, parken, byen og dens historie, er selvfølgelig også vigtig. Jeg forestiller mig, hvordan trommecirkelen ville have fungeret som indslag på årets Venedig-biennale, som jo netop fokuserede på aparte eksistenser og deres alternative videnssystemer og verdenssyn . Det er svært for mig at se Mr. Miyagi og co. overleve en tur i Gionis kuratoriske fernis. Deres åndelige fætter Robert Crumb druknede i hvert fald pladask indenfor de højtpolerede rammer på Arsenales vægge. Nej, det ville ikke fungere. Trommecirkelen hører hjemme i Golden Gate Park både som en oplevelse i sig selv og som anledning til institutionel selvrefleksion og kritik. Der er grænser for institutionen og «ydersiden» er ikke forsvundet. 

Go West og god sommer,

Jacob

Jacob Lillemose (f. 1974) er freelance kurator og skribent. Han har været udstillingskurator for festivalen Transmediale i Berlin siden 2011, og er tilknyttet forskningscentret Changing Disaster på Københavns Universitet, også som kurator.

  1. Kommentar fra ehmedahmed

    http://www.youtube.com/watch?v=SRJOk7z4mws

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!