Niels Bonde

Interview 19.08.11

Fra Virginia Tech til Utøya

Niels Bonde, Cho’s Trip to the Post Office, 2009.

I 2009 lavede den danske kunstner Niels Bonde udstillingen Paris, Britney, Adolf og Cho. Udstillingen inkluderede et værk, som omhandlede Virgina Tech-massakren i 2007, hvor den studerende Cho Seung-Hui dræbte 32 og sårede 25. I lyset af hændelserne i Oslo og på Utøya den 22. juli har Kunstkritikk bedt Bonde om at se tilbage på sit værk.

Hvad tænkte du da du først hørte om Anders Behring Breiviks massakre?

– Da jeg hørte om terroren, havde de danske nyheder længe gisnet om hvem, der havde gjort det og hvorfor. Teorierne om islamisk-funderet terror cirkulerede, selv sent på aftenen, hvor DR havde inviteret en journalistisk ekspert i studiet, der fastslog, at det var Al-Qaida, og det var endda efter at man havde hørt om skyderierne på Utøya. Der sad jeg og råbte af min fladskærm: «Hvorfor bliver du ved med at sige det? Det ved du da ikke! Det ligner sgu da mere skoleskyderierne end noget andet.»

Niels Bonde, fra Cho’s Trip to the Post Office, 2009.

Da det stod klart, hvad der rent faktisk var foregået, kunne jeg ikke lade være med at se Breivik som endnu en indebrændt, narcissistisk og selvhøjtidelig ung mand der med våben tvinger verdenen til at give ham den opmærksomhed, som han forurettet mener at have krav på. Det var også mit syn på drengene fra Columbine High, Cho Seung-Hui fra Virginia Tech og personerne bag de efterfølgende tyske og finske skyderier. Det er mennesker, der med udgangspunkt i et forskruet opblæst selvbillede og selvkonstruerede forulempelser mener at have ret til massemord. Sådan forstår jeg dem. At de så hver især har forskellige personligheder – eller rettere personlighedsforstyrrelser – er en anden sag, en sag for psykiatere og psykologer.

Hvad var din motivation for at lave værket om Cho Seung- Hui fra Virginia Tech?

Niels Bonde, fra Cho’s Trip to the Post Office, 2009.

– Mediepakken! Det vil sige, da NBC NEWS rapporterede om, at de havde fået tilsendt en mediepakke fra Seung-Hui, der indeholdt en DVD med videoer, billeder samt et manifest som de begyndte at videreformidlede i små bidder. Efter at have hørt hans videomanifester, der vel sagtens er en slags knækprosa-møder-splatterfilm, havde jeg så mange ubesvarede spørgsmål, som jeg følte jeg måtte prøve at finde svar på. Svarene var ikke enkle, men jeg var sikker på, at Seung-Huis mediepakke markerede noget nyt, nemlig bevidstheden om hvor vigtigt det er at kontrollere mediebilledet for at få den tilsigtede opmærksomhed og sikre eftermælet i form af et martyrium. I videoerne prøver han at løfte sine voldsomme anklager op på et højere og mere altruistisk plan ved at erklære, at han gør dette for fremtiden. At anklagerne om, at nogle skulle have skåret halsen over på ham, tydeligvis er overdrevne stopper ham ikke. Kombineret med hans tydelige frustrationer over det modsatte køn fremstår det ræsonnementet temmelig forvrøvlet. Hvad der til gengæld er tydeligt er, at hans tilværelse i høj grad foregår online. Det er der, at han køber sine pistoler for penge han har fået for salget af sine bøger. Det er der, at han har et forhold til sin cyberkæreste «Jelly». Og hans kontakt med de kvindelige medstuderende på Virginia Tech er medieret af teknologi. Den foregår via cyberstalking i form af SMSer og videooptagelser foretaget med mobiltelefonen. Da han halvandet år før sit morderiske raid beslutter sig for at begå selvmord, meddeler han det således også meget sigende via SMS.

Men hvis dit værk omhandler denne udvidede mediebevidsthed som er affødt af de digitale teknologier integration i vores liv, hvorfor bruger du så analoge medier?

Niels Bonde, fra Cho’s Trip to the Post Office, 2009.

– Billedkunst, og helt specifikt de gamle medier, som fx tegning og modeller som jeg brugte, har både fordele og ulemper i den henseende. Ulemperne er at de er så langsomme – langsomme at producere og langsomme at fordøje. Fordelene er præcis de samme. Det tager lang tid at producere værkerne, især hvis man skal modellere, bygge, tegne eller male. Til gengæld giver denne tid mulighed for at reflektere over indholdet og fungerer dermed som et holdepunkt i en mediestrøm, hvis hastighed truer med at drukne ansatser til eftertanke. Det er denne tidslige dimension jeg skaber med brugen af slowmotion i Cho’s Trip to the Post Office. Cho har selv sendt billeder til en tv-station. Deres udsendelse har så at sige været hans egentlige formål, og medierne går derfor hans ærinde. Derimod har fastholdelsen af hans gerninger i en tør dokumentarisk form, et slags antropologisk studie, en effekt der ikke går Chos ærinde. Bruger vi længere tid på at nærlæse hans udsagn end nyhedsindlægget tillader og opfordrer til, så falder hans historie fra hinanden. Jeg har således bevidst brugt old media som maleri, tegning og model for at fastholde både min egen og beskuerens koncentrationen i forhold til emnet.

Lars von Trier har udtalt, at han fortryder, at han lavede Dogville, der jo indeholder en brutal skydescene, fordi Breveik på sin Facebook-side nævner den som en af sine yndlingsfilm. Er du bekymret for at dit værk også bliver misforstået og misbrugt i en sags tjeneste, der strider mod værkets intention?

Cover til filmen Oldboy, 2004.

– Det korte svar er nej.  Et længere svar ville være, at alle vi andre der har set von Triers film ikke er gået amok i en blodrus, men at alt kan misbruges. Det kan vi ikke sikre os mod. Personer som Breivik forvrænger alt, hvad de ser. Uanset hvad tingene, i det her tilfældet Dogville, har haft af betydning før de kom ind i hans sind, så er de tilpasset hans argumenter, når han kommunikerer dem ud.

Prøv at se på det således: Det stoppede ikke Breivik, at folk tiggede ham om ikke at skyde. Og at forestille sig, at en film som Dogville skulle kunne have fået ham til at ændre sine synspunkter, er en voldsom overvurdering af kunstens kraft.

Jeg er sikker på at fremtidens Seung-Hui og Breivik’er – for Breivik er ikke den sidste, det vil være en illusion at tro – sagtens kan se videoen Cho’s Trip to the Post Office, som en glorificering af Seung-Hui, men kun hvis man ser isolerede dele af værket udenfor kontekst. Selv ser jeg Cho’s Trip to the Post Office som en skamstøtte. Derimod er det relevant at notere, at Breivik ligesom Seung-Hui er blevet inspireret af forgængere, som de imiterer. Breivik’s manifest er jo et orgie af cut-and-paste. Men citaterne kommer ikke fra kunsten!

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!