Julekalender Artikel på Engelsk|22.12.16

22. december – Pernille Albrethsen

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2016? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2016. Den 22. i rækken er Kunstkritikks redaktør i København, Pernille Albrethsen. 

 

UDSTILLINGER

Philippe Parrenos heliumballoner fra 2016 og Felix Gonzalez-Torres' gardin fra 1991. Installation view, Carte Blanche to Tino Sehgal, Palais de Tokyo, Paris, 2016. Foto: Pernille Albrethsen.

Philippe Parrenos heliumballoner fra 2016 og Felix Gonzalez-Torres’ gardin fra 1991. Installation view, Carte Blanche to Tino Sehgal, Palais de Tokyo, Paris, 2016. Foto: Pernille Albrethsen.

Tino Sehgal, Carte blanche to Tino Sehgal, Palais de Tokyo, Paris. Kurateret af Rebecca Lamarche-Vadel.

Jeg er egentlig ikke så pjattet med Tino Sehgal, men jeg er pjattet med store offentlige institutioner, som råder over 13.000 m2 udstilingsrum og stadig har en tro på, at det store publikum er klar til eksperimenterende udstillinger. Derfor overgav jeg mig også til Palais de Tokyos retrospektive udstilling med Sehgal og venner (Philippe Parreno, Pierre Huyghe, Daniel Buren, Félix González-Torres etc.). Efter en modtagelse i vanlig Seghal-stil med performanceværter, der holdt hver eneste besøgende i et fast greb, løsnede situationen sig betydeligt i de underliggende niveauer. Faktisk diffuserede udstillingen ikke kun ud i andre kunstneres værker men også ud i den rå betonbygning. Mest radikalt med chefpoeten Huyghes nye Cancer, som blandt andet bestod af vandpytter, der henlå i kældermørket på en så faretruende måde, at de fleste museer ikke var gået med på legen. Sehgals udstilling var en palimpsest, som skrev videre på den hukommelse, der har siddet i institutionens betonkolde væggene siden Philippe Parrenos radikale retrospektiv i 2013. Men det var også en zombieudstilling, som nærede sig ved en kollektiv parisisk hukommelse og hvis lange tentakelarme strakte sig ud udover byen og bagud i tid, til Centre Pompidous udstillinger med henholdsvis Pierre Huyghe i 2013 og Dominique Gonzalez-Foerster i 2015. Det er til at blive skingrende høj af.

 

Edward Krasińskis studio, Instytut Awangardy, Warzawa. Foto: Pernille Albrethsen.

Edward Krasińskis studio, Instytut Awangardy, Warzawa. Foto: Pernille Albrethsen.

Edward Krasińskis studio, Instytut Awangardy, Warzawa, grundlagt i 2004 af Foksal Gallery Foundation.

Jeg havde min allerførste date med den polske kunstscene dette forår og jeg er slet ikke færdig. Så mange offentlige institutioner med så vakse, researchede og seriøse programmer, at man tror det er løgn. Muzeum Sztuki, Warzawas moderne museum, tilhører ubetinget en top 10 over de sejeste institutioner i Europa. Mit hjerte tabte jeg dog til Edward Krasiński, da jeg besøgte hans lejlighed på øverste etage i den høje boligblok, som han boede i fra 1970 frem til sin død i 2004 – en af de studiolejligheder, som det kommunistiske styre havde reserveret til kunstneratelierer. Hvis jeg tidligere har været lidt indifferent overfor hans neoavantgardistiske trademark, den blå tape sat i 130 centimeters højde, så er det fordi, det var før, jeg havde set den blå streg gå gennem hans eget hjem; igennem køkkenet, over sengen, på vinduerne og henover bogreolen. Krasiński crush.

 

EVENTS

Gelitin, performance på Cabaret Voltaire, Manifesta 11, den 10. juni, 2016. Foto: Pernille Albrethsen.

Gelitin, performance på Cabaret Voltaire, Manifesta 11, 2016. Foto: Pernille Albrethsen.

Gelitin, performance på Cabaret Voltaire, Manifesta 11, Zürich.

Efter det slappe håndtryk, som Manifesta 11 ellers havde budt på, var Gelitins aktion på det legendariske Cabaret Voltaire ren katharsis. Gammeldags hårdt arbejdende performerkroppe udfoldede et smukt svineri med pap, sand, gips, spritz og tis. Tro overfor sit wieneraktionistiske ophav men også med et glimt i øjet og en fest, som flere faktisk gik ombord i.

 

Andreas Schlaegel konciperede og afviklede Superslick Surfaces på Overgaden, København.

Andreas Schlaegel stod bag koncept og afvikling af konferencen Superslick Surfaces på Overgaden, København.

Superslick Surfaces – Visual Art and The Digital Contemporary, Overgaden Institut for samtidskunst. Organiseret af Andreas Schlaegel, 13. oktober og 18. november, 2016.

Det er altid en særlig bedrift at forsøge opsummere tingene, mens man står i dem til anklerne. Det forsøgte Superslick Surfaces, en ambitiøs to-dages konference med fokus på post-internet-kunsten. At de to sektioner faldt henholdsvis før og efter det amerikanske valg gav ekstra crescendo til oplevelsen. Under den første sektion var alle i et lystigt Berlinbiennale-afrundingshumør, mens ord som deep cable, droner, postfaktuel og infrastrukturel kritik svirrede i luften under anden del. Det seje line-up af kunstnere, kuratorer og teoretikere bundet sammen af Schlaegels vidende moderering var en påmindelse om, at spændende konferencer aldrig opstår af sig selv, men skal kurateres i bund og følges helt til dørs.

 

UDGIVELSER 

winterling

Susanne M. Winterling, Susanne M. Winterling, Mousse Publishing, Milano. Tekster af Anja Casser, Chris Kraus, Susanne M. Winterling og Susanne Østby Sæther.

En fletning ned af nakken på en ung pige. En lille fjer i et læderbånd på en spinkel overarm. Susanne Winterling rører mig. Coming-of-age eller coming-into-form, hvad enten det angår teenagepigerne, som står i grupper, den unge kvinde til hest eller modernistiske pionerer såsom Eileen Gray og Annemarie Schwarzenbach. 

 

nazi-punksLisa Anne Auerbachs post-præsidentielle kampagne, gouache, 12” x 9”

Det begyndte dagen efter det amerikanske valg. WRONG SIDE OF GOODBYE, stod der på den første gouache, som Lisa Anne Auerbach lagde ud på Facebook den 9. november. Få dage senere var den Los Angeles-baserede kunstner tilbage med en ny, LOOK FORWARD IN ANGER, og et aktivistisk projekt var født: «Fuck gratitude and positivity; anger goes a long way, sometimes all the way to the White House. If you want this drawing donate $500 right now to an organization working against racism, for women’s reproductive rights, for the environment, to help immigrants, etc. Send me the receipt and it’s yours.» Dags dato har Auerbach lagt 21 billeder ud af gouacher, som responderer på situationen siden valget. Til forskel fra alle de velgørenhedsauktioner, som kunstnere ustandseligt bliver bedt om at donere til, har jeg stor sympati for denne enkle aktivistiske model, som kunstneren i højere grad selv styrer. Jeg har nu overført en donation The American Civil Liberties Union og venter spændt på juleaften og på NAZI PUNKS FUCK OFF.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!