Julekalender 06.12.12

6. December – Jacob Lillemose

Hvilke udstillinger, begivenheder og publikationer var de bedste i 2011? I Kunstkritikks julekalender opsummerer Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2011. Den sjette i rækken er kurator og kritiker Jacob Lillemose, som bor og arbejder i København.

Bedste udstilling

Det må blive de tre bedste værker fra Documenta 13:

      Dora Garcias Die Klau Mich Show kombinerede med stor succes syret talkshow underholdning med diskussion af politiske emner i kunsten og fik endda Art & Language til at tale så alle kunne forstå det og fik noget at tænke over (et højdepunkt var da de kaldte Lawrence Wiener for Documentas «poster boy»). Og showets entusiastiske vært var intet mindre end excellent, et forbillede for fremtidig kunstformidling, hinsides de fornuftige (læs: idéforladte) pædagogiske tiltag også kaldet «kommunikationsstrategier», der hjemsøger danske museer og medier. (Billedet: Dora Garcia, KLAU MICH: Radicalism in Society Meets Experiment on TV, Documenta 13, 2012. Foto:  Klau Mich Team.)
       
      Gareth Moore. De fleste jeg har talt med så ikke Gareth Moores utopiske landsby, og jeg var også selv ved at vende om på vej til den. Man skulle gå gennem en skov ad en underlig, interimistisk markeret sti og ved indgangen sad en ung pige i et lille skur og drak te til lyden af sitar-musik. For at komme ind skulle man betale 1 euro (også selvom man havde pas) og aflevere sin mobiltelefon (ingen fotos!). Man fik så udleveret en kastanje i snor som pant for telefonen og pigen i skuret hejsede en bom op så man kunne gå ind. Really? Jeg blev nødt til at spørge en ekstra om det virkelig var en del af Documenta, og pigen nikkede. På den anden side af bommen kunne man så går rundt på smalle stier med afspærringer af garntråd og se på gør-det-selv-livet i landsbyen, som var den en slags antropologiske have. Der var udstukket en nøje planlagt rute, og da jeg forsøgte at springe over en af afspærringerne, kom der ud af intet (og jeg mener intet) en mand og råbte aggressivt af mig, at jeg ikke måtte ødelægge det nyrevne grus. Han forsvandt lynhurtigt igen og efterlod mig total forvirret. Var det ægte? Uanset om effekten var tilsigtet eller ej så gjorde installationen det klart at afstanden mellem hippiekultur og parcelhusfascisme er forsvindende lille. Det absolut bedste i Kassel. Kunne være genialt at genskabe på Christiania. (Billedet: Et af flere postkort som var til salg i kiosken ved Gareth Moores A place – near the buried canal på dOCUMENTA (13). Foto: Gareth Moore)
       
      Willie Doherty, Secretion. Fortællinger om undergang, gotta love it. Især de mere mystiske, som Willie Dohertys film om en mand, der går til i en bizar biologisk nedbrydningsproces. Den uundgåelige skæbne manden lider var et syret og subtilt billede på det vestlige samfund umærkelige vej mod afgrunden. Giv den kunstner penge til at lave en spillefilm! (Billedet: Willie Doherty, Secretion, 2012. Foto: Krzysztof Zielinski.)

 

Bedste event

      Mayhem, København. Jeg kan og vil ikke pege på én begivenhed, for gennem hele 2012 (og tidligere) har dette schizo-selvorganiserede sted i Københavns Nordvest-kvarter åbnet dørene for et imponerende, internationalt program i et vildt eksperimenterende krydsfelt mellem musik, kunst og performance, mystik og modstand, konfrontation og indsigt. Navnet er taget fra en graffiti, der stod på væggen da folkene bag (Tobias Kirstein, Sune TB Nielsen, Johs Lund og Maria Bertel) flyttede ind: «SLAYER + ELSKOV = MAYHEM». Glem de etablerede institutioner, det er her det sker i København.
       
      Tanya Mars, Dulci, ACTS 2012, Museet for samtidskunst, Roskilde. Foran mig står et cirka fem meter langt bord fuldt med lagkager. Det er overdådigt. Det er fristende. Jeg er til performance-festival i en lagerbygning i et industrikvarter i Roskilde og lagkagerne er næsten som et fatamorgana i de ellers pauvre omgivelser. Men de er ikke til mig, eller til nogle af de andre besøgende. De indgår i Tanya Mars’ performance Dulci, hvor hun iført fint og formelt mørkt tøj spiser sig igennem bordets glæder i to gange fire timer. I starten er det en fest. Hun nyder hver en bid og flirter lokkende med publikum, men som tiden skrider frem udvikler drømmescenariet sig til et mareridt. Kagerne begynder at falde sammen under det stærke lys og Mars er tydeligvis mærket af de enorme indtag af sukker og fedt. Hun ligger sig på gulvet og laver forskellige øvelser for at sætte gang i blodcirkulationen og spiser kun ganske små bidder. Det der før så så lækkert og indbydende ud er nu forvandlet til et nature morte for den kalorieelskende vestlige forbruger. Endnu et fantastisk undergangsbillede.
       
      WE. Som en del af Copenhagen Art Festival og dens fokus på fællesskaber arrangerede jeg sammen med Joachim Hamou og Mette Marie Kjær aftenarrangementet WE i Grand, hvis indhold den pågældende aften var chai og røgelse fra Sing Tehus, visuals af Joachim Hamour, musik af Ravi Shankar, og et velkomsttale ved undertegnede. Her skal der lyde en hjertevarm tak til de fremmødte, I fik det bedste ud af WE.

 

Bedste publikation

      Jesper Fabricius’ små pornohæfter, Space Poetry. Konceptkunst og porno er der for lidt af – for lidt porno i konceptkunsten, for lidt konceptkunst i pornoen – men heldigvis har vi i Danmark vel nok den ypperst repræsentant for denne subgenre i Jesper Fabricius. Med sine to små udgivelser, Kunsthæfte 21 og 22, tog han den reflekterende tanke med på en oplevelse i den frække del af forestillingsverden. En god gaveidé i den lumre juletid. Ja, og resten af året for den sags skyld.
       
      Mayse Aymo-Boot, Spørgsmålene, Basilisk.
Hvis man troede, at FischliWeiss med deres bog Vil lykken finde mig? havde udtømt muligheder for spørgsmålslitteraturen, så kan man godt tro om igen. For med Spørgsmålene har Mayse Aymo-Boot leveret et overlegent poetisk værk, hvis 672 spørgsmål når langt dybere og langt længere ud, spænder videre end «forgængeren». Og det gør det ikke mindst fordi hun arbejder så elegant og eksperimenterende med sproget, og samtidig er en skarp, humoristisk observatør af den omgivende verden. Her et uddrag: «Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører? Hvorfor er de ved godt mod i radioen? Skulle staten anvende strømafbrydelser til at styrke mellemmenneskelighed i befolkningen? Er svensk litteratur en smertens katedral? Kan litteraturen husere under det semantiske niveau? Hvor skal man gøre af sin krop mens man læser? Drak Balzac fyrre kopper kaffe om dagen? Er en tolvårig et klogt barn, mens en fjortenårig er en dum voksen? Er der en feminin energi som er dæmonisk? Mon alle beboede planeter hedder Jorden?»
       
      Matthew Fuller og Andrew Goffey, Evil Media, MIT Press. Media studies gør meget ud af de store spektakulære manifestation af nye teknologi, men sandheden er, at den største effekt, den voldsomste påvirkning af vores adfærd sker gennem de usynlige eller «grå» teknologier, vi omgås med i vores hverdag, fra post-it notes til stålkabler og prozac. Fuller og Goffey levere med Evil Media en kritisk drejebog til hvordan man kan forstå og manipulere disse påvirkninger. En milepæl inden for forskningen, selvom den nok er for spekulativ til at blive en decideret bestseller. Men hvis du vil forstå radikalitet af livet i mediesamfundet og øjne en vej ud så køb den. Nu!

 

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!