Postkort 25.07.18

Postkort fra Paris

Jean-François Millet, Les bûcherons, 1857. Foto: Rasmus Høj Mygind. Fotomontage: Kunstkritikk.

Det er tidlig formiddag og overskyet i Paris. Dørene til Musée D’Orsay åbner allerede klokken 09:30. Det kunne andre museer lære noget af. Der er relativt få besøgende på museet, den omlagte jernbanegård, da jeg opdager det lille, geniale, brunt-i-brunt maleri.

Jeg skal være ærlig og sige, at den fine Jean-François Millet ikke er en kunstnertype, jeg rigtig har dyrket. En rimelig straight shooter-type åbenbart. Fra bondefamilie, udpræget kristen, malede primært scener fra landbruget, med religiøse undertoner. Livsværdi-i-manuelt-arbejde-typen. Jeg kan dog følge ham et godt stykke hen ad vejen, gik det op for mig, da jeg stødte på ham på vidunderlige museum, hvor jeg for nyligt var tilbage for første gang siden den obligatoriske gymnasietur i et tidligere liv.

Der er i grunden ret meget Millet i Paris. På trods af et for samtiden semi-radikalt ouevre fik Millet tiltusket sig en plads i den konservative parisersalon til slut i sit liv. Det var ikke populært hos borgerskabet at male arbejderklassen i datidens Frankrig, men Millet nåede alligevel i sin levetid at se værkerne gå for høje priser.

Hans mest kendte værk, Des glaneuses (Akssamlerne) fra 1857, hænger prominent placeret på D’Orsay. Men det, jeg for alvor trippede over på museet, var det lille, brunt-i-brunt maleri, i horisontalt A3-format Les bûcherons (Skovhuggerne) fra 1855. Det er del af museets permanente samling og hænger i galleriet sammen med de andre landlige franske scener fra for små to hundrede år siden.

Malerier i småt format kan noget helt særligt. Intimt og uhøjtideligt. Og i dette tilfælde nærmest sublimt. Det er muligvis en skitse til et andet værk, en google-søgning viste fx en anden version af samme maleri, samme titel, men større og med flere detaljer. Men den her lille basse er væsentligt bedre, i al sin enkelthed.

Maleriet forestiller to raske svende, der er i gang med at save en stor træstamme i mindre bidder. Millet har formået at ramme kroppene i bevægelse helt perfekt i to yderligheder. Save save brænde. Meningen med livet. Det er malet med en halvstor pensel, lidt gnidret i strøgene og i et mildest talt snævert farvespektrum. Ingen detaljer i ansigtet. Brunt, brungrønt, med lidt hvidt iblandet på en skjorte og på træstammens bark. Kompositionen er en af de bedste i noget maleri nogensinde!     

Van Gogh var åbenbart mega-fan af Millet. Han lavede under sit sidste leveår på nervesanatoriet endda 21 cover-versioner af Millets malerier, malet med s/h dokumentationer som forbillede og farvelagt efter hukommelsen. Det er kunsthistorie der er til at forstå, én plus én er lig med to (plus det løse), og kopier er evolution og fremdrift. Og de saver brænde sammen, Van Gogh og Millet, de er raske svende. Sådan skal det være. Udenfor museet igen. Nu er der blå himmel og hård sol. Og det er tid til kaffe.

Rasmus Høj Mygind (f. 1982) er billedkunstner. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2010. Bosat i København og for tiden aktuel med den dobbelte soloudstilling «Probably» med Magnus Frederik Clausen på Carlsberg Byens Galleri, København. Udstillingen kan ses til og med august. 
Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!