William Kudahl, aarhus/højslev, tur/retur, Antipyrine, 2018.

Anna Fro Vodder, 448 Skridt, Space Poetry, 2018.

Kristofer Hultenberg, Arbejdsnotater 2015-17, Antipyrine, 2018.

Line-Gry Hørup, Blood, egen udgivelse, 2018.

Pist Protta 82, red. Jesper Fabricius, Aase Eg Jørgensen, Jesper Rasmussen, Space Poetry, 2018.



Artikel 21.08.18

Arbejd arbejd

Line-Gry Hørup, BLOOD, 2018.

Der er en ydmyghed over den bunke af bøger, der er placeret på skrivebordet, som næsten er påfaldende. De er ikke så tykke, ikke så store og slet ikke så prangende, som de sidste års kunstnerbøger ellers har haft en tendens til at være. Flere af dem ligner endda ganske almindelige romaner. Det viser de sig (næsten) også at være, så derfor må en yderligere frasortering i gang – kataloger, rene digtsamlinger og monografier er allerede valgt fra. Bunken ender med fire bøger, og et enkelt magasin. De lugter langt mere af leverpostej og almindelig grå hverdag, end af dyre materialer og lysten til at imponere. Her er hverken guldimprægnerede titler, farvede kapitæl- og læsebånd, eller andre detaljer, der oser af særlighed.

Den første bog i stakken er også den mindste. Aarhus/højslev, tur/retur er skabt af den Aarhus-baserede debutant William Kudahl og består udelukkende af DSB-togbilletter fra 42 togture mellem Aarhus og Højslev foretaget mellem 6. januar og 26. januar 2018. Den opleves bedst ved at tage alle siderne på én gang mellem pegefinger og tommelfinger, og så lade dem glide én for én i hurtigt tempo mellem fingrene. Kun små variationerne afslører sig – datoen, klokkeslettet og stedet hvor billetten er blevet stemplet.


William Kudahl, aarhus/højslev, tur/retur, Antipyrine, 2018, omslag.

Jeg har haft denne DSB-billetbog liggende på mit skrivebord i et stykke tid, og været vild med dens radikalitet. Først da jeg rent faktisk skulle skrive om den, gik det op for mig, at der bagerst i bogen sad en lille lap papir fast med en clips, hvorpå en kode og en internetadresse stod anført. Jeg indtastede oplysningerne, og kom frem til anden del af bogen, dens lydside. Et tog buldrer derudad, stopper, nogle kommer ind, kører videre, så starter Kudahl med stille stemme sin beretning. En halv times hverdagspoetik om alt fra togvinduernes spejling, de marker, der passeres, signalfejl, de andre passager, hvor mange der sover, og om en dame, der smører creme på hænderne, meget grundigt.

Kudahl har heldigvis også humor. Helt tørt siger han, at han nogle gange venter på, at DSB-stemmen i højttaleren bryder ud i sang. Da han når til den syvende rejsedag, spekulerer han over, om han skal fejre det med en øl i Brugsen i Højslev eller et stjerneskud på Højslev Kro.

Pendlerlivets store åbenbaring ligger og lurer lige under overfladen; det er togturen i sig selv, det handler om, ikke destinationen. På et tidspunkt opdager forfatteren en ny slags lygtepæl, og at der derfor findes hele tre slags forskellige lygtepæle på strækningen. Den slags, der giver et øjebliks bevidsthedsudvidelse.

Lygtepælen bliver stikordet til næste bog i stakken, som blandt de andre tilforladelige omslag lokker flirtende med sit blodrøde omslag. BLOOD er skabt af den unge amsterdambaserede grafiske designer Line-Gry Hørup som blandt andet også har formgivet serien Ny Jord – Tidsskrift for Naturkritik. BLOOD emmer af at være en sand kærlighedserklæring – både til bogmediet og til den brovtende, geniale kunstformidler Rudolf Broby-Johansen (f. 1900-1987), som den handler om.

Line-Gry Hørup, BLOOD, 2018.

Broby var eminent til at åbne blikket og observere alle hverdagens genstande og løfte dem op til sande kunstobjekter – fx lygtepæle, som i bestselleren Hverdagskunst – Verdenskunst (1942) , hvor han på én side viser en papyrusrulle og på den anden side sammenligner dens udtryk med en københavnsk lygtepæl.

Det flirtende omslag på BLOOD er i skarp blodrød, og kan ved første blik minde om en skole-bogsindbinding, men det viser sig at være håndkoloreret kinesisk kalligrafi-papir fundet i Red Light District i Amsterdam. Titlen BLOOD henviser specifikt til Brobys digtsamling BLOD (1922), som dagen efter udgivelsen fik ham dømt for usædelighed, fordi den udover at handle om ludere og deres kunder, også handler om børnelig, mord, og andre modbydeligheder. BLOOD starter med en række engelske oversættelser af digtene fra BLOD. Skrevet med versaler, som de oprindelige digte (der er affotograferet længere fremme i bogen).

Udover de oversatte digte, består bogen primært af arkivmateriale, som Hørup møjsommeligt har gravet sig igennem på Det Kgl. Bibliotek og har fået affotograferet. Her er Broby med hånden i håret i alle mulige situationer – interviews i billedbladene og overskrifter i dagspressen. Det hele vidner om, at Broby var en myreflittig arbejdshest med et kæmpe billedarkiv. Han mente som bekendt, at en kopi til to kroner kunne være lige så god som en original, faktisk bedre, da han fandt det yderst uheldigt at kunsten blev eksklusiv og dyr. Også avisartiklerne har Hørup oversat – på bagsiden af hvert opslag. Bogens ærinde er på den måde også at få Broby ud over den danske landegrænse.

Hvor Brobys bøger efterhånden nåede drømmen om at blive allemandseje – og står i de fleste danske hjem og sommerhusreoler – så er der ikke endnu samme udsigt for Hørups enormt eksklusive bog, der indtil videre kun er trykt i 30 eksemplarer. Jeg kan ikke lade være med at elske den for dens lækkerhed, for hvert eneste opslag er der keret så meget for, at det er umuligt ikke at lade sig indfange af bogens flirt og indholdets radikalitet – mens Broby selv måske havde rynket på næsen og hevet sig i håret over det ekskluderende ved det eksklusive oplag.

Anna Fro Vodder, 448 Skridt, Space Poetry, 2018.

De to sidste bøger i stakken er i cirka lommeformat, og minder en del om hinanden. Både billedkunstner Anna Fro Vodders 448 Skridt og Kristoffer Hultenbergs Arbejdsnotater 2015-17 handler om deres respektive billedkunstneriske arbejde frem mod en udstilling, præsenteret i henholdsvis smægtende små hverdagsdigte og tekster om arbejdsprocessen, med enkelte illustrationer præsenteret til slut i bøgerne.

Anna Fro Vodders 448 Skridt er mest af alt en digtsamling om cykelture, genbrugsbutikker, ophobede papirark og kunstnerens proces med en ny udstilling. Hun har en lethed med ordene, som virker smittende og glad, og hendes udtalte forkærlighed for allitterationer gør sjove ting med sproget, som i dette digt:

Ord følger; / ovenlys / overblik / oval vandring /olm orm / fanget / i en osteklokke.

Hun leger med bogstavrim og mærkelige billeder (en olm orm), der er morsomme, og man læser sig lidt efter lidt ind i det lettere klaustrofobiske projekt, som arbejdet efterhånden føles som. Men denne i bund og grund livspositive digtsamling ender naturligvis opbyggeligt:

Kristofer Hultenberg, Arbejdsnotater 2015-17, Antipyrine, 2018, omslag.

Nu burde alt / falde i hak.

Herefter følger en række illustrationer, som man formoder er resultatet af den lange arbejdsproces. Men det er alligevel digtene, der bærer bogen.

Kristofer Hultenbergs bog stammer også fra arbejdsværelset, men med langt mere hermetisk-filosofiske digte/tekster, end de hverdagssjove digte af Vodder. Hermetiske er særligt venstre-siderne, som nærmest er i kodesprog – som man aldrig får nøglen til. Til gengæld er højresiderne fuldt udpenslede tekster om Hultenbergs overvejelser over aktuelle værker i proces, ligesom han flipper filosofisk over andres værker. Han er dybt interesseret i et kunstværks mindste bestanddele, og dets vekselvirkning mellem at være en tanke og blive konkret, eller et maleris ustabilitet i penselstrøgene, fordi det på den måde peger på alle mulige andre versioner af samme maleri.

Hvor Kudahls, Vodders, og i særlig grad Brobys projekt er at gøre alting så letfatteligt som mulig, så er Hultenberg helt anderledes højtflyvende i tanke og sprog. Og når man nu lige har fanget værdien i det jordnære, bliver det omstændelige pludselig påfaldende. Men også Hultenberg har et særligt blik for det utilpassede, flygtige, profane og for fejlen som et greb. Bogen slutter med ordene: «Professionalismen igen… På hvilken måde er den vigtig? Greb hentet fra fejltrinnenes reservoir er smukke i artikuleret from, men endnu smukkere når de kun vanskeligt kan adskilles fra en egentlig fejl.»

Det nye nummer af det danske tidsskrift Pist Protta er præcis lige så hverdags-prosaisk som de øvrige bøger i bunken, og har dedikeret dette nummer 82 (ved en fejl er nummer 81 sprunget over) til netop fejl. Det har redaktionen gjort ved at skabe et magasin, der rummer så mange fejl, at det er umuligt at opregne. Nogle fejl er intenderede, altså formalistiske fejl, andre er måske/måske-ikke regulære smuttere. Men det skønne ved projektet er, at det favner og omslutter fejlen fuldstændig, i stedet for at undskylde og korrigere den. For som der står i lederen (som har fået bytte om på siderne), så er det perfekte suspekt.

Pist Protta 82, 2018, omslag.

Når man som redaktionen (Aase Eg Jørgensen, Jesper Rasmussen og Jesper Fabricius) bag Pist Protta har skabt 81 magasiner (foruden et utal af andre udgivelser), har man helt sikkert været rækken af fejl igennem. Aase Egs liste bagerst i magasinet kan fremover bruges som huskeliste.

Samlet set er der i denne bunke af bøger ikke mange unødige dikkedarer eller stjernenykker. For selvom BLOOD er en kunstnerbog i særklasse, er dens indhold om Broby-Johansen sand kunstkommunisme. Bøgerne handler i bund og grund om hverdagslivets små og store udfordringer og åbenbaringer – på togturen, på atelieret, i arbejdslivet. Det er vel egentlig passende at åbne kunstsæsonen op med dette budskab: lad os være myreflittige, hverdagspoetiske og erkende, at vi er fulde af fejl på samme tid.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!