Julekalender 17.12.13

17. December – Cecilie Høgsbro Østergaard

Hvilke var de mest interessante udstillinger, begivenheder og publikationer i 2013? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2013. Den syttende i rækken er Cecilie Høgsbro Østergaard, der bor i København og udover at være fast skribent for Kunstkritikk også er kurator og lærer ved Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

* *

2014 bliver et godt år for det danske samfund. I 2013 præsenterede regeringen en række reformer, som fra nytår skal gøre det meget mere gennemskueligt og friere at være dansker. Et af de mere spændende tiltag lader til at være sundhedsvæsenets såkaldte synlighedsreform. Under sloganet «mere borger, mindre patient», skal denne reform give ansvaret for egen sundhed tilbage til de syge og deres pårørende. Blot skal man lære sig abrakadabra’et «benchmarks-temarapporter-kliniske databaser», så vil alt, der førhen virkede ganske uigennemskueligt, stå frem i forklaret lys. Det vil give brugerne et synligt grundlag at træffe egne valg på, så de endelig kan tage selvstændigt helbredsansvar og blive FRI.

Sådan en synlighedsreform kunne man nok trænge til i billedkunsten, for her har usynlighedsreformerne raseret alt for længe. Dematerialiseringsprocesser har i et halvt århundrede undergravet kunstens synlighed og gjort det, vi før både kunne se og mærke, ganske usynligt. Tavshed, tågesnak og faglig mumbojumbo har holdt kunstens evige røgkanon tændt for at sløre, hvilke banaliteter og selvindlysende sandheder kunst egentlig bygger på. Kunsten har kort og godt hyllet sig i labyrintisk uigennemskuelighed, både til skade for dem, der skal se på den, og dem, der skal administrere den. Kunstneren må have ansvaret tilbage, for den kunstneriske frihed synes helt åbenlyst at være presset under denne uheldige udvikling.

Som kritiker for et billedbærende medie, der i den grad arbejder for billedkunstens visibilitet, må man derfor hilse en synlighedsreform varmt velkommen. Det gøres ved at fremhæve de tre henholdsvis mest usynlige og mest synlige begivenheder, udstillinger og publikationer i det danske – og også lidt det internationale – kunstliv i 2013:

De mest usynlige

Begivenhed

 
Den danske velfærdsmodernist Klaus Rifbjerg på køleren af sin berømte flødefarvede Triumph sammen med digterne Jørgen Gustava Brandt og Robert Corydon i 1964. Sportsvognen blev et symbol på selve konflikten mellem velfærdsstatens kulturpolitiske idealer om at sikre befolkningen mod fordummelse gennem god kunst og landets mindre kunstforstående skatteydere. Også opfattet som konflikten mellem fin- og folkekultur. Det hed sig, at Rifbjerg havde indkøbt vognen for Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, som blev uddelt første gang i 1965 efter Kulturministeriets oprettelse i 1961. Bilen havde Rifbjerg nu i forvejen, men da han modtog arbejdslegatet udtalte han: «Fra at være fattige lus løftes vi nu op på et økonomisk plan med statsgaranti. Vi skal ikke længere lappe naboens cykel, for også i morgen at have brød i huset.»

Den danske velfærdsmodernist Klaus Rifbjerg på køleren af sin berømte flødefarvede Triumph sammen med digterne Jørgen Gustava Brandt og Robert Corydon i 1964. Cabriolet’en blev et symbol på selve konflikten mellem velfærdsstatens kulturpolitiske idealer om at sikre befolkningen mod fordummelse gennem god kunst og landets mindre kunstforstående skatteydere. Også opfattet som konflikten mellem fin- og folkekultur. Det hed sig, at Rifbjerg havde indkøbt vognen for Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, som blev uddelt første gang i 1965 efter Kulturministeriets oprettelse i 1961. Bilen havde Rifbjerg nu i forvejen, men da han modtog arbejdslegatet udtalte han: «Fra at være fattige lus løftes vi nu op på et økonomisk plan med statsgaranti. Vi skal ikke længere lappe naboens cykel, for også i morgen at have brød i huset.»

 

  Nedlæggelsen af Statens Kunstfond

Efter 50 år i kunstens og velfærdsstatens tjeneste, bliver Statens Kunstfond nedlagt fra 2014, uden nogen tilsyneladende har opdaget det. Ikke så underligt, for navnet, der klinger af gamle kulturpolitiske idealer om armslængde og arbejdsro til kunsten, er blevet genbrugt som en indbydende betegnelse for en ny, kannibalistisk konstruktion, hvor Kunstrådet definitivt har slugt Kunstfonden. Om det er en forværring eller en forbedring for kunsten er mest et ideologisk spørgsmål, men én ting er givet: der kommer mere magt på færre hænder og det politiske ansvar for kunsten bliver mindre. Hvor Kunstråd og Kunstfond tidligere rådede over i alt fem billedkunstneriske udvalg med hver deres medlemmer og deres specialer, er alle udvalg slået sammen og delt i to overordnede udvalg: et legat- og et projektudvalg. Arbejdsdeligen var tidligere, at Statens Kunstfond tog sig af legaterne, dvs. af det kunstneriske udviklingsarbejde, og af udpegninger, f.eks. af kunstnere til offentlige opgaver. Kunstrådet tog sig til gengæld af ansøgninger fra kunstverdenen om støtte til selvstændige projekter, med alt hvad det indebar af dokumentationskrav og juridiske bindinger.

Tidligere var i alt seksten personer fordelt i disse indbyrdes uafhængige udvalg. Nu er der fem personer fordelt i de to udvalg, som igen er tæt forbundet i en fælles bestyrelse. Samtidig skal udvalgene varetage en ny, omfattende arbejdsbyrde, som må gøre det nærmest umuligt at orientere sig grundigt nok i det kunstneriske landskab. Alene opgaven med offentlige arbejder og udsmykninger er en fuldtidsbeskæftigelse som vanskeligt kan kombineres stressfrit med indkøb af kunst til staten og legatuddelinger. Risikoen for, at de samme få kunstnere og kunstfaglige personer vil cirkulere i alle sammenhænge, er med andre ord højere end nogensinde. Og da man samtidig forsøger at nedlægge andre statslige konsulentordninger, ofte med kunstnere som rådgivere, vil man formentlig blive nødsaget til at købe dyr konsulentbistand hos private aktører for at kunne løse alle opgaver.

Samtidig vil politikerne trække sig ud af Kunstfondens repræsentantskab. Det kunne på overfladen ligne en styrkelse af det trængte armslængdeprincip, men kan lige så godt opfattes som en snigende udskillelse af kulturlivets støtteordninger fra parlamentariske interesser. Politikere kan nu ansvarsfrit kritisere og stille krav til Kunstfondens arbejde og definitivt ophæve velfærdsstatens gamle ideal om, at demokratiet og kunsten er kultur- frem for markedsbåret. Samtidig må kunsten selv ligge og rode med sin egen legitimering over for offentligheden. En udvikling, man kan mene er frisættende eller ej.

Udstilling

 
Kristina S. Jakobsen og Fredrik Tydén, {ITALIC}below solarium solar plexus / Palma{ENDITALIC},  2013.

Kristina S. Jakobsen og Fredrik Tydén, below solarium solar plexus / Palma, 2013.

  Årets formentlig mest usynlige udstillingsrække på blot to udstillinger fandt sted i et skunkrum under Kunsthal Charlottenborg, med indgang fra den aflåste Billedhuggerhave. Det lyder som et perfekt set-up for en ultimativ undergrundsudstilling, der bare venter på at blive opdaget af de rigtige. Men reelt var det to udstillinger helt blottet for publikumsforventninger og uden andet rationale end fordybelsen. To fantastiske studieprojekter med en virkelig høj grad af rumlig tilstedeværelse, som nærmest ikke engang kan dokumenteres på billeder. Bag udstillingerne stod henholdsvis Fredrik Tydén og Kristina S. Jakobsen med fællesprojektet below solarium solar plexus / Palma og Rikard Thambert med konstruktionen KIM, der havde den særlige egenskab, at den hverken kunne komme ind eller ud af rummet.

Publikation

  tim stuttgen   Årets mest usynlige publikation er så usynlig, at den slet ikke er udkommet endnu. Men jeg ser frem til, at In a Quare Time and Space, den sidste udgivelse fra den tyske post-porn-teoretiker Tim Stüttgen, der sørgeligvis gik bort i 2013, kun 36 år gammel, vil udkomme på Billedkunstskolernes forlag i 2014. Bogen vil desuden markere indledningen på en meget lovende ny serie af egenproducerede publikationer og ny forskning fra institutionen.

 

DE MEST SYNLIGE

Tendens

 
Charlotte Gainsbourg i Lars von Triers {ITALIC}Nymphomaniac{ENDITALIC}. Foto: Christian Geisnaes.

Charlotte Gainsbourg i Lars von Triers Nymphomaniac. Foto: Christian Geisnaes.

 

  Man må konstatere, at den mest markante og dermed synlige tendens i kunsten i 2013, hverken var New Materialism eller New Esotericism. Det var mere sidste år. I år har man til gengæld set en helt ny form for lummerhed snige sig ind i kunsten. Den har præget både det kunstneriske arbejde på udstillinger af Mikkel Carl og den nye duo Toke Lykkeberg og Janus Høm, men har også kunnet anes hos en kunstner som Uffe Isolotto. Også kunstkritikken var med på bølgen, hvor forekomsten af lasciviteter i årets anmeldelser rundt om på nettet syntes højere end nogen sinde. Hvad årsagen er, står ikke helt klart. Var det virkelig litteraturen, der førte an med 50 Shades of Grey? Eller er det mon ikke snarere to års hype af Lars von Triers Nymphomaniac, der kunstnerisk har legaliseret denne New Eroticism? Muligvis kan det skyldes en blanding af træthed over for billedpornoeksplosionen og kontrolsamfundets mere anale måde at forvalte både det seksuelle og det kunstneriske på. Eller måske er det netop en reestimering af det taktile i kunsten, som atter baner vejen for en mere ublu fetishdyrkelse af kunstobjektet som sexobjekt.

Udstilling

 
Berlinde De Bruyckere, {ITALIC}Cripple wood{ENDITALIC},  2013. Belgiske pavillon, 55. Venedigbiennale, 2013.

Berlinde De Bruyckere, Cripple wood, 2013. Belgiske pavillon, 55. Venedigbiennale, 2013.

  Den mest synlige udstilling var vel Venedigbiennalen 2013, der med en dyrkelse af det esoteriske og håndarbejdet, fortsatte hvor Documenta 13 slap. I sagens natur bare med meget mere sex. Og undergang.

Udgivelse

  Empty_book   Årets synlige udgivelse findes ikke. Også i 2013 udkom der rigtig mange vigtige, smukke og dybt interessante kunstpublikationer, men heller ikke i år så vi nogen lande på bestsellerlisten eller vinde en pris.

 

17

  1. Kommentar fra CDB

    skunkrum

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!