Julekalender 13.12.14

13. december – Maria Kjær Themsen

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2014? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2014. Den 13. i rækken er kritiker og kurator Maria Kjær Themsen, som bor i København og er en af Kunstkritikks faste skribenter.

Udstillinger

 
Hilma af Klint, The Dove, No. 13, 1915. Foto: Albin Dahlström / Moderna Museet.

Hilma af Klint, The Dove, No. 13, 1915. Foto: Albin Dahlström / Moderna Museet.

 

Hilma af Klimt, Abstrakt pioner, Louisiana, Humlebæk. 

Den enormt hypede udstilling med Hilma af Klimt åbnede på Louisiana på min fødselsdag. Og fatalistisk stemt, som jeg er, tog jeg det selvfølgelig helt personligt, og kørte med morgentoget mod Humlebæk 6. marts, så jeg endelig kunne lade mig forføre af de spiritistisk inspirerede værker, jeg havde hørt så meget om. Selvfølgelig var det overvældende smukt, forførende og utrolig interessant at lade sig indføre i af Klints fantastiske – åndeligt inklinerede – arbejdsmetode. Da jeg efterfølgende sad midt i hvidvin og frokost, overhørte jeg to anerkendte kunstkritikeres diskussion om af Klints værk; de fandt det «umådelig naivt», «ubehjælpsomt folkeligt», og det værste; skabt af en «hysterisk kvinde», og derfor, forstås, slet ikke noget for Louisianas vægge – men, som den ene konkluderede: «hun er jo trods alt uddannet fra Akademiet». Kunst frembragt af kvinder har åbenbart stadig lang vej igen, før det bliver taget helt alvorligt af parnasset…

       
 
Susan Philipsz, Part File Score, 2014.

Susan Philipsz, Part File Score, 2014.

 

Susan Philipsz, Part File Score, Hamburger Bahnhof, Berlin. 

Der er noget magisk ved Susan Philipsz’ værker, der ofte blot består af lyd, og man derfor får besvær med at gøre noget med synet, når man fx render rundt i en helt tom kunsthal i Malmø og bare lytter, eller står og glor lidt ud over jernbaneskinnerne i Kassel, mens man…lytter. På hendes soloudstilling i Hamburger Bahnhof var lydværket akkompagneret af noget at se på – en række noder/fortællinger, der løb langs væggene, mens selve lydværket udgjordes af 24 højttalere, der hver spillede én tone. Man skulle derfor placere sig centralt i det ellers nøgne rum, for at lade tonerne smelte sammen. Lydværket resonerede ikke blot med stedets historie og arkitektur (gammel jernbanestation), men blev også knyttet til tolvtonemusikkens kreatør Schönberg og en historie om opbrud og afslutninger. Det gik med andre ord op i en ret fortættet og smuk enhed, som stadig lod det med meste af det imponerende rum være åbent for synet.

       
 
Sonja Rentsch, Lille Hus, 2014.

Sonja Rentsch, Lille Hus, 2014.

 

Sonja Rentsch, Lille Hus, Kunsthal 44 Møen, Askeby. 

Det var en rimelig undselig udstilling tyske Sonja Rentsch havde lavet i en hestestald tæt op ad Kunsthal 44s hovedlokaler på Møn. Men jeg var meget betaget af den måde, hvorpå hun havde renset det hele så meget ned, at selv renderne mellem de gamle brosten forekom rene og blankpolerede; iscenesat. At omdanne en reel gammel lade til en følelse af at være i en kulisse, der skulle forestille en lade fra gamle dage, var behændig gjort – som en Mike Nelson-installation, bare uden alt det konstruerede (arbejdet bag har uden tvivl været tilsvarende omstændeligt), for det var jo også bare det det var. Det kan lyde redundant, men det var utrolig fedt!

Events

 
Goodiepal aka Gæoudjiparl van den Dobbeltsteen.

Goodiepal aka Gæoudjiparl van den Dobbeltsteen.

 

Goodiepal, Tilbage til Havet, Jazzhouse, København. 

Tre dage i træk – i kolde, mørke januar –  holdt Goodiepal hof på Jazzhouse. Jeg var der torsdag aften, hvor vi hørte Anne Linnets Nattog, lyttede til Goodiepals tale/koncert/rap, og blev ført på en forunderlig rundtur i Jazzhouses kælder, hvor en fløjtespillende og nynnende Goodiepal tændte og slukkede lidt for lyset i koncertsalen, førte os ud backstage og bød på sodavand og videre ud på fortovet, og tilbage til udgangspunkt – som en slags tour de chambre i ellers aflukkede gemakker, der skabte et særligt resonansrum til Goodiepals mytiske fortælling om 90ernes technoscene. Rygtet lyder, at der igen – snarligt her i december – vil være Goodiepal-træf på Jazzhouse: Mød op!

       
 
Cia Rinne, Intakt, Dock 11, 2014.

Cia Rinne, Intakt, Dock 11, 2014.

 

Cia Rinne, Intakt, Dock 11, Berlin. 

Jeg er ikke den mest entusiastiske teatergænger, og afholder mig helst fra at gå til forestillinger. Men siden jeg hørte digteren Cia Rinne læse op første gang (en svensk-lyrik-aften på Forfatterskolen for mange år siden) har jeg fulgt hende; og denne gang helt ind i et alternativt teater i Berlin, hvor hendes poesi dannende den rytmiske del af en forestilling skabt af Anna Melnikova. Iscenesættelsen var en blanding af digt, musik og dans, hvor de respektive udøvere havde byttet om på rollerne, og det hele kunne jo have været ganske frygteligt, men var faktisk virkelig fedt. Rinnes særlige stemme og metodisk rytmiske måde at udsige sine digte på, skabte en smuk klangbund for stykkets dans – og gjorde også den politiske dimension af stykket spiselig.

       
 
 Åbningen af The Most Beautiful Swiss Books, Officin.

Åbningen af The Most Beautiful Swiss Books, Officin.

 

The Most Beautiful Swiss Books, Officin, København. 

Det var ganske enkelt en forrygende aften på Officin (et af de aktuelt mest passionerede steder for kunstnerbøger, tryk, kunst, grafisk design og papir), da grafikerne Louise Sidenius og Anni Vestergaard havde arrangeret at få udstillingen/konkurrencen De smukkeste Schweiziske bøger til København. Selve udstillingen af bøger var selvfølgelig fin og interessant. Det samme var det udvalg af bøger, der var til salg i Officins butik – hvor man kunne købe sig fattig, og gjorde det – men det mest forjættende til åbningsaftenen, var forsamlingen af dedikerede bognørder, der var tilstede i utrolige mængder på værkstedet. Der blev talt både tysk, fransk, engelsk, schweizertysk, norsk og dansk i min umiddelbare nærhed – det hele akkompagneret af en smuk opsats af schweiziske oste, der dekadent blev serveret af en ægte schweizerostemand. Køen var lang og vinforsyningen var tilsyneladende uendelig. Magisk!

UDGIVELSER

 
Johan Rosenmunthe, Tectonic, 2014.

Johan Rosenmunthe, Tectonic, 2014.

 

Johan Rosenmunthe, Tectonic, SPDH Editions, 2014. 

Der hersker i denne tid en stor interesse blandt yngre samtidskunstnere for jorden og dens geologi, for universets vældige tidsdimensioner, endda for krystaller og meteorer –  det naturvidenskabeliges møde med new age! Rosenmunthes bog udtrykker denne fascination af krystaller, som  i bogen – helt hipt – kombineres med teknologien og fotografiets formåen, tilsat et strejf spiritualitet. Bogen er med, fordi jeg egentlig er lidt vild med denne tendens, eftersom jeg altid selv har elsket sten, ædelsten, krystaller og den fascination af naturens forædling, der ligger bag. Til gengæld har jeg altid haft det svært med modeluner, som dette fænomen – krystalfascinationen – vist må siges at være for tiden… men den kritik tager vi en anden gang. Bogen er lavet i 1000 eksemplarer, nummererede og signerede.

       
 
Per Kirkeby, Feltbog 5, 2014.

Per Kirkeby, Feltbog 5, 2014.

 

Per Kirkeby, Feltbog 5, Forlaget Bjerggaard, 2014. 

Det er femte og sidste del i Kirkebys Feltbog-serie, som hans galleri Bo Bjerggard har stået for udgivelsen af. Bøger, der er udkommet i hver 500 eksemplarer, alle signerede og nummererede. Kirkeby har en utrolig lang produktion af kunstnerbøger bag sig, og den nye Feltbog 5 omhandler hans forhold til arkitektur. Og det en betagende billedmættet bog. Alle sider er skabt som collager, skabt af alt fra udklip fra magasiner til glansbilleder, gamle bygningsbilleder, reklamer og egne overmalinger, og de fleste sider også med et par håndgriflede kommentarer. Bogen givet et indblik i kunstnerens måde at tænke billeder og sammenhænge på – og lægger sig fint op ad Jorns berømte ytringer i teksten «Intime Banaliteter», hvor han bl.a. siger: «De børn, der elsker glansbilleder og indklæber dem i Bøger med paatrykt ALBUM giver kunstnerne større haab end diverse kunstkritikere og museumsdirektører.»

       
 
Emil Salto, One Hand, and the Other, 2014.

Emil Salto, One Hand, and the Other, 2014.

 

Emil Salto, One Hand, and the Other, Cornerkiosk Press, 2014. 

Sæsonens mest konsekvente konceptuelle kunstnerbog er skabt af Emil Salto. Den er lavet hos Officin, og forestiller hænder, der bladrer i en bog med hvide sider. Dette tilsyneladende redundante greb har en række fine henvisninger til kunstnerbogens offspring; 60ernes konceptuelle sort/hvide kunstnerbøger, skabt på fotokopimaskine, og renset for al overflødig information. Denne bog er skabt på den lidt finere «kopimaskine», risografen hos Officin, og er selvfølgelig møglækker i både papirkvalitet og design. Bogen er kun trykt i 100 eksemplarer.

Skriv et indlæg
Navn (kun indlæg under fuldt navn tillades)*:

E-mail (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!