Laboratory for Aesthetics and Ecology.

Interview Artikel på Engelsk|22.03.18

– Hydrofeminisme er solidaritet på tværs af vandede kroppe

Still fra Jean Painlevés dokumentarfilm om undervandsbløddyrs seksualitet, Acera or the Witches’ Dance (1978) © Archives Jean Painlevé, Paris. Vises til lanceringen af Astrida Neimanis Hydrofeminisme: eller, om at blive en krop af vand.

I dag, den 22. marts, er Verdens Vanddag. Det er måske ikke en mærkedag for så mange, selvom det nok burde være det. Hvert år sætter FN nemlig fokus på verdens drikkevand og de omkring 800 millioner mennesker, der ikke har sikker adgang til ferskvand, alt imens klimaforandringer og et tørstigt landbrug truer klodens ferskvandsbeholdning.

Blandt dem, der bestemt ikke er uvidende om vanddagen, er det lille københavnske forlag og udstillingsplatform Laboratory for Aesthetics and Ecology. I dagens anledning lancerer de den australske køns- og miljøforsker Astrida Neimanis bog Hydrofeminism: or, on becoming a body of water i dansk oversættelse. Samtidig søsætter de Hydra – et nyt udstillingsprojekt, der i løbet af foråret også vil udfolde sig i vandkanten ved Snekkersten nord for København. Som de selv formulerer det, er det en «udforskning af vandede verdninger, transkropslige traumer og oceanisk healing.»

Laboratory for Aesthetics and Ecology. har eksisteret siden 2014 og består af Dea Antonsen, Ida Bencke, Elena Lundquist Ortíz, Andrea Fjordside Pontoppidan og Miriam Wistreich. De har baggrund i kulturstudier og litteraturvidenskab og laboratoriet fungerer derfor som en tværfaglig tænketank ud i posthumanistiske og økologiske spørgsmål. De både oversætter, udgiver og kuraterer samtidslitteratur og samtidskunst. Sidste år kuraterede de udstillingerne Et nytt vi på Kunsthall Trondheim, om fællesskaber i den såkaldt antropocæne tidsalder, og Multispecies Festivities på sidste års Roskilde Festival.

Astrida Neimani, Hydrofemisme: eller, om at blive en krop af vand. Laboratory for Aesthetics and Ecology, 2018.

Blandt udgivelserne, som tæller omtrent tyve stykker, med flere på vej, finder man tekster af blandt andre Donna Haraway, Juliana Spahr, Ursula K. Le Guin og Jane Bennett. Sidste år modtog de den nystiftede Schadeprisen, der gives til projekter, der arbejder på tværs af kunst og litteratur.

Kunstkritikk mødtes med tre af laboratoriets medlemmer til en snak om hydrofeminisme, om «at blive i besværet» og om hvorfor «det antropocæne» er et arrogant begreb.

Helt kort, hvad er hydrofeminisme?

Elena Lundquist Ortíz: Hydrofeminisme handler om solidaritet på tværs af vandede kroppe. Vi oplever i dag forsuring af verdenshavene, stigning af havniveauer, døende koralrev og grundvandsforurening, for blot at nævne nogle eksempler. Hydrofeminisme viser os, at vi alle er implicerede igennem vandede cirkulationer. Vand strømmer igennem kroppe, arter og materialiteter og forbinder dem på godt og ondt. Det er feministisk at tænke planetarisk idag.

Dea Antonsen: Det er egentlig slet ikke så abstrakt. Man tager en tår vand, og det strømmer så videre i verden. Det forpligter på en ny etisk måde, at man forstår den forbundethed. Pludselig kommer man tæt på noget, der er meget fjernt. Tænk, at det vand, du drikker, deler du med én på den anden side af jorden. Det en ny forståelse af din egen krop. Vand er transnationalt, transartet og transkropsligt.

Er Laboratory for Aesthetics and Ecology et feministisk projekt?

Dea Antonsen: Et økofeminisisk projekt, ja. Det er det blevet i højere og højere grad, efterhånden som vi har tænkt og bevæget os dybere ind i det posthumanistiske og flerartede felt.

Performance af Angela Rawlings, del af udstillingen Et nytt vi, Kunsthal Trondheim, 2017. Fra venstre: Ida Bencke, Angela Rawlings, Andrea Pontoppidan og Elena Lundquist Ortíz.

Til maj udgiver I Donna Haraways Making Kin in the Chthulucene: Reproducing Multispecies Justice på dansk. Det er en tekst, der har provokeret en del feminister, fordi den rummer en opfordring til, at mennesket skal holde op med at føde børn. Hvordan forholder I jer til Haraways tanker? 

Ida Bencke: Jeg har selv børn. Derfor er det også vigtigt at sige omkring Haraways tekst, problematisk som den er, at fordi vi udgiver den, så er det ikke sådan, at det er dét, Laboratoriet står for. Men vi anerkender, at det er et knudepunkt at snakke om reproduktion i «det antropocæne», både i forhold til klimakrise og fordi vi er for mange mennesker på jorden. Nu bruger vi ikke så gerne «det antropocæne» som udtryk, selvom det nogle gange er praktisk. At snakke om reproduktion i en økologisk optik er svært, ikke mindst fordi vi sidder her som hvide, privilegerede feminister, og det i høj grad også handler om social og økonomisk ulighed. Det er også dét, Haraway med rette får hug for, og jeg glæder mig til, at hun svarer på den kritik.

Dea Antonsen: Vi går ind i samtalen velvidende om, at den er problematisk – det er der mange af de emner og relationer, som vi arbejder med, der er. Derfor har vi taget Haraways udtryk «at blive i besværet» til os. Det er blevet en slags mantra for vores arbejde generelt.

I siger, at I nødigt bruger begrebet «det antropocæne»?

Dea Antonsen: Det er et arrogant begreb, fordi det skærer hele menneskeheden over én kam og påstår, at det er mennesket, som er skyld i klimaforandringer. Det har mange, blandt andet en del feminister, kritiseret, for det er jo ikke hele menneskeheden men en hvid kulturkreds, som har forbrugt af jordens og af andre kroppes ressourcer.

Ida Bencke: Det er operativt begreb, som man kan bruge, hvis man hurtigt skal ridse en samtale hurtigt op. Men ligeså praktisk sådan et ord kan være, ligeså ofte ender det også tit med at standse samtalen et sted, hvor den egentlig burde gå videre.

Er der et andet begreb, I hellere bruger?

Ida Bencke: Næh, vi taler nok hellere om økologiske problemstillinger og posthumanistiske spørgsmål, og så forsøger vi at aflære os selv at tænke i binære universaler. Vi er jo skolede i at tænke mennesker og dyr, kvinder og mænd.

Dea Antonsen: Her kommer oversættersporet i vores praksis også ind, da det kræver opmærksomhed omkring den måde, vi begrebsliggør «den anden» og os selv på. Mennesker og dyr betegnes for eksempel ofte «det humane» og «det non-humane». Det er stadig en binaritet. Vi prøver at sige «det mere-end-menneskelige» i stedet, og man kan diskutere, om det også er binært, men det laver ikke en negation af det, som ikke forstås som menneskeligt.

Juliana Spahr & Joshua Clover, Kønnets afskaffelse og økoton krig & Vinciane Despret, Den krop vi drager omsorg for: Antropo-zoo-genesens figurer. Laboratory for Aesthetics and Ecology, 2017. Design: David Benski & Laurens Bauer.

Er jeres arbejde med at oversætte tekster til dansk så i virkeligheden en form for sproglig aktivisme?

Dea Antonsen: Det kan da nok kaldes politisk at oversætte vigtige, nytænkende tekster og introducere deres begreber på dansk. Mange af de tekster, vi arbejder med, opfinder jo nye formuleringer hele tiden, som vi insisterer på skal blive en del af det danske sprog. Man må åbne sproget, hvis man skal rumme nye samtaler.

Ida Bencke: Jeg har det lidt svært med ordet «aktivisme». Jeg er bange for at appropriere nogle praksisser, som i den grad er risikofyldte. Der er aktivister, der sætter liv og lemmer på spil. Det gør vi ikke, bare fordi vi laver noget kuratorisk, som kan føles lidt grænseoverskridende.

Dea Antonsen: Det er en anden form for aktivisme i hvert fald. Man kan sige, at vi prøver at promovere det sårbare i en verden, hvor der er meget lidt plads til sårbarhed.

Marie Kølbæk Iversen & Ida Marie Hede, Jeg kigger på IO / Io sto guradando IO / I’m looking at myself. Laboratory for Aesthetics and Ecology, 2015. Design: David Benski

Elena Lundquist Ortíz: Ja, eller at vi introducer det introverte som en anden metode eller position, der er blevet underkendt i forhold til det ekstroverte og alt det her med, at man skal være så produktiv.

Jeg forestiller mig, at I gør jer mange tanker om at lave udstillinger og publikationer på en bæredygtig måde?

Dea Antonsen: Helt sikkert. Vi startede med at lave bittesmå pamfletter, som vi skar og bandt i hånden. Der var en langsommelighed og en omsorg for hver eneste lille udgivelse. I forhold til en økologisk pointe handlede det også om ikke have bunker af bøger, som ingen køber, til at stå og mugne i en kælder.

Ida Bencke: I forhold til udstillingsarbejde er vi interesserede i at blive i projekter i længere tid, lade dem udvikle sig, revurdere arbejdsspørgsmålene og inkludere alt det selvmodsigende og problematiske, der måtte være. Såkaldt «slow curating». Det føles ikke specielt tilfredsstillende at køre udstillinger af hurtigt og så spurte videre til nye projekter. Vores seneste samarbejde M/otherhood med det amerikanske kuratorkollektiv The Multispecies Salon er tænkt som et sådant langstrakt projekt. Det starter i Australien, i Melbourne, til september og rejser så til USA og Europa. Undervejs beskæftiger vi os med spørgsmål omkring, hvordan vi kan udvide vores familiestrukturer mod det transartede og drage omsorg for hybridvæsner. The Multispecies Salon er i øvrigt lidt af en ledestjerne for laboratoriets arbejde.

Honey Biba Beckerlee and Mathias Kryger, Space Dog Odyssey: The Series. Broken Dimanche Press & Laboratory for Aesthetics and Ecology, 2017. Design: Zille Sophie Bostinius

Karin Bolender, R.A.W Assmilk Soap, 2016. Udgivelse af Laboratory for Aesthetics and Ecology & Broken Dimanche Press.

Hvilke kunstnere eller kuratoriske projekter er I ellers inspirerede af?

Ida Bencke: Der er mange. Den amerikanske kunstner Karin Bolender for eksempel, som arbejder med æsler og vitterligt forsøger at indgå demokratiske, tværartede samarbejder med mere-end-menneskelige andre. En kæmpe drivkraft i vores arbejde er en mere eller mindre konstant forelskelsestilstand i små praksisser i margenen af det etablerede.

Dea Antonsen: Vi har også lige indledt et «langsomt samarbejde» med performancekollektivet Dance for plants, som er delvist baseret i København, og som, ja, danser for planter hos folk i deres hjem og skaber rum, hvor relationer mellem mennesker og deres husplanter tages alvorlige.

Ida Bencke: Hvis man skal pege på en større begivenhed, så var The Antropocene Project på Haus der Kulturen der Welt, som kulminerede i 2009, skelsættende for os. Selvom det er blevet omtalt som mislykket, kommer man ikke uden om, at det var et stort anlagt, tværfagligt projekt, som virkelig har rykket noget i forhold til en international samtale om det posthumane – måske netop i kraft af, at det mislykkedes.

Hvordan vil en opfordring fra jer lyde til kunstscenen i forhold til at tænke mere økologisk?

Ida Bencke: At gentænke kollektivitetsbegreber. Række ud mod andre fag. Udvide felterne og ikke være nervøs for det, som Haraway kalder for blasfemiske koblinger mellem vidensområder. Det bizarre fællesskab er et godt sted at gå hen, også af økopolitiske årsager.

Udvalg af udgivelser fra Laboratory for Aesthetics and Ecology.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!